Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Økologi i McLaren Vale

Joch Bosworth
Joch Bosworth regnes for at være e af de mest progressive økologiske ønologer i Australien. Sammen med hans partner Louise Hemsley-Smith driver han den 90 hektar store ejendom, hvor alt er lavet af genbrug.

McLaren Vale er med sine kun 30 gange 15 kilometer en af de mindste vinregioner i Australien, men omkring 40 % af områdets vinareal er i dag tilknyttet sammenslutningen Sustainable Australia Winegrowing, SAW. Det svarer til 60 % af områdets samlede vinhøst for 2015 årgangen. Hvad der oprindeligt startede som forsøg har vist sig at være en succes trods store investeringer i omlægning af vinavlen.  Bæredygtighed og udvikling af genanvendelse af alt lige fra emballage til vand er blevet populært. Den økologiske tankegang i vinproduktionen fra mark til kælder er repræsenteret med forskellig styrke og favner bredt fra den helt ekstreme holdning til en mere moderat indsats. Vinbladets udsendte bringer her friske indtryk fra besøg hos fire af de passionerede bannerførere indenfor økologi, biodynamik og bæredygtighed i McLaren Vale.

Gemtree

Mike og Melissa Brown – mand og kone – arbejder sammen i døgndrift i mark og vinkælder. Melissas forældre købte deres første vinmarker i 1980, og i takt med at vinproduktionen blev udvidet, blev også familien gradvist forøget og involveret i driften. Miljøbevidstheden har hele tiden betydet rigtig meget for familien, og for omkring 17 år siden blev et område på 10 ha af ejendommens jord sat af til naturområde.  Ud over de lokale planter, der allerede fandtes, har familien tilplantet over 50.000 forskellige originale australske arter i området, som har nogle naturlige kilder og småbække. Det har bevirket en eksplosion af dyrelivet. Ved selvsyn må det konstateres, at tætheden af lokale insekter er så stor, at de sætter sig bag brilleglas og tavshed tilrådes, med mindre man har et fluenet uden på hatten. Står man stille, virker man som lokkemad for krybende insekter. Men sådan er dyrelivet, og man kan forestille sig, hvad de australske pionerer har haft at slås med i de uberørte landområder, de slog sig ned i. Området er åbent for offentligheden, og der er ”trails” man kan følge.

Mike Brown
Mike Brown laver vine i topklasse ud fra biodynamiske principper.

Ægteparret Brown er fanatisk økologer, og begrebet genanvendelse og bæredygtighed er ikke bare tom snak, det er gennemført i detaljer. For nogle år siden fik de en kinesisk forretningspartner, som har gjort det muligt for dem at realisere deres økologiske projekt lidt hurtigere. Vinfremstillingen er traditionel, men der bruges i sagens natur meget lidt konservering, ingen tilsætning af syre, og der vandes så lidt som overhovedet muligt. Mike, der er stor som et hus og får næsten alle til at ligne pygmæer, siger med tordenrøst: ” frugten på vinstokkene gror langsommere, men resultatet bliver en mere intens frugtkarakter.”

Projektet med genbrug af vand til kunstvanding startede for 15 år siden. Han bruger kun 15 % i dag, for det er kostbart at få renset vandet, man han satser på mere i fremtiden. For knap tre år siden byggede Mike og Melissa en vinbutik med en terrasse og balkon udelukkende af genbrugsmaterialer og helt uden brug af beton.  Udover vin sælger Gemtree også ost, oliven og andre lokale fødevarer, alt certificeret økologisk.

Gemtree eksperimenterer med forskellige druesorter blandt andet Touriga, Tempranillo, Grenache, Montepulciano, Petit Verdot, og Savignin. Sideløbende dyrkes også Chardonnay og Shiraz.  Om korkpropper kontra skruelåg siger Mike: ”Kork er bedst til mine prestigevine, fordi vinen udvikler sig på en anden måde. Men jeg har ikke noget imod skruelåg. Det er en smagssag, om man vil have det på alle vine eller ej.”

