Argentinas mest populære drue er Malbec, der har udkonkurreret berømtheder som Cabernet Sauvignon og Merlot, når det gælder førstepladsen i landets vinmarksarealer. Men Malbec trådte sine barnesko i Frankrig, hvor den for hundrede år siden var en vigtig bidragyder til Bordeauxs bedste vine, men det hører fortiden til. I dag er det Argentina, der for alvor er blevet hjemsted for denne potente drue, der på egen hånd kan levere vin i verdensklasse. Argentina har endda udnævnt den 8. maj som international Malbec-dag, og det blev fejret ved en stor smagning i København.
Malbecs klassiske fortid
Efter alt at dømme har Malbec sin oprindelse i det sydvestlige Frankrig, og hvis man skal bedømme populariteten ud fra antallet af gamle sortsnavne, har Malbec været en af landets mest udbredte druer, da den i følge Pierre Galet er god for mere end 400 individuelle navne. Druen var især kendt som Côt og fejrede store triumfer i Bordeaux, hvor den med sin mørke farve, rige blommeagtige frugt og intense tanninstruktur var en vigtig samarbejdspartner til Cabernet Sauvignon og Merlot, når den færdige vin skulle sammenstikkes.
Malbec var ikke dog uden problemer, da den krævede særligt solrige og varme år for at modne ordentlig og ikke give grønne og stramme taninner og en benet frugt. Da den samtidig var frostfølsom og modtagelig for svampeangreb, svandt arealerne langsomt ind. Dødsstødet kom i slutningen af 1800-tallet, og det blev leveret af vinrodlusen, der for alvor lagde Malbec-markerne øde. I dag dækker druen kun minimale arealer i det centrale Bordeaux, selv om det stadig er tilladt at blande den i vinen i flere af appellationerne.
Til gengæld holdt man fast ved Malbec længere inde i landet, nemlig i Cahors. Her var druen en populær hovedingrediens i de klassiske ”Sorte Vine”, som distriktet stolt døbte dem på grund af den bemærkelsesværdigt dybe farve. I dag dyrkes den i Frankrig kun i pænt omfang i Loire og så i Cahors, hvor AOC-reglerne kræver minimum 70 procent i den færdige vin. Men på den anden side af Atlanten har denne ofte udskældte drue for alvor fundet sig hjem, hvor den har høstet fortjent berømmelse i snesevis af år.
Rejsen over Atlanten
Vi skal over hundrede år tilbage i tiden – nærmere betegnet til 1853 – hvor franskmanden Michel Aimé Pouget importerede et større antal udvalgte franske sorter til Argentina. En af disse var Malbec, og dermed var startskuddet affyret til en langsomt voksende, men omfattende succeshistorie. Vi skal faktisk helt frem til 1936, før Malbec for alvor finder sin rette hylde og viser, hvad den formår, når den dyrkes på en optimal lokation – nemlig i Mendoza, der ligger i læ af Andesbjergene i den vestligste del af landet tæt på Chile. Det er netop Argentina, der indtager en klar førsteplads som verdens største producent af Malbec – tæt på syv gange mere end det Chile kan præstere.
I 1936 var Malbec Mendoza-områdets mest plantede druesort, og arealet var oppe over de 50.000 hektar, og årsagen skal søges i, at distriktet er geologisk og klimatisk som skræddersyet til druens helt personlige behov. I dag dyrkes der Malbec på omkring 40.000 hektar i Argentina, hvor det især er i Mendoza, at druen har overtaget førertrøjen. Mendoza leverer omkring 70 procent af Argentinas vinvolumen fra sine godt 33.000 hektar vinmarker, og heraf udgør Malbec de 85 procent, så druen nyder en ganske bemærkelsesværdig succes. Den tidlige start på dyrkningen af Malbec i Mendoza har også betydet, at der i dag er betragtelige arealer med gamle vinstokke, hvad der er vigtigt for at levere en høj vinkvalitet. En anden vigtig faktor er, at Malbec har vist sig at give særligt gode resultater på områdets højtbeliggende vinmarker.
