Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

La Mission Haut-Brion

- et kloster og vinslot midt i byen Bordeaux

Der var mange, der var bange for, at den positive indbyrdes konkurrence mellem de to bedste slotte i Graves ville forsvinde, da Château Haut-Brion med Dillon-familien købte Château La Mission Haut-Brion i 1983. Sådan gik det heldigvis ikke, og La Mission Haut-Brion har beholdt sin stil som en meget rig, fyldig og til tider lettere rustik vin, mens Haut-Brion altid imponerer med sin silkebløde elegance. Under familien Delmas ledelse (direktører, far og søn) er vinen endda blevet endnu bedre.

La Mission Haut-Brion – en andagt at drikke vinen

Oprindeligt var La Mission Haut-Brion en del af Haut-Brion. Fra slutningen af 1600-tallet og frem til den franske revolution tilhørte det en religiøs orden – “Prêcheurs de la Mission” – Prædikebrødrenes Mission. Kort efter første verdenskrig blev slottet købt af Fréderic Woltner, og det var hans to sønner, Fernand og Henri, der genskabte La Mission Haut-Brion’s gode kvalitet og ry. Henri var kendt som en af de største blindsmagere i Bordeaux og elskede at sammenligne vinen fra sit slot med andres. Vinmarkerne gennemskæres af jernbanen Bordeaux-Arcachon. Den største del ligger i kommunen Talence. Gruset og stenene ligger lag på lag, flere steder i op til 15 meters dybde.

Som en af de første i Bordeaux installerede Woltner allerede i slutningen af 1920erne jerntanke med glasforing til gæringen. Med koldt, rindende vand kunne han kontrollere temperaturen. I 1987 var La Mission Haut-Brion endnu en gang på forkant med udviklingen med en helt ny computerstyret kælder. Tidligere blev vinen lagret på 50% nye fade, i dag er det 100%. Selv i de helt unge årgange dominerer fadkarakteren ikke – det siger noget om vinens saft og kraft. Prince Robert de Luxembourgs mor Duchesse de Mouchy gennemrenoverede i 2000 hele slottet og i 2007 blev en ny fadkælder bygget.

Prædikebrødrenes klostergård – et helligt sted

Prince Robert de Luxembourg totalrenoverede hele parken og klostergård i 2009 ligesom et helt nyt smagerum i det gamle kloster og ”Le Grand Chai”, fadkælderen blev færdig. Samme år ændrede med navnet på hvidvinen fra Laville Haut-Brion til La Mission Haut-Brion Blanc. Château La Mission Haut-Brion er i dag et historisk monoment. Bygninger, historiske kilder, vinmarker, kældre, alt er restaureret og dokumenteret, takket været ejere, der med deres ildsjæl har haft evnen til ikke kun at producere en af verdens bedste vine, men også evnen til at bevare en bid af byen Bordeaux – Frankrigs og Europas historie.

Som Château Haut-Brion er La Mission Haut-Brion utrolig konstant i kvalitet, årgang efter årgang, andenvinen til La Mission Haut-Brion hedder La Chapelle de la Mission Haut-Brion. Køb begge rødvine i små årgange hvor de er billigere. Og andenvinen i både store og små årgange. Haut-Brion er stadig racehesten, La Mission Haut-Brion arbejdshesten, der gennem de sidste 30 år er blevet mere og mere forfinet. Her en smagning af 3 årgange smagt en-primeur, hvid og rød. Årgang 2019 blev ikke smagt på grund af corona.

Château La Mission Haut-Brion Blanc 2020

Stor, rig duft, fersken, honningmelon, krydret tone, fine nuancer fra fad dækket med moden frugt. Fyldig smag, cremet, rig, lang, lang eftersmag, olieret med fersken, citrus og nuancer fra fad. 95-96

Château La Mission Haut-Brion Blanc 2018

Fin duft, diskret, blomst, fersken, fin krydret tone. Fyldig smag, cremet, lækker midt i munden med cremet eftersmag med fin syre. 94-95

Château La Mission Haut-Brion Blanc 2017

Elegant duft, blomst, fin krydret tone, fin eksotisk frugt. Fyldig, cremet smag, elegant, cremet fylde og lang eftersmag med fin syre. 95-96

La Chapelle de la Mission Haut-Brion 2020

Frisk, moden, ren duft, solbær og blyantstift. Rank struktur, fyldig med moden, frisk frugt, godt bid og lang eftersmag med friske solbær, stadig med bid fremme. 93-94

La Chapelle de la Mission Haut-Brion 2018

Frisk og moden duft, solbærblade, solbær, frisk røget tone. Rank struktur, silkeblød og samtidig markeret tannin, frisk eftersmag både moden og med grønne blade. 93-94

La Chapelle de la Mission Haut-Brion 2017

Røget, elegant duft, modne solbær, mineralsk, race. Meget elegant struktur, cremet og frisk, lang, frisk eftersmag med frisk frugt. 92-93

Château La Mission Haut-Brion 2020

Dyb, ulmende duft, solbær, blyantstift, røget, mintet tone. Rig smag, stor fylde, markeret, moden tannin og lang, rig eftersmag, let røget med mørke, friske solbær. 96-97

Château La Mission Haut-Brion 2018

Moden duft, viol, solbær, mørke kirsebær, ulmende, fin mineralsk, røget tone. Meget smuk struktur, stor race, moden frugt der dækker over tanninerne og lang, rig, luftig eftersmag. 97-98

Château La Mission Haut-Brion 2017

Lukket duft, meget ren, ulmende frugt, kirsebær, viol, åbner sig i glasset. Meget elegant smag, cremet med moden, markeret tannin dækket af frisk frugt. Rig smag, luftig, fyldig, næsten en eksplosion i glasset, lang, lang, luftig eftersmag, utrolig rig og samtidig elegant årgang. En poetisk vin. 98-99

Le Dragon de Quintus står frygtindgydende på slotspladsen – mon ikke den beskyttede mod frosten i 2021?

Château Quintus

Château Quintus blev købt af Domaine Clarence Dillon i 2011 og de 28 hektar er resultatet af sammenlægningen af 3 ejendomme. Vinmarkerne, 28 hektar, ligger dels på limstensplateauet og dels på skråninger mod syd. Druesammensætningen er 66% Merlot, 26% Cabernet Franc og 18% Cabernet Sauvignon.

Vinbladet har smagt alle årgange tilbage til købet og først nu viser vinen virkelig den kvalitet der forventes af beliggenheden og teamet bag. Quintus var navnet på det 5. barn i en romersk familie og hermed navnet på Domaine Dillons femte vinslot. Andenvinen hedder Le Dragon de Quintus. Her årgang 2020 smagt en-primeur.

Le Dragon de Quintus Saint-Emilion Grand Cru 2020

Moden frugt med modne kirsebær, lakrids, fine nuancer fra fad. Fyldig smag, moden tannin, saftig med moden frugtagtig eftersmag, stadig frisk. 91-92

Château Quintus Saint-Emilion Grand Cru 2020

Dyb frugt, brombær, mørke kirsebær, mange lag, fine nuancer fra fad. Stor fylde, rig med stor moden frugt der dækker over garvesyren, lang rig eftersmag med moden, frisk frugt. 95-96