Generelt er Gemtree’s Shiraz vine meget intense med en lukket frugt og en fast syre, men meget nuancerede. Der bruges omkring 15 % nye franske fade. Obsidian Shiraz 2013, en af husets prestigevine, er monumental i karakteren og kræver at ligge mindst 7 til 10 år, før man tager hul på den.  Gemstone Merlot 2014 er en lækker sag med fin frisk frugt og en snert fadpræg. Gemtree Tempranilo 2014 er meget flot med medium tannin og god frugteftersmag. Fejende flot er en Grenache-Shiraz-Merlot med en fantastisk kompleksitet og nuancerigdom, selv om det kun er en 2014. Tanninen er endda ganske behagelig.

Battle of Bosworth

Bosworth familien har været vinavlere siden 1840’erne, men først i 1970 fik de deres egne marker i et gammelt landbrugsområde, hvor der tidligere var fugtavl, kvæg og korn. I 1995 overtog sønnen Joch Bosworth driften og gik over til økologisk dyrkning af druerne. I 2001 sendte han sine første økologiske vine på 30 år gamle vinstokke på markedet under eget mærke:”Battle of Bosworth”.  Navnet hentyder til Bosworth-familiens egen stræbsomme historie og til slaget ved Bosworth i England i 1485.

Joch Bosworth driver i dag sine økologiske 90 ha sammen med sin partner Louise Hemsley-Smith. Efter en ønologuddannelse arbejdede Joch forskellige steder på kloden, men vendte næsen hjemad til rødderne i McLaren Vale. Miljøbevidstheden er vokset og styrket, og han har fået flere udmærkelser og regnes for at være en af de mest progressive økologiske vinmagere blandt den nye generation i Australien.

Bosworth laver kun vin af druer fra egne marker og fortrinsvis fra enkeltmarker. Opskriften er gammeldags vinifikation, gæring i åbne kar og så naturlig en proces som mulig, ingen tilsætning af syre og meget lidt konservering.  De hvide druer høstes ret tidligt, hvilket giver en fin syre og en alkohol procent på ikke over 13.

Battle of Bosworth laver en fortræffelig rosé af Shiraz druer, tør med en behagelig frisk syre – Morning Bride Rosé. De hvide vine er generelt til den lette, friske side uden fad, men med en behagelig finish.

En rød Shiraz 2015 er uden svovl og på kun 13 % alkohol. Den er letdrikkelig, saftig med en blød syreeftersmag. Bosworth laver en lækker og karakterfuld Shiraz-Merlot blend 2014 med 20 % nye franske fade. Generelt har Bosworths røde vine en indsmigrende frugtsødme og bløde fyldige, nærmest runde tanniner.

Udover franske barriques anvender han også store ældre træfade. Fadpræget er ikke et mål i sig selv, og opleves som diskret og fint afbalanceret i de unge vine.

Bosworth er mest kendt for sin amarone-stil, en rødvin lavet af tørrede druer lagret på ældre fade.  Det er en flot vin, som netop udmærker sig med ikke at være sød, men har en frisk frugtkarakter, en flot tannin. Den er lavet på Cabernet Sauvignon druer, som lufttørres ude i marken.

Yangarra Estate

Yangarra Estates Peter Fraser og Michael Lane er to ildsjæle, der dyrker druer og laver vine helt efter biodynamiske principper. De laver vine af druesorter man normalt ville se i Middelhavsområderne. Både vinmager Peter Fraser og Michael Lane, der har ansvaret for vinavlen er enige om, at netop deres område har præcist de rette vækstforhold til Grenache Roussanne, Viognier, Tempranillo, Mourvedre, Mataro, Cinsault og Carignan med flere.

Yangarra Estates
Yangarra Estates biodynamiske team, il venstre Michael Lane som har ansvaret for vinmarkerne og Peter Fraser, som laver overbevisende vine af Middelhavsdruer i en flot Rhônestil.