Vejen frem er op
Før Malbec for alvor viser sine bedste sider, er det ikke nok med blot masser af varme, da det let vil give syresvage, alkoholrige og uinteressante vine. Nej, der skal samtidig være en passende kølighed om natten, og yderligere skal det kombineres med rigtig mange solskinstimer. Her har Mendoza et enestående forspring, da de bedste vinområder er højtbeliggende med mange marker mellem 700 og 1.500 meters højde. Højden giver automatisk et køligere klima, der er kombineret med masser af lys, og begge dele er vigtige i jagten på en enestående kvalitet. En af de første, som indså styrken i disse særlige vækstvilkår, var Nicolas Catena, der i 1980 begyndte at udføre forsøg med, hvor højt man kunne dyrke druerne, og hvilken indflydelse det havde på vinkvaliteten. Der kom hurtigt så spændende resultater ud af det, at Catena blev drivkraften bag den argentinske succes med at frembringe vine i verdensklasse.
Det viste sig, at jo højere vinmarken var placeret – op til 1.500 meter – jo mere spændende blev vinene. Når man dyrker Malbec på højtbeliggende marker, får man en langt mere koncentreret most med intens og god tannin – en effekt der yderligere fremmes af de lave udbytter fra områdets magre jordbund. Ved at høste tidligt undgår man en for rigelig sukkerophobning i druerne og et deraf følgende overskud af alkohol. Druerne er samtidigt fysiologisk fuldt modnede af den lange lyse vækstsæson, så tanninstrukturen er også i topklasse. I dag er man i gang med vinmarker tæt på de 2.000 meter, og selv om det endnu kun er på forsøgsbasis, er perspektiverne mere end lovende.
Det særlige argentinske touch
Men hvad er årsagen til den bemærkelses-værdige argentinske succes med Malbec-druen ud over det nyttige klima og druens velegnede jordbund?
Den resterende del af forklaringen skal søges i, at Argentina har taget Malbec seriøst på dens egne betingelser. Man har udført utallige forsøg med at give den optimale vilkår og fuldt fokus, hvor druen ikke blot er en halvanonym blandingskomponent – en vandbærer til de mere seriøse druer som Cabernet Sauvignon og Merlot. En vigtig indsats har her været at finde og udvælge de Malbec-kloner, der trives bedst under de argentinske forhold og især evner at modnes fuldt ud på højtbeliggende vinmarker. Det har ført til afprøvning af hundredvis af forskellige typer med det slutresultat, at de argentinske Malbec-vinstokke er synligt forskelligt fra de franske – blandt andet med mindre og mere tætte drueklaser.
Malbec stiller særlige krav – ikke kun i marken, men også i vinkælderen, hvor den ikke skal vinificeres efter samme recept som de øvrige Bordeaux-druer. Hvad der fungerede godt for Cabernet, giver ikke det optimale resultat for Malbec, da tannintyperne er vidt forskellige. For eksempel er tanninen i de argentinske Malbec-druer så blød og venlig, at man kan ekstrahere langt kraftigere og dermed opnå øget koncentration og bedre udviklingsmuligheder.
I Argentina er normen, at Malbec fremstilles som en enkeltdruevin, da druen sagtens evner at give vinen den fornødne rigdom og detaljeringsgrad uden at skulle have Cabernet og Merlot som støttepædagoger. Strukturmæssigt og i frugtkarakteren befinder argentinsk Malbec sig et sted midt i mellem Merlot og Cabernet, så den har alle forudsætninger for at klare sig på egen hånd. At der dog også her fremstilles strålende Bordeaux-blends er ingen hemmelighed, og der eksperimenteres med unikke kombinationer med Cabernet Franc og den lokale Bonarda-drue. Men det er satsningen på den rene Malbec-vare, der har givet Argentina særstatus.
Successen er så stor, at mange franske vinproducenter har indset, at Malbec er blevet et slagkraftigt brand i sig selv. Endda det klassiske franske Cahors distrikt anfører nu ofte druetypen på forsiden af etiketten, hvad der var uhørt for blot få år siden.
