Kongen blandt Piemontes druesorter er selvfølgelig Nebbiolo. Barolo og Barbaresco er ubestrideligt de mest berømmede af regionens vine. Dronningen er Barbera, en druesort som har haft en næsten eventyrlig historie. Sådan lidt a la den grimme ælling. Fra at yde skarpe, tynde dagligvine står druen i dag bag en palet af vine, som spænder fra friske, livlige hverdagsvine til seriøse, fede festvine.
Den korte historie om Barbera er, at indtil engang i 1970’erne blev druesorten stedmoderligt behandlet for ikke at sige decideret udpint. Den blev plantet nærmest hvor som helst, og store høstudbytter resulterede i vine, som kun var accepteret lokalt. For godt 40 år siden var der så nogle fremsynede producenter, som så et potentiale i Barbera. De plantede druesorten på bedre marker, nedsatte høstudbytterne og behandlede mosten med respekt.
Resultatet var revolutionerende. I dag er der vist ingen, som rynker på næsen ad Barbera. Uanset om det er en Barbera d’Alba, Barbera d’Asti, fra Nizza, Monferrato eller andre appellationer. Ydermere kan man vælge mellem Barbera-typer alt efter den egn og den type jord, druen kommer fra. En stor del af Barbera-markerne er gammel havbund, og graden af sand er med til at afgøre, om vinen f.eks. er mere eller mindre syrepræget.
Men først og fremmest er det naturligvis vinbøndernes behandling af druerne fra mark gennem kælder til flasken, som er afgørende for resultatet. I 1990’erne havde den nye respekt for Barbera spredt sig så meget, at der blev eksperimenteret på livet løs i kældrene. Brugen af små franske træfade – barriques – var noget, man burde indføre for at være med på noderne, så der skete uundgåeligt en del fejltagelser. Eksempelvis indkøb af nye fade og lagring af Barbera i få måneder ud fra en idé om, at vinen jo ikke skulle smage af træ. Det var imidlertid lige præcis, hvad der skete. Vinene havde måske nok struktur til at klare fadlagring, men at give dem et chok ved et kort ophold i et nyt fad var ødelæggende. De bedste vine skulle tværtimod ligge et år eller mere på fad for at have gavn af opholdet.
På rundtur i Barbera-land
På en nylig rundrejse organiseret af Consorzio Barbera d’Asti e Vini del Monferrato, som har 313 medlemmer fra 3 DOCG-appellationer og 10 DOC’er, kunne Vinbladet konstatere, at både gamle og nye kendinge holder fanen højt. Der produceres virkelig god Barbera, men også hist og her behagelige hvidvine og rødvine på mindre kendte sorter.
For Barberas vedkommende er det desværre tilladt at nøjes med 90% af druesorten og blande med 10% såkaldt ikke-aromatiske druesorter: Freisa, Grignolino, Nebbiolo, Cabernet, Merlot osv. De bedste og bedst kendte udgaver af Barbera er dog oftest 100%. Den nye Nizza DOCG-appellation fra 2016 tillader kun 100% Barbera og et hektarudbytte på 7 ton mod 9 t/ha for Barbera d’Asti.
Rundrejsen omfattede besøg hos producenterne l’armangia, Cascina Castlet, Cascina Lana og Tenuta Olim Bauda samt kommenterede smagninger af vine fra producenter som Castello di Neive, Villa Giada, Michele Chiarlo, Arione, Ricossa, Erede di Chiappone Armando, Tenuta Montemagno og Araldica Castelvero. Et specielt indslag handlede om mindre kendte druesorter som Grignolino, Freisa, Ruché og Albarossa samt den nærmest helt ukendte Uvalino.
Nye studier har vist, at Albarossa ikke som hidtil antaget er en krydsning af Barbera og Nebbiolo, men at det er Chatus (Nebbiolo di Dronero), der er krydset med Barbera. Uvalino er en tykskindet sent modnende drue, som Cascina Castlets nu 71-årige ejer, Maria Borio, har reddet fra glemslen. Hun begyndte for 25 år siden at indsamle rodmateriale fra andre vinbønder og kan nu omsider fremstille en vin, hun kalder ”Uveline”. Druerne tørres i 3-4 uger, og resultatet er en magtfuld rødvin a la Nebbiolo og Aglianico med 15,5% alkohol.
Maria Borio har styret Cascina Castlet siden 1970 og er som altid en entusiastisk rundviser på den 30 ha store vingård. Hendes top Barbera er ”Passum”, som med sine 15,5% egentlig er en tand for meget, men alkoholen stikker ikke hovedet frem. Vinen er nærmest elegant. Den helt enkle Barbera d’Asti i en flaske prydet af fire små piger – Maria og hendes kusiner – på en Vespa scooter er, som sådan én skal være: frugt, syre, sødme. ”Litina” er en superiore-udgave, som også er vældigt drikkelig. ”Policalpo” er en Monferrato Rosso, Barbera blandet med Cabernet Sauvignon. De to druesorter høstes samtidigt og blandes straks med det resultat, at der kommer en vin ud af det, som hverken er Barbera eller Cabernet. Men indrømmet: Den smager godt.
Gode hvidvine
En anden gammel kending er Dino Bertolino, som driver vingården Olim Baudas 30 ha sammen med sin søster Diana og broderen Gianni. Ligesom Cascina Castlets Chardonnay, ”A Taj”, er Olim Baudas version af druen meget vellykket, og det samme er den charmerende, mundrensende Gavi di Gavi.