Peter Fraser har selv designet sit vineri, hvor druerne kan behandles skånsomt efter de biodynamiske principper. Ude i vinmarkerne holder Michael Lane vinstokkene i ave i buskformet vækst med mange blade for at skåne mod solen og en beskæring, der giver et mindre høstudbytte. De fleste vinstokke er plantet omkring 1946 og dyrket uden kunstvanding. Når druehøsten er i hus, slippes kvæg og får ud på markerne, og jorden gødes naturligt. Om foråret flyttes dyrene fra vinmarkerne, inden de når at forgribe sig på vinplanternes friske skud.

Peter Fraser har vundet mange priser for sine vine både i Australien og internationalt. Han laver vin udelukkende med vildgær, og der er kun naturlig syre i vinen. Mosten gærer i åbne kar, men han bruger ståltanke til en del af processen og anvender også køle- og opvarmningsteknikker. Lagring foregår i fortrinsvis franske træfade.  Lidt ældre, brugte fade foretrækkes for at opnå en dæmpet fadkarakter i vinen.

Der er stil og klasse over Yangarra’s vine, som har en særegen Rhônekarakter på den australske måde.  Hvid Roussanne 2015 er utrolig lækker med en afbalanceret frugt og en fin fedme-syre syrekarakter, der lige tager toppen af druesortens tunge karakter. Flot vin. Yangarra Old Vines Grenache 2013 er en stor pragtvin med en flot Rhôneagtig Grenachekarakter, med runde tanniner, nuancerigdom og saft og kraft. En ren lækkerbisken.

Forhandles i Danmark af www.ottosuenson.dk

Inkwell

Dudley Brown og hans partner Irina Santiago-Brown lægger ikke skjul på, at de er fanatiske når det drejer sig om bæredygtighed og økologi. Han kommer oprindeligt fra USA, og hun fra Brasilien. Parret er uddannet indenfor vinfremstilling med økologi og bæredygtighed som speciale. Da de etablerede sig i 2003 med egne vinmarker i McLaren Vale, var det derfor naturligt, at de gik i gang med dyrkning af vinplanter efter deres overbevisning. I 2006 var målet nået og vilde græsarter gror lystigt mellem rækker. Over 20 forskellige australske fuglearter er vendt tilbage foruden en masse insekter, kænguruer, firben, kaniner, ræve og slanger, som en naturlig del af den lokale fauna.

Inkwell
Brasilianske Irina Santiago-Brown og amerikanske Dudley Brown har slået sig ned i det australske vinland og laver fremragende vine efter økologiske og biodynamiske principper.

Irina siger: ”Vi høster forholdsvis tidligt, når frugten er lige akkurat moden, og inden sukker- indholdet i druen er for højt, så vi også får rigeligt med naturlig syre i druerne. Vi ønsker så lidt manipulering med druerne som muligt, derfor håndplukkes frugten lidt tidligere end hos de fleste.  Vi har givet afkald på en del maskinelle hjælpemidler i vinkælderen for at lave en så naturlig vin som muligt. Der er ingen køleaggregater i tankene. I stedet bruger vi små åbne gæringskar, og mosten gærer ved egen hjælp med den naturlige vildgær, der sidder på frugten. Det handler om perfektionisme, ikke om volumen.”  Derfor er husets produktion ganske beskeden.

Hvad vinene angår er helhedsindtrykket intensitet og elegance. Deres hvide vine har en god syre og friskhed i frugtkarakteren, som er pæn dæmpet. En elegant Viognier Blonde 2015 har druekarakter med lidt fedmestruktur og en klassisk finish. En Primitivo Infidels 2014 er et pragteksemplar af en udtryksfuld vin, der både har frugt og druesortens let bitre karakter, der er fin balanceret og uden skarphed. Inkwells Shiraz 2014 har en flot ren druekarakter, en lidt tæt struktur men megen finesse i eftersmagen.