Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Prut – duft og smag løs

”Hvornår lugter en prut godt?” Svaret er: ”Når det er din egen”. En god prut giver en vis form for velvære, den letter trykket i maven, den involverer momentant ens velbefindende, den frembringer hele skalaen fra lydløs til mange decibel og lugter lidt – eller lugter meget. Den involverer humoren og forargelsen, den gør én flov og samtidig stolt, jo højere, jo mere flov, og jo mere stolt. Den går på tværs af alle sociale lag, mænd som kvinder prutter, selv en dronning prutter.

FADL’s Forlags serie “100 myter om…”, giver læseren en forklaring omkring mange af de kost- og fordøjelsesmyter, der stortrives i dag. Bogen er skrevet af Sofie Ingdam Halkjær og Andreas Munk Petersen, der til daglig arbejder på Gastroenheden på Hvidovre Hospital. Det er der blevet en uhyre interessant bog ud af. Bogen er nærmest vægtløs – som en prut, men bestemt

ikke uden tyngde og humor. Forfatterne blander viden med historie, svarer på en bramfri og ikke plat måde på spørgsmål som vi har søgt svar på i et helt liv. I bogens indledning beskriver forfatterne på en utrolig let tilgængelig måde hvordan vi tolker begreber som evidens og forskningsresultater, begreber som selv din egen læge ofte ikke kan gøre rede for.

”En sund lort flyder ovenpå” er en af myterne, bramfri tale og skrift, der ikke virker vulgært, der glider – synker ned – en svær balance. Her en anden myte: ”Man prutter, når man spiser kål. ”Det er helt korrekt! Kål er kendt for at medføre ”larmende lugt”. Dette skyldes, at kål har et højt indhold af fibre, som tarmen har svært ved at nedbryde. Derimod kan tarmbakterierne i tyktarmen nedbryde nogle af disse fibre, og når det sker, dannes der gasser. Processen kaldes fermentering, hvor tarmbakterierne forgærer de ufordøjede føderester. Faktisk opholder madresterne sig i tyktarmen i op til 18 til 36 timer. Desuden indeholder kål også en stor del svovl, som medfører, at de dannede gasser indeholder svovlbrinte, og prutterne kommer herved til at lugte fælt af ”æggeprutter”.

”Det er sundt at drikke en genstand om dagen” er en anden myte. Her er forfatterne meget asketiske og dog.  På en elegant måde hælder forfatterne mere til de gamle genstandsgrænser: 21/14.

Alle kender duft af hestesaddel, mødding – ja ligefrem prut i en vin og det behøver ikke være ens egen vin før man bliver begejstret. Mange forbinder nærmest stor Bourgogne – og Rhônevine med lugten af mødding, af den tykke vinbonde, af et sted, en karakter og kropslugt, ubarberede armhuler og ægthed. Forklaringen er som oftest mere uromantisk.

Brettanomyces kaldet Brett, er en vildgær, der både er elsket og hadet. Gærsvampen forekommer naturligt på druer. Findes den i vine, giver den en umiskendelig animalsk duft af mødding-hestesaddel. I vinproduktionen er Brettanomyces Bruxellensis derfor som oftest uønsket. Ikke mindst fordi der en risiko for, at den er uhyre svær at komme af med igen. Men nogle vinbønder og endnu mere vinelskere, elsker den, ja nogle går bevist efter duften af Brett.

Ib Rehné Cairo, en kær gammel ven, yndede at fortælle denne historie:

Lis Hartel, verdensberømt dressurrytter på trods af, at hun i 1944 var blevet ramt af polio, havde vundet endnu en stor konkurrence, denne gang i Danmark. Da hun og hendes hest Jubilee skulle modtage laurbærkransen af selveste Kongen, slog Jubilee pludselig en meget stor prut. ”Undskyld – undskyld Deres Kongelige Højhed” sagde en flov og fortvivlet Lis Hartel. ”Det skal De ikke være ked af Lis Hartel, jeg troede såmænd blot det var hesten” replicerede Kongen.