Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Mindeord – HKH Prins Henrik

Intet er borte – alting er

I bogen ”Skæbne forpligter” beskriver Prins Henrik slagtningen af et svin på Château Le Cayrou, hans barndomshjem i Cahors, og intet går til spilde. Det er en historie – en drejebog til det Forum Renes – indvoldeklubben, hvor vi mødtes mange gange omkring dyrets indre som vi fortærede sammen med de største vine.

”Skæbne forpligter” blev skrevet i 1996. Det er nu 22 år siden. Jeg havde nogle år før gennem Henriks far mødt det Indokina der kom til at betyde så meget for Prins Henrik. Jeg tror det var det sidste interview inden greven døde, og han fortalte: ”at kaffebønnerne fra min plantage i denne flaske er noget af det eneste jeg fik med tilbage til Frankrig. De har med årene udviklet en fantastisk duft, en kompleksitet, nøjagtigt som med vin”.

Sådan blev Prins Henriks liv, et liv fyldt med kompleksitet, hvor opvæksten i Indokina betød utroligt meget. ”Vil De fortælle om Deres børn, spurgte jeg den gamle Greve”. Det kan jeg ikke, svarede han, for så begynder jeg bare at græde. ”Vil De fortælle mig om Prins Henrik, spurgte jeg igen. ”Det kan jeg ikke, svarede Greven, for så forfordeler jeg Henrik frem for mine andre børn, men jeg vil gerne fortælle om livet i Indokina.”

I 2016 tog jeg, min kone og mine to børn til Hanoi. At komme til Hanoi er som at stikke hovedet direkte ind i en bikube. En kontrast mellem fortid og nutid, mellem ung og gammel – kaotisk, larmende, uorganiseret og alligevel fungerende. Jeg ledte efter honningen og fandt den i små øjeblikke. På Metropol i den vietnamesiske restaurant lukkede jeg øjnene og genoplevede Hanoi – Prinsens Hanoi, hans far og farfars Hanoi. Et Hanoi hvor stilhed, æstetik, umådelig rigdom, materielt og åndeligt blev forenet i: ”Prinsens lykkelige barndom”.

Vi besøgte Prinsens barndomshjem, fik efter lang diskussion og to timers venten frit lejde, vi havde så at sige huset eller tvillingehusene for os selv. Udefra meget større end jeg havde forventet. Jeg så Prins Henrik vandre rundt med sin vietnamesiske barnepige, genoplevede den storhed, det dynasti som få danskere kender. Og jeg gav en middag for Prinsens sidste 3 nulevende gymnasievenner, to læger og farmaceuten Thu, der døde for nogle måneder siden.

I bogen ”Skæbne forpligter” analyserer Prins Henrik meget skarpt, hvad og hvorfor det gik galt. Skæbnen for dette land ville det anderledes, det vietnamesiske folk blev små brikker i et meget storpolitisk spil. De 3 L’er: lykke og lidelse i et brutalt opgør og så alligevel i dag at kunne le. På restaurant Cau Go så jeg om aftenen ud over Hoan Kiem-søen og hørte sagnet om den store skildpadde og sværdet. Hvor der er fabelhistorier og enbenede pagoder er der altid håb. Og Prinsens historie er en fabelhistorie.

Når jeg ser tilbage på hvad Prins Henrik har udrettet, bliver jeg forpustet. Midt i tusindevis af receptioner, rejser og endeløse håndtryk blev der skabt digte, skulpturer og bøger. Sjæleoaser for Prinsgemalen selv, men sandelig også for modtageren. Blandt Prinsens digtsamlinger er ”Cantabile” nok den jeg holder mest af. Denne legen med ord, denne dybde, melodi og det rim der selvfølgelig kommer bedst frem på fransk. Her digtet på dansk:

Klassisk afsked


Ophøjet er det blik,
som ømt og blidt forstår
et andets triste nik
imod den banegård

der snart skal svinde hen-
og fra perronens sten
sender en elsket sjæl
et ordløst, brat farvel:

fra damplokomotivet,
hvis kedel koger, klinger
med ét hjertets musik,
et skrig, en sang så skinger
som smerten over livet.

Prinsen har medbragt sydlige og østlige vinde i et lille land hvor vestenvinden fylder alt for meget. Han har givet ånd – luft, en stille brise, vedvarende, fyldig og varm. Et åndepust, der ikke mærkes i nuet, men, som hjertets slag, er der altid. Den trance Prinsen har haft da digtene blev skrevet, bliver nu overført, som en balanceret vin, der drivende, som en lang flod, får duft, smag og eftersmag til at blive til ét. Som vinen Château de Cayx, Cuvée Majesté der er også et lille mesterværk – vibrerende, mineralsk, fyldt med frugt og med en længde så selv floden Lot bliver grøn af misundelse. Jeg fik for nogle år siden en halvflaske af Fredensborgvinen af Prins Henrik, den står på et lille tobaksskab i min stue, jeg ser den hver dag og tænker på ham. Jeg skrev et lille digt der hedder:

