Niels Jørgen Nielsens historie er på mange måde historien om den sjæl, den energi, stille energi, som Reid’s Palace Hotel besidder. Beliggenheden på klippen – ”hestelæben” – bygningerne, der er koblet sammen med hinanden gennem smukke passager – korridorer. Lysindfaldet, der skaber nye rum igennem hele døgnet. ”Kig ind” – og ikke mindst ”kig ud” over havet, uendeligt, indbydende og afskrækkende. Og den store park, der med sine snart 150 år gamle træer, udgør den sidste destination inden den store rejse mod Amerika, Afrika eller Europa.
Hver dag kommer der nye luksuskrydsere ind i havnen, i Funchal, på Madeira. Der skal tankes op, der skal fast grund under fødderne for de mange gæster på skibet, der står i kø for at komme i land. Hver morgen vækkes gæsten på Reid’s af det dybe, vibrerende, langstrakte tågehorn. Afgang for alle passagererne, opbrud, nye mål, nye horisonter, men ikke for Niels Jørgen Nielsen, der vender sig om på højre side og endnu en gang drager på langfart med minderne.
Niels Jørgen Nielsen, eller blot ”Mister Nielsen”, døde i 2014 efter at have tilbragt 13 år på Reid’s Palace Hotel. I en artikel i Berlingske Tidende blev han for en del år siden omtalt som ”Jørgen to-øre”, fordi han altid var meget påholdende. Men det oplevede personalet på Reid’s ikke. Inden han i 2001 permanent slog sig ned på Reid’s havde han i en lang årrække tilbragt flere måneder på hotellet. Først med sin britiske hustru, som han fik tre børn med, senere med sin anden, svenske hustru, som han i øvrigt mødte på hotellet. De opholdt sig seks måneder på Reid’s og seks måneder i Danmark og Sverige. Men hvem var Mr. Nielsen, og hvordan fik han råd til på årsbasis, at leje en lille suite på et af verdens mest kendte luksushoteller?
Mr. Nielsen på sengekanten
Han blev født den 1. november 1926 i København som enebarn af Ellen og Tage Nielsen. Faderen Tage Nielsen (1900-1971) overtog i 1960, efter en retssag, filmselskabet Palladium efter sin storebror Svend Nielsen (1891-1958). Niels Jørgen Nielsen, der var uddannet revisor, kom med i bestyrelsen i 1960 og overtog samme år filmproduktionen efter sin far. Han rejste til England den 13. december 1980 – nogle år efter, at Palladium havde produceret den sidste film. Filminteresserede kender alle ”Ordet” fra 1955, som vandt en Bodil, Golden Globe og Den Gyldne Løve, og selvfølgelig også Carl Th. Dreyers sidste film ”Gertrud” fra 1964, der også blev produceret af Palladium. Men det er 1970’ernes sengekantsfilm, der virkelig når ud til det danske folk. Min årgang 1955 ”snød” sig ind i biografen, for at opleve det første nøgne bryst på et stort filmlærred, og hvilket bryst – Birthe Toves smukke bryst!
Mazurka på sengekanten, Tandlæge på sengekanten, Rektor på sengekanten, Motorvej på sengekanten, Romantik på sengekanten, Der må være en sengekant, Hopla på sengekanten og Sømænd på sengekanten. Erotiske lystspil, blød porno i en stadig mere våget udgave, der skabte lange køer foran biograferne, og det var ikke kun i Danmark. Sengekantsfilmene blev verdensberømte og det gamle Jugoslavien var dér, hvor de blev vist aller mest.
Palladiums sidste film blev ”Sømænd på sengekanten”, der blev produceret i 1976. Siden har filmselskabet tjent penge, dels på en lukrativ aftale med DR og endnu mere ved at udgive sine film på VHS og DVD. Pornoens frigørelse og det boomende hjemmevideomarked blev en helt ny indtægtskilde. Det skabte en vedvarende strøm af penge, der gjorde det muligt for Mr. Nielsen at bo på Reid’s.
”Mit træ”
Alia Silva var stuepige for Mr. Nielsen i en lang årrække. Hun er nu 55 år, og var 23 år gammel, da hun mødte ham første gang. ”Vil du gifte dig med mig, spurgte han, men det var mere ment som en joke”, fortæller Alia og fortsætter: ”men der var ingen tvivl, vi havde en helt speciel relation til hinanden”. Nielsen kom til Reid’s første gang i 1952 og boede de første mange år på værelse 562. Han flyttede først ind på værelse 328 ved sin kones død i 2001. ”Han var meget venlig, men han var også en meget privat person”, fortæller Alia Silva . ”Jeg kendte ham bedre end nogen anden, kunne med det samme afkode hvilket humør han var i. Vidste præcis hvornår man kunne tale til ham, og ikke. Aldrig når han læste sine engelske aviser om eftermiddagen”.
