Når den årlige udgave af ”Barolo & Friends” med dens myriader af vine stiller op på Børsen i København og tiltrækker både professionelle og private, er det selvfølgelig rødvinene, der trækker: Barolo og Barbaresco samt måske Barbera. Men den kloge gæst spørger også efter hvidvine som Arneis, Cortese, Favorita, Chardonnay og blandinger med måske lidt Sauvignon Blanc. Desuden har enkelte producenter en hvidvin, de færreste nok kender: Nascetta.
Druesorten var kendt i slutningen af 1800-tallet som Nas-cetta og Anascetta og blev brugt til at fremstille sødlige vine til anvendelse i kirkelig sammenhæng. Sukkerindholdet gjorde vinen meget holdbar, så da en gruppe producenter fra Novello-distriktet i begyndelsen af 1990’erne blev inviteret til at smage nogle gamle Nascetta-udgaver, var de betaget af deres elegante sauternes-agtige profil. Sådan en vin havde man ikke før kunnet finde i Langhe, som en af deltagerne, Valter Fissore, sagde. Sammen med Elvio Cogno og andre producenter besluttede han at genoplive Nascetta.
Et sandt pillearbejde
Dengang – for næsten 25 år siden – fandtes der ikke en eneste mark med udelukkende Nascetta-planter. Så et møjsommeligt pillearbejde blev indledt, nærmest ligesom arkæologer må bruge graveske og pensel for at fritlægge knoglerester og andet af interesse. Drueklaser blev nærstuderet for at finde frem til de rigtige, og resultatet blev Elvio Cognos 800 flasker Anas-Cetta. En vin uden klassifikation og officiel accept.
I 2002 bar Novello-producenternes stædighed frugt. Nascetta blev anerkendt som DOC Langhe, og der er i dag 20 ha tilplantet med druesorten. Elvio Cognos Anas-Cetta fik i 2010 ydermere sin egen appellation.
Pioneren Cogno deltog ikke i Barolo & Friends, men et par producenter havde medbragt vinen, som udmærker sig ved nu at være til den tørre side: Cantina Stroppiana fra La Morra og Le Strette fra Novello. Sidstnævnte stillede med ”Pasinot”. Vinmonopolet forhandler Le Strettes vine, men desværre ikke Nascetta.
Arbejdshesten Barbera
Druesorten Barbera har inden for det seneste halve århundrede tilkæmpet sig en plads blandt de bedste i Italien, når den ellers bliver behandlet godt. Det vil sige de bedste kloner plantet i ikke for varme egne og på den rigtige jord. Desuden skal hektarudbyttet holdes nede, og der skal udvises forsigtighed med den eventuelle fadlagring.
Når det hele er o.k., har Barbera unikke kvaliteter, uanset om den lægger ryg til enkle, friske dagligvine eller til fede frugtbomber. Siden fremsynede producenter i 1960’erne brød med traditionen om at fremstille nærmest udrikkelige udgaver og satse på kvalitet, er Barbera stormet frem på de internationale markeder. Også i Danmark. Pudsigt nok manifesterer populariteten sig ikke i flere og flere tilplantede hektarer. Mens andre druesorter vinder frem, er der siden 2000 en tredjedel færre Barbera-marker i Italien.
Usikker oprindelse
Den med ”lige siden romertiden” kan ikke bruges på Barbera. Der er ingen sikre historiske fakta om druesortens oprindelse. Jancis Robinson nævner i sin ”Druer og vin”, at den sandsynligvis stammer fra området ved Monferrato, hvor der i det 13. århundrede findes henvisninger til druer med navne som Barbero og Barberi. Men lidt af en mystiker er Barbera altså, som Thomas Ilkjær formulerede det, da han i forbindelse med Barolo & Friends stod for et Barbera-seminar.
Seminaret handlede selvfølgelig om Barbera fra Piemonte, og det er da også i denne provins, man finder 80% af de marker, der er tilplantet med Barbera. Hovedparten af den vin, der kommer ud af druesorten i Piemonte, er ublandet, men i det øvrige Italien og i udlandet fungerer Barbera ofte som ”arbejdshest” ved at støtte andre druesorter i blandingsvine. I Piemonte trækker den læsset i kraft af sin udbredelse og sin – i modsætning til Nebbiolo – hurtigere frigivelse til salg. Derfor slår et dårligt Barbera-høstår hårdere end et dårligt Nebbiolo-år, selv om Nebbiolo-vine som Barolo og Barbaresco generelt er dyrere.
Alba og Asti
Seminarets 11 vine var af én eller anden grund alle fra Asti-regionen, selv om der jo også fremstilles en hel del Barbera i Alba-området. Der er her 1.900 ha med Barbera mod 4.000 i Asti, og det evige spørgsmål er, om Alba er bedre end Asti eller vice versa. Spørgsmålet blev aldrig opklaret, da der for snart en hel del år siden årligt blev afviklet en ugelang blindsmagning i Asti, ”Barbera Meeting”. Nogle år var Alba-vinene mest overbevisende, andre år stod Asti-vinene stærkt.
Thomas Ilkjær erkendte, at han ikke havde nogen sikker mening om den sag, men ”i det store billede er der nogle forskelle.” Blandt dem er den kendsgerning, at Barbera i Alba-området er nr. 2 efter Nebbiolo, mens den i Asti er rødvinsdruen. På den anden side rummer Alba nok flere større vinmagere end Asti. Hvortil kommer, at Albas Barbera i dag plantes på mere attraktive marker end tidligere.
Blandt de 11 vine i seminaret var der fine oplevelser. Barbera har typisk et markant højt syreniveau, og det indebærer en velgørende rensende effekt, når man sidder til bords i Piemonte og indtager det lokale køkkens ofte temmelig fede mad. Seminaret omfattede alle stilarter fra den unge og friske til den mere flæskede, fadlagrede. Bærdrevet frugt og -smag er et gennemgående træk, mens tanniner er næsten fraværende og som regel stammer fra træfade.
De bedste vine var 2016 ”La Barbatella” fra Cascina la Barbatella, 2015 ”Lasoleggiata fra Amelio Livio, 2015 ”Cuntacc” fra Silvia Castagnero, 2014 ”Brume Basse” fra Angelo Bianco og 2011 ”La Bogliona” fra Antica Casa Vinicola Scarpa.
Scarpas danske importør er Østjysk Vinforsyning, og Barbatellas vine importeres af Damm Vine. De øvrige nævnte producenter søger importør.
Indledningsfoto: Høstbillede fra Cascina la Barbatella.