Arven fra Bordeaux
Vil denne argentinske overdådige stil så appellere til de mange, der sætter pris på Bordeaux med de traditionelle franske dyder som mineralitet, rankhed, balance og kølig finesse? Lad det være sagt først som sidst: Argentina stræber ikke efter at blive en aflægger af Bordeaux, og tak for det. De unikke naturgivne dyrkningsforhold for Malbec gør, at argentinerne kan gå deres egne veje i jagten på den sublime vinkvalitet.
Men kan argentinerne levere mineralitet? Svaret er ja, selv om det ikke er vinenes kærnekompetence. Den intense frugt skygger let over de mere mineralske udtryk, men de findes, og de vil uden tvivl blive mere udtalte med en fire-fem års lagring. Vinene rummer et gedigent bærpræg og en betydelig sødmefuldhed, man kun sjældent finder i Bordeaux, og som kun er en del af de mest modernistiske franske vinmageres repertoire.
En anden fordel ved den meget rige frugt og det høje ekstraktindhold er vinenes evne til at håndtere egetræet. Ofte er helt basale supermarkeds-Malbec vine kraftigt egedominerede, hvorimod ingen af den aktuelle smagnings vine gjorde sig skyldig i at være overegede, selv om de havde fået tilsat pæne mængder nyt træ. Her var der ikke behov for at bruge egetræ som maskerende makeup for tyndbenet vin eller for at lade kraftig ristet eg give de krydderier, druematerialet ikke selv evner at levere.
Terroir i Mendoza
Det franske postulat om at have mere eller mindre patent på begrebet terroir – altså at vin har en unik identitet stammende fra dyrkningsstedets fingeraftryk – er heldigvis prellet af på de bedste argentinske vindyrkere. Hvorfor skulle de ikke også kunne lave vine, der for alvor afspejler deres dyrkningssted? Man har spændende og stærkt varierende klimatiske og geologiske forhold, og man har mange gamle vinstokke, så forudsætningerne for at fremstille terroirvin er til stede. I første omgang arbejder man hårdt på at lade de forskellige regioner i Mendoza udvikle hver deres særpræg, der uden tvivl vil kunne levere lige så markant forskellige vine som eksempelvis kommunerne i Bordeaux.
Den argentinske motivation for at satse på særpræg er i top, da et veldefineret områdepræg er vejen til at opnå de højeste priser, når ambitionen er at fremstille vin i verdensklasse. Man ser da også en støt stigende andel af Malbec-vine, der ikke blot anfører nærområdets navn, men endda går helt ned på enkeltmarksniveau. Det er uden tvivl en trend, der vil øges kraftigt i de kommende år. Seriøst vininteresserede vil måske snart begynde at diskutere, hvad der adskiller vine fra Maipú-området fra dem fra Luján de Cuyo, San Martin og San Raphael. Kendere vil gå ind i debatten om, det er den centrale del af Uco Valley med det ansete Tupungato distrikt, der performer bedst, eller om man skal længere mod syd til Tunuyán og San Carlos for at få de mest spændende vine.
Smagning i København
Argentinsk klasse-Malbec har den glimrende egenskab, at den appellerer både til den erfarne vindrikker og til det publikum, der blot sætter pris umiddelbar og potent charme. Det er på samme tid kraftfulde og velafbalancerede vine, som smagningen i København på Malbec-dagen bevidste. Man er ikke bange for at give vinene struktur, selv om tanninen konsekvent er af den bløde og lettilgængelige slags, så det er uden tvivl vine med en pæn livslængde foran sig og med et klart udviklingspotentiale.
Druekarakteren giver en mørk og intens næsten blækket frugt, men producenterne falder ikke i grøften med at lade frugten blive for varm og sød. Endelig skal argentinerne roses for deres kompetente brug af egetræet. Malbec evner at tage mod store mængder eg, men langt de fleste producenterholder så meget igen, at egen blot giver et ekstra krydderi, mere substans og uden tvivl også et længere liv. Argentinsk Malbec har i dag nået et niveau, hvor den er et værdigt alternativ til Bordeaux, men er det på sine egne præmisser. Det er en vin, der vedkender sig sine europæiske æstetiske aner, men ikke lægger skjul på, at den er oversøisk og formår at gøre det på en gennemført kultiveret facon.