Mr. Nielsen spiste altid sin morgenmad på værelset. Efter morgenmad svømmede han, for det meste i havet. Her havde han en af hotellets bademestre med til at overvåge, ofte Antonió, der har arbejdet på hotellet i over 40 år. Frokosten spiste han normalt i pool-restauranten, sommetider, i begyndelsen, også ude i byen. Derefter var der siesta og så avislæsning. Om aftenen indtog han ofte sit måltid på Villa Cipriani, hotellets italienske restaurant, der ligger i en villa, der tidligere tjente som bolig for hotellets ansatte. Men som årerne gik opholdt han sig mere og mere på sit værelse og fik til sidst alle måltider bragt op.
Da hotellet i forbindelse med en omfattende nyrenovering blev lukket i flere måneder, i 2006, skulle alle gæster bort, men ikke Mr. Nielsen. Han fik alle sine måltider bragt op på sit værelse, men blev til slut nødt til at rykke ud, til en større suite, da også hans suite skulle renoveres. Han gjorde det på én betingelse, at Alia flyttede med og var hos ham.
”Mr. Nielsen havde ikke megen omgang med de lokale på øen, men han så nu og da sine nærmeste venner, der kom fra England og andre steder, og de boede normalt på hotellet i 1-2 uger. Han så ikke meget til sine børn, men han inviterede alle til sin 80 års fødselsdag og holdt en stor fest i den store spisesal. Han havde, som sit eneste private møbel i suiten, sin mors stol og han var meget stolt af stolen – fortalte at den var fremstillet i Danmark. Han elskede sin store altan, og træet uden for terrassen, der gennem årerne voksede. Det er ”mit træ”, sagde han. Det er et meget smukt træ med røde blomster i foråret. Mærkeligt”, fortæller Alia, ”han kunne have rejst hele verden rundt, men foretrak at blive på sit værelse”.
Hotel Reid’s blev Mr. Nielsens alderdomshjem fra han var 75 år gammel til han døde som 88-årig. Han forlod meget sjældent hotellet, gik en gang imellem til det lokale supermarked, men aldrig til en bankomat. Hotellet måtte lægge ud og så afregnede han senere. Hvert år lavede man en ny kontrakt der indebar afregning med hotellet hver uge. Han læste meget og elskede at se tennis på TV. Han fik derfor også sine helt egne kanaler og restauranten lavede ofte specialretter til ham. Hans yndlingsret var hvide asparges med Hollandaise – og de hvide asparges kom selvfølgelig fra Danmark.
Joõa står i receptionen og har været på Reid’s i over 30 år. Han blev en af Mr. Nielsens venner og var den der styrede hans økonomi. Nielsen var med til Joõa og hans hustrus bryllup for 24 år siden. ”Mr. Nielsen tog med sin hustru til London i 2001. Hun havde kræft med spredning og han ville afprøve de sidste muligheder. Men det var for sent, hun døde efter en uge. Derefter var han kun borte fra øen én gang fra 2001 til 2013. Det var både meget trist, men også meget rørende. Personalet på Reid’s blev de sidste mange år hans venner, ja nærmest hans familie”, fortæller João.
Piberøgen på værelse 328
Og personalet er på mange måder Reid’s pulsation – dit hjertes slag. Flere generationer har arbejdet på Reid’s og mange af medarbejderne har været her i over 40 år. For dem er Reid’s deres andet hjem, deres identitet. Alias far arbejdede også på Reid’s og dengang var han mere som en butler, der passede de samme familier, på de samme værelser, måned efter måned. Sådan blev Alias rolle også over for Mr. Nielsen. Da han til sidst havde mistet sin livslyst og var blevet fysisk svag, vaskede Alia og hendes mand ham to gange om ugen. Hvilket alderdomshjem, trist, men også utroligt smukt, hvilket efterår.
”Når du kommer tilbage fra ferie, er jeg ikke her mere”, sagde Mr. Nielsen i 2014 til Alias da hun skulle på ferie. ”Og da jeg kom tilbage var han borte”, fortæller hun og afslutter med tårer i øjnene: ”Jeg kan stadig lugte røgen fra hans pibe når jeg gør rent på værelse 328”.
Indledningsbilledet viser udsigten fra Niels Jørgen Nielsen suite på Reid’s
Læs Historien om Reid’s her – Reid’s Palace Hotel
