En dag zappede jeg midt ind i et fjernsynsprogram, hvor en stilig ung mand fra Los Angeles fortalte om sit projekt. Han talte med ophøjet patos og gav den i det hele taget ikke for lidt. Jeg spekulerede over hvad projektet mon drejede sig om. Det måtte mindst være et hospital for genterapi på børn med kræft – intet mindre kunne retfærdiggøre hans superlativer. Det var en frisørsalon! Det er helt fint at være entusiastisk, men en smule proportionssans er dog klædelig.
Hvordan er det så med vin? Kan vin klare de helt store ord? Det er et landbrugsprodukt som gennemgår en meget ukompliceret produktionsproces. Der burde ikke være større forskel på vine end der er på en ringe og en god appelsinjuice. Men det er der. Der er vin som laves som Hof og Tuborg, gedigne industriprodukter som med fornøjelse kan nydes rundt om Sankthansbålet. Der er mere personlige, håndlavede vine, som man kan tale om fordi de afspejler deres ophav; stedet og vinmageren. Håndværket er blevet til kunsthåndværk. Og så er der en kategori af vine som løfter sig op i et helt andet luftlag, hvor der ud over at være vin også er ånd i flasken. Vi nærmer os madame Lalou Bize Leroy med blottet hoved; vi er også parate til at tage hatten af for Peter Sisseck (Pingus) og måske drømmer vi om engang at komme i nærheden af en Screaming Eagle.
Hvad skal der til for at nå op i disse æteriske luftlag? Vinen skal være kompromisløs i enhver henseende, naturligvis. Desuden skal der en historie til. Det var nemt nok for Madame Lalou Bize Leroy frem til 1988, altså mens hun regerede over Domaine de la Romanée Conti. Folk har slået hinanden ihjel for de marker i tusind år. Men det tog hende under ti år, efter at hun fik sparket, at nå samme priser og samme kvaliteter på sine egne marker som i DRC. Hun kan fortælle historier; også nye historier. Det kan Peter Sisseck også, og det kan Bill Harlan, som vi nu skal møde.
Man skal ville det
Bill Harlan havde en drøm: Han ville gerne vise at man kunne lave Cabernet på 1. Cru niveau i Napa. Men ikke kun det. Han ville skabe noget som kunne holde hinsides et århundrede, noget varigt som til sin tid kunne fortælle sin egen historie. Det lyder som et risikofyldt projekt med mange ukendte faktorer, og det var det. Men hvis man ikke skyr noget middel for at gøre tingene rigtigt, så går det måske. Harlan og Levy begyndte deres samarbejde på vineriet Merryvale. De øvede sig. De arbejdede sammen med 60 drueavlere og lærte geografien at kende, og de opdagede hvor stor indflydelse den enkelte avlers beslutninger har for det produkt han høster. Den viden tog de med til Harlan Estate.
Harlan Estate ligger på the bench i Oakville så de kan kikke ned på den legendariske Heitz Martha’s Vineyard. The bench har ikke formel rang af underdistrikt i Oakville som i Rutherford, lige nord for. At ligge på the bench betyder gode dræningsforhold og deraf kommende langlivede vine, lidt forsimplet sagt. 1 cru’erne i Bordeaux ligger også på aflejringer af flodgrus. Tykkest er laget under Latour.
Bill Harlan købte ikke marker, men vild natur. Den dyreste måde at få nyplantet marker på i Napa, er at ringe til David Abreu. Der er kun et menneske i denne verden som er ligeså skarp som han, når det gælder at matche grundstammer, sorter, opbinding og beskæring til stedets terroir. Der er Prue Henschke (Henschke Hill of Grace) og hun regerer i Australien, mens David Abreu kender hvert et hjørne af Napa. Så det blev David, for tingene skal gøres rigtigt. Han hjælper stadig af og til med beskæringen, men den daglige drift varetages af Harlans egne folk.
Med nye marker kan man ikke vide præcist hvilken historie stedet har at fortælle. “Hvor lang tid tager det så?” spørger vinmager Bob Levy, og svarer selv: “jeg har nu arbejdet med disse marker i mere end tyve år, og det hele er lige begyndt”. Bob anlægger det helt lange perspektiv. Årgangene frem til 1990 blev ikke frigivet til markedet med det samme, for Harlan og Levy ville først finde ud af hvor det bar hen – hvilken historie der skulle fortælles. Først i 1996 kommer Harlan 1990 på markedet til en pris på $65. Den pris matchede Grace Family, Californien’s første kultvin, som David Abreu naturligvis også har været inde over, ligesom han stod for genplantningerne på Screaming Eagle for 11-12 år siden.
Vi skyr ingen midler
Når vin skal på markedet, skal der etiketter til, og som med alt andet var der ingen simple løsninger der var gode nok. Harlan og hans direktør, Don Weaver, var fascineret af den gravørkunst som udfoldede sig på især ældre frimærker og dollarsedler. Det er tale om et uddøende kunsthåndværk og de fleste involverede var da også for længst døde. Tre års ihærdigt detektivarbejde bar frugt til sidst hvor en for længst pensioneret arkivar blev overtalt til at vise Harlan og Weaver rundt i the American Bank Note Companys kældre. Der fandt de A.E. Foringers graveringer, både den som blev etiket for Harlan Estate og den som kom på the Maiden, Harlans andenvin (ses på indledningsfotoet).