Grignolino-rødvine kan undertiden have noget burgundisk over sig, men ikke på Olim Bauda, hvor vinen er ret tanninrig og med en kompleks struktur. Dinos yndlingsvin er hans basale Barbera, ”La Villa”, en sprælsk sag med alt det, man skal forvente af en ung, uprætentiøs Barbera. ”Le Rochette” er superiore-udgaven, som ikke skal drikkes for ung, og så er der den både markante og elegante Nizza, som er næsten bristefærdig af frugt. Olim Bauda forhandles af Leisner Wine.
På Cascina Lana er det 29-årige Giorgia Turco, som står for vinfremstillingen. Vingårdens ejer, Antonino Baldizzone og hans kone Graziana, har taget hende til sig som deres datter, og den livlige lille kvinde forekommer at være et godt valg. Vinene fejler i hvert fald ikke noget. End ikke den ellers vanskelige Grignolino er der noget at udsætte på. Giorgias udgave er lys på grænsen til det roséagtige og elegant afrundet uden at være sød. Udgaverne af Barbera har navne som ”La Cirimela”, ”La Giulia” og ”La Nina” og er nærmest prototyper på de forskellige niveauer af god Barbera.
Ignazio Giovine og hans kone Giuliana har siden 1988 dyrket vingården l’armangias 10 ha. I begyndelsen blev der fokuseret på hvidvin, og det udmønter sig stadig i en rentsmagende Chardonnay og en Sauvignon Blanc helt uden aggressive aromaer. Rødvinene har dog med gode resultater overtaget førerrollen. ”Titan” er en Barbera Nizza med al den frugt og diskrete syre, man kan ønske sig, og Nizza ”Vignali” er riserva-udgaven med samme egenskaber plus lidt sødme. Albarossa ”Macchiaferro” er mørk, saftig og med lidt tanniner, sødme og markant bærsmag. Der er kun 18, som dyrker denne endnu ret ukendte krydsning.
Blandt de vine, som der var mulighed for at smage på rundrejsen, markerede flere sig meget positivt: Tenuta Montemagnos Barbera d’Asti Superiore ”Mysterium”, Castello di Neives næsten bourgogneagtige Grignolino og mørke, tanninrige Albarossa, Michele Chiarlos meget drikkelige Nizza DOCG ”Cipressi” og den forholdsvis lette, vinøse Barbera ”Le Orme 16 Mesi”, Erede di Chiappone Armandos Barbera d’Asti ”Brentura”, Araldica Castelveros Barbera d’Asti Superiore “Alasia” og Villa Giadas charmerende, men også lidt slikkede Barbera d’Asti ”Suri’ Rosso”. Villa Giadas vine, som i dag forhandles af Løgismose, er generelt let sødlige. Ifølge ejeren, Andrea Faccio, ønsker markedet i dag den type vine, Han oplyser, at der er omkring 3 g restsukker i hans Barbera. Andrea beviste dog med en 1995 ”Bricco Dani” Riserva, at sammen med mad og i en passende alder fortoner vinens sødme sig og giver plads for harmoni og elegance.
Braida i København
Barbera var som nævnt ikke noget at skrive hjem om, før der i begyndelsen af 1980’erne skete noget uventet. Giacomo Bologna, ejer af vingården Braida, lancerede i 1982 en Barbera, ”Bricco dell’Uccellone”, som intet havde til fælles med de gængse udgaver af Barbera. Bolognas filosofi var helt enkelt at plante Barbera på god jord, høste modne druer og ikke for mange af dem samt fortsætte det omhyggelige arbejde med druerne i kælderen. Resultatet var international begejstring, og Bolognas initiativ smittede. Den grimme ælling var nu blevet til en svane.
Giacomo Bologna døde alt for tidligt, men hans børn, Raffaella og Giuseppe ”Beppe” Bologna, overtog dyrkningen af Braidas nu 60 ha vinmarker og køber yderligere druer fra 20 ha. Blandt vinmarkerne er en højtliggende parcel i Barbaresco, som Raffaella i sin tid fik af sin far, og herfra kommer et par hvidvine, bl.a. ”La Regina Nascetta”, en tør og let sag med flintagtig eftersmag. Nascetta er på fremmarch, siger Raffaellas mand, østrigske Norbert Rheinisch, som for nylig besøgte Braidas mangeårige danske forbindelse, Philipson Wine. Besøget blev bl.a. brugt til at demonstrere bredden i Braidas produktion, og vægten blev selvfølgelig især lagt på Barbera.
”Montebruna” har ikke lagret på fad og holder 15% alkohol, selv om der gøres en vis indsats for at holde procenten nede: ingen grøn høst og lidt højere hektarudbytte fra de 22 år gamle planter. Serveret kølig er vinen dog i kraft af sin syre ganske forfriskende. ”Bricco dell’Uccellone” har også problemer med alkoholen. I årgang 2016 er den helt oppe på 16%, men igen klarer den at være drikkelig i kraft af sin syre. Det samme gælder ”Bricco della Bigotta” – 15,5% i årgang 2016 – med dens markante frugtsyre. ”Ai Suma” er topvinen, som ikke fremstilles hvert år, og som får et år på nye fade. Det er en kraftkarl på 16%, som ikke desto mindre er flot og harmonisk med frugt og syre.
En af Braidas bedst kendte vine er ”Il Bacialé”. Det er sådan en vin, man enten elsker eller elsker at hade. Druesammensætningen er Barbera, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. Resultatet er temmelig rustikt og ret uitaliensk. Priserne på de nævnte vine fra Braida ligger mellem 100 og 500 kr. ved 12 flasker.
Indledningsfoto: Giorgia Turco og Antonino Baldizzone, Cascina Lana – elegant Grignolino og god Barbera. Så vidt vides ingen dansk importør.