Tankeflaske


Der står en flaske
den står på min vej
den står der helt synligt
og folk ser den ej

Der står den min flaske
i tanke og handling
den står der helt rød
som tanke-forvandling

Dens styrke er
dens anonymitet
ikke at blive drukket
ikke at blive set

Min flaske – min gave
halv eller hel
det vigtigste er
at du er til

Ordet anonymitet er der mange der genkender, et ord, der som lægens tavshedpligt er en selvfølge som ven af en fra Kongehuset, og som gør venskabet endnu stærkere. Også denne dirrende distance. Jeg elsker Frankrig og franskmændene, denne høflige og alligevel venskabelige distance hvor ordet ”DE” helt naturligt ruller over læben, helt anderledes end englændernes væremåde. Derfor var det også helt svært at være dus med Henrik der i min optik altid var Des med det største D.

Jeg tog for flere år siden den lille tur op til udsigtspunktet på Château de Cayx. Dagen markerede efterårets komme, og Prinsgemalens lille bæk var nu tørlagt, fyldt med efterårets løvfald. På mange måder trist og så alligevel livgivende hvis man tror på, at den vil rinde igen. Det inspirerede mig til et digt, trist, sørgmodigt, men også varmt, hvis man tror!

Bækken på Château de Cayx

(her de to første vers)

Mørket falder
Mennesket falder
Lyset falder
På alle de faldne blade
Et mørke der kommer
Kun lysglimt af sommer
Nuancer – den sommer
Af legende børn så glade

Fra “Åbent Hjerte ” en bog om Prins Henriks kunst. Foto: Evan Frederiksen

Legende børn, at lege med børn, at lege med voksne, at elske ordet leg, det var også Prins Henrik. Jeg har af venner fået et lille næsehorn – en lille ven, hvis fødder står solidt plantet på et tungt, grønt fundament. Den er mystisk, smuk, brutal, tung og elegant. Den er statisk og samtidig i bevægelse, den udstråler ro, dens store fallos hænger tungt ned, men kan i næste sekund rejse sig og udstråle virilitet, en kraft – en fordums kraft forenet med nutidens styrke og fremtidens vigilitet. Det er Hans Kongelige Højhed Prinsens næsehorn.

Mystik, melankoli og dæmoner er et livsvilkår – det er uundgåeligt, at man som menneske i perioder må kæmpe med dæmoner eller se sig afkræftet af melankoliens omsluttende kraft.

Dæmonerne er vores venner, de sørger for vi ikke stagnerer, at vi bliver ved med at kæmpe, at vi ikke er kedelige. De former vores sprog og gennem hænderne, gennem skulpturen udtrykker, kærtegner, åbenbarer de et billede og en opfattelse, på tværs af sprog og tid, og altid med ens egen fortolkning. Min lille ven, næsehornet rører og bliver berørt, den er både statisk og foranderlig, fra dag til dag.

Dæmonen tilhører ildsjælen, den rastløse rebel, der opbygger og nedbryder, skaber kaos og liv. Pascal skrev engang: ”On ne montre pas sa grandeur pour être à une extrémité, mais bien en touchant les deux à la fois”.

Yderpunkterne, det er dét, der gør livet så stort. Prinsen er en del af det. Af dæmoner, melankoli, æstetik og nysgerrighed – af lykkelige dage, tak for det!

Hænderne der former, der udtrykker – er noget af det sværeste at miste. Hvor forsvandt musikken hen, pianoet med de sorte og hvide tangenter blev pludselig bare sorte, et sidste åndedrag, en sidste tone, en basagtig stilhed. Hvor forsvandt disse smukke, stærke, dansende og dvælende hænder ved tangenterne hen? De forsvandt, men de er der også gennem alle de skulpturer Prinsen skabte. Digtet om bækken på Cayx slutter med:

Følelsen der bor
I mennesket der tror
På noget der gror
Og legende børn så glade

Prins Henrik fik os til at tro, fik os til at lege, gjorde børn til voksne og voksne til børn.

”Du vil tilbringe resten af dit liv omgivet af vand”, sagde den kinesiske spåmand Shaman. Spådommen kom til at passe. Prinsen er nu opløst i de danske have, og giver nu ny energi i haven i hans elskede Fredensborg hvor han fik lov til at lukke sine øjne.

”Snart springer alting ud, dit forår, mere kraftfuldt end nogensinde, netop sådan som vi alle vil huske dig”, skrev jeg til Prinsen kort før han døde og fortsatte: “Nogle mennesker dør og nogle mennesker dør aldrig – du dør aldrig. Du skaber liv, du giver lyd, du konserverer tid og energi, og gennem de digte og den kunst du har skabt, vil den energi forplante sig. Legemet dør, men sjælen dør aldrig. Drømmene indhenter alt, de er stærkere og hurtigere end lyset.

Intet er borte – alting er”.