Teknik
Stedet taler til vinmageren om muligheder, og vinmageren skal forløse dem. Ordene er er Bob Levys. Der eksperimenteres meget på Harlan, og nogle af de teknikker de når frem til, er ikke helt konventionelle. En af de mest usædvanlige er vinifikation i rullende tønder. Fadene ligger på ruller i dertil indrettede stativer, og vinen med drueskaller og det hele ligger i disse fade som så motioneres med jævne mellemrum. Systemet bruges til druer fra de mere tanninrige parceller. Don Weaver bemærker: “Jeg håbede virkelig at dette eksperiment ville falde dårligt ud, for det er så besværligt og arbejdsintensivt. Men det gjorde det desværre ikke”. Det er også usædvanligt at gæringstankene er lavet af egetræ, ikke af stål. De er ikke kun dyre i anskaffelse; de er tillige svære at rengøre, et problem som bliver værre med alderen. Derfor udskiftes de efter ret få år i tjeneste.
Cap’en, den hat af drueskaller som løftes op af kuldioxiden under gæringen, bliver ikke ordenligt ekstraheret hvis den bare flyder ovenpå. Det kan man løse ved at pumpe den gærende most op over cap’en, eller man kan få motoriserede systemer til skubbe den ned under overfladen. Eller man kan stå op hver fjerde time døgnet rundt og skubbe den ned ved håndkraft. Det er ligesom at have en nyfødt baby, og det er naturligvis den løsning man har valgt på Harlan. Sidst, men ikke mindst, så presses druerne næsten ikke. Der er kun omkring 8% pressevin i Harlan, og her har vi nok noget af forklaringen på Harlans særlige tanninstruktur.
Vinen i glasset
Harlan i de tidlige år og nu er ikke det samme. Alkoholprocenten er steget med 1% over årene som stokkene er blevet ældre. Karakter og intensitet øges med stokkenes alder. Vi smager en 1993 (RP95), som holder 13.5% og har udviklet sig med en meget bordeaux’sk kompleksitet og filigranfine tanniner, og jeg antyder at den beherskede alkoholprocent måske har medvirket til at vinen har udviklet sig så smukt. Den køber de herrer ikke. Californiske vinmagere bryder sig ikke om at tale om alkoholprocent. De vil hellere tale om balance.
Jeg husker 1992 (RP96), smagt ved en anden lejlighed, som værende meget lig 1993‘eren, måske med lidt mere mørk frugt og lidt mindre animalsk, men der er tale om nuancer. Jeg har tillige smagt årgang 2004 (RP98). Det er en meget velvalgt og tilnærmelig årgang med polerede tanniner svøbt i rig frugt. En formidabel, stor vin, som sikkert allerede er på toppen nu for dem der skulle være heldige at have sådan en ved hånden.
Hvis man gerne vil smage Harlan og få en fornemmelse af stilen og formatet, hvad gør man så? Jeg vil foreslå at smage the Maiden. Den er lavet til at nydes ung og den viser Harlans formidable kontrol over tanninerne. Det er som om hvert tanninmolekyle har fået slebet hjørnerne af i hånden. Silke på flaske.
Hvis den nu skal have hele armen, hvilken sammenhæng skal Harlan så have lov at folde sig ud i? Det er altid en god idé at lade meget store vine folde sig ud i en sammenhæng som kan fremhæve hver vins særlige karakteristika. Pladsen har ikke tilladt at fortælle historien om Harlans Bond-projekt: Seks enkeltmarksvine vinificeret efter Harlan principper i samme vineri, samt andenvinen Matriarch. Det ville naturligvis være en egnet sammenhæng, men skønt der bestemt er grænser for mine erfaringer i dette luftlag, så finder jeg flere af Bond-vinene mere stofrige og tanninske end hovedvinen.
Man kunne i stedet spørge om der var vinmagere i nærheden som dyrkede samme klassiske dyder som Harlan, men måske ikke havde fået fortalt historien så formfuldendt og derfor måske ikke var helt så kendte? Det er der. Den vinmager, som lavede Chateau Lascombes (2. Cru Margaux) årgang 1956, drog til Californien og slog sig ned på Spring Mountain blot 15 km nord for Harlan. Han hedder Philip Togni og han (nu hans datter) laver klassiske, langlivede vine som ofte får ligeså høje ratings som Harlan. Man kunne også kikke 15 km sydover til ligeså klassiske Mayacamas (som for nyligt er blevet købt af Screaming Eagle). Og man kunne kikke lige tværs over dalen til Dalla Valle, hvor en af Screaming Eagles berømteste vinmagere, Heidi Peterson Barrett, har sat sit fingeraftryk. Hun var tillige med til at skabe Grace Family.
Jeg tror at disse vine hver især vil folde sig smukt ud i hinandens selskab og vinde ved det. En konkurrence uden tabere.
Hvor kan vinene købes
Blandt de nævnte vine er det kun Grace Family som ikke fås i Danmark. Harlan, Bond, Heitz og Togni fås hos Bergman Fine Wines. Screaming Eagle, Mayacamas og Dalla Valle forhandles af KKWine. Henschke Hill of Grace fås hos H. J. Hansen. Pingus og Leroy forhandles af L’Esprit du vin. Merryvale fås hos Otto Suenson
