Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Ny stor californisk vin

Sammen med californiske vine smager Acaibo som en stor Bordeaux, og sammen med vine fra Bordeaux smager Acaibo som en stor, californisk vin. Smagen, elegancen får mig til at tænke på Robert Mondavi, der altid søgte elegance, spændstighed frem for svulmende, muskulær fylde.  Tiderne var anderledes for 25 år siden, her var det koncentration, stoflighed i vinen der talte, mere end luftighed og balance. Både Robert Mondavi og hans søn Tim blev udsat for hård kritik af datidens guru Robert Parker. Robert Mondavi besøgte Bordeaux mange gange, smagte igen og igen de store første cru’er mod sin egen vin for at bevise overfor sig selv og for omverdenen at hans vine kunne stå mål med det største af det største, at han kunne skabe de to i vin så vanskelige begreber: elegance og balance.

Claire Villars Lurton

To franskmænd er nu på vej mod samme eventyr, og de behøver ikke at besøge Bordeaux, for de er indbegrebet af Bordeaux. To af deres vine, Château Durfort-Vivens, 2. Grand Cru Classé og Château Ferrière, 3. Grand Cru Classé er biodynamiske og nogle af de mest elegante og luftige vine fra 1855-klassifikationen. Det er ægteparret Claire Villars Lurton og Gonzague Lurton der i 2012 købte ejendommen Trinité Estate i Sonoma Valley i Californien og et par år efter tog det helt store skridt, flyttede til USA sammen med deres tre børn, blev amerikanere med fransk accent. Tidpunktet for købet var det helt rigtige, priserne nede og Trinité Estate havde uanede muligheder. 

Modsat Bordeaux er der meget tørt i Sonoma og vand er derfor en meget vigtig ressource. De valgte inspireret af tanken: vand og liv, navnet Acaibo til deres topvin. Navnet stammer fra den indfødte stamme Pomos-sprog: aca betyder fisk, Aka betyder vand, sibo betyder et træ der vokser, og det blev til Acaibo.

Chalk Hill

Acaibo ligger i bakkedraget ”Chalk Hill area” i den nordlige del af Sonoma Valley. Den kolde flod Russian River flyder mod vest, den varme dal Alexander Valley ligger mod nordøst. Vinmarkerne ligger som et amfiteater rundt om ejendommen, jorden, hældningen er med til at at give druesorterne, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot sit helt eget terroirpræg, netop dét, som ægteparret søger. Vinmarkerne bliver drevet i den biodynamiske tanke, græs, lokale blomster mellem de vertikale rækker af vinstokke modvirker erosion og giver underjorden et helt andet liv. Jorden, vulkansk oprindelse med kalk, ler og silt, opbindingssystemet med Gyuot Double og den svalende skygge fra Mount St. Helena er med til at give vinene elegance.

Gonzague Lurton

”Vi plukker ret tidligt” fortæller Gonzague Lurton, ”vi vil have friske, modne, koncentrerede druer ind i kælderen, druer der i sidste ende frembringer en vin uden høj alkoholprocent. Vi er meget opmærksomme på kunstvandingen, et begreb der er helt ukendt i Bordeaux. Gennem et avanceret styringssystem får hver enkelt vinstok netop den vandmængde, den behøver. Druerne plukkes meget tidligt om morgenen. Friske og sunde druer er en forudsætning for at vi inden gæringen, kan lave en kold skindkontakt hvor mosten og dermed vinen får en mere koncentreret farve og duft fra druerne”, afslutter Gonzague Lurton. Overordnet tanke, handling, er det lykkedes? Bedøm selv. Servér vinen blindt for dine venner, med eller uden en stor bordeauxvin som makker.

Smagning

Trinité Estate Lurton Vineyards Gonzague & Claire 2015 Sonoma County Chalk Hill

(47% Cabernet Franc, 53% Merlot). Frisk duft, kirsebær, solbær, viol, fine nuancer fra fad. Smidig, fyldig, velouragtig tannin og frisk, moden, frugtagtig eftersmag.
91|309,00 Jysk Vin

Trinité Estate Lurton Vineyards Gonzague & Claire 2014 Sonoma County Chalk Hill

(100% Merlot). Lille duft, virker lukket,vis sødme med modne kirsebær, åbner sig i glasset. Moden smag, blid tannin, frugtagtig eftersmag, både let sødmefuld og let syrlig. 91|265,00 Jysk Vin

Trinité Estate Amaino 2014 Sonoma County

Amaino betyder på indiansk ”askejord”. (66% Cabernet Sauvignon, 25% Cabernet Franc, 9% Merlot). Flot duft med solbær, let røget tone med blyantstift, sødmefuld tone, ”den californiske næse”. Fyldig smag, moden tannin dækket af moden, frisk frugt, lang, frisk, moden eftersmag med friske solbær. Rank og velafbalanceret vin med stort lagringspotentiale. 93|415,00  Jysk Vin

Trinité Estate Acaibo 2014 Sonoma County

(85% Cabernet Sauvignon, 6% Cabernet Franc, 9% Merlot). Rig duft, røget med modne solbær, chokolade, lakrids og kaffe.  Fyldig smag forenet med elegance, moden tannin dækket af stor moden frugt, lang eftersmag med vis sødme. Virker helt dikkemoden og samtidig ung. Stort potentiale. 94|Ikke p.t. i Danmark