Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Jagten på billig Pinot Noir

Etiketterne på Pinot Noir fra Bourgogne burde advare om, at indholdet let fører til livslang afhængighed, i stedet for at true med den nytteløses oplysning om at vinen har et begrænset sulfitindhold. Og ingen tvivl om det – jeg er hooket for livstid på god rød Pinot Noir – en last der har kostet mig betydelige summer gennem tiden, men som også har givet ubetalelige glæder. I takt med Bourgogne-prisernes støt accelererende himmelflugt bliver det mere og mere nødvendigt at finde billig og samtidig acceptabel Pinot Noir, og i denne sammenhæng bruges ordet ”billig” om alt, der koster under de 100 kroner flasken.

Eftersøgningen starter af gode grunde uden for Bourgogne, da der her skal et lille mirakel til at finde Pinot-typisk Pinot indenfor den nævnte prisramme. Et muligt startpunkt er en tur i Fakta, hvor man nogen gange kan finde et fransk vinbrand med Bourgogneinspiration ved navn ”Undivided” til omkring de 70 kroner.  Den hvide Undivided er lavet på Chardonnay og den røde på Pinot, men hvor druerne kommer fra, står hen i det uvisse, da der blot er tale om en Vin de France. Mit gæt er, at man har blandet koldklima-Pinot med god sund frugt fra måske Languedoc. Slutresultatet er blevet en ganske rank vin med diskret Pinot-karakter, hvor druens vanlige indsmigrende frugt er underspillet, mens den på samme tid venlige og markante tannin, som Pinot ofte rummer netop i Bourgogne, står helt fremme i billedet. Serveret kølig, kan man såmænd sagtens bilde selv sig ind, at man drikker en sympatisk lille generisk AOC-Bourgogne.

Men hvordan genkender man druen? Der er ingen oplagt facon, men min personlige tilgang er at gå efter en kombination af hindbæragtige frugtaromaer, en diskret bærsødme, en moderat fylde og en venlig lidt ”smal” tannin. Men der er ingen sikker metode til identifikation, da netop Pinot evner at optræde i utallige forklædninger afhængig af geografisk oprindelse og ikke mindst af producentens personlige præferencer.

De billige Pinot’er er ofte oversøiske, og for få år siden var resultatet kun alt for ofte noget, der bedst kan beskrives som heftigt krydret saftevand. Den tid er heldigvis stor set ovre, og mange steder i Sydamerika, er man ved at have knækket koden, så man kan lave autentisk Pinot – omend i en stil der er ganske rig, krydret og blød og ofte med en solid ekstrakttæthed i frugten. Se eksempelvis Reserva Pinot Noir 2014, Casas del Bosque, der illustrerer dette på bedste vis. Man får her den fulde drueoplevelse, selv om Bourgognes forspring på kølig elegance fortsat er intakt.

Philipson Wine har også budt ind med en Pinot fra Rumænien. Her kan man nemt lade fordommene om Østeuropa og vin blomstre, men der er alvorlig fremgang at spore. La Umbra Pinot Noir 2015 rammer faktisk druekarateren ganske pænt, og den evner at gøre det til beskedne 40 kroner. Der er dog langt til de burgundiske himmelstrøg på mere end én måde her.

Vil man ofre lidt mere på den gode sag, og samtidig finde ud af at Argentina i form af Patagonien er ved at komme alvorligt med på den seriøse Pinot-vogn, så kan Bardas Pinot Noir 2015 bestemt anbefales. Men så er vi også oppe og ramme de 150 kroner – altså over smertegrænsen. Men her leveres den ægte Pinot-vare, der kan dulme Bourgogne-abstinenserne på bedste vis.

Undivided Pinot Noir 2016, Vin de France – 12,5 pct.

Mørk, let bærfrugtnæse med et diskret bitterkrydderi, pæn lille sødme og et lidt hårdt træpræg.  Ren og velstruktureret vin med diskret frugt, let helhedsindtryk, og beskeden koncentration. Kultiveret krydderi, pæn længde og tilløb til pinot-karakter. En vin der mere viser druekarakteren i strukturen end i frugten. 85 – Fakta 69,95

La Umbra Pinot Noir 2015, Dealurile Munteniei Regional Wine, Rumænien – skruelåg – 13 pct.

Rank, kølig frugt med et mørkt krydderi og med et touch karamel og blomstertoner, pæn sødme og god renhed. I munden saftig bærfrugt med medium fylde, god renhed og et lidt anonymt aromabillede. Udmærket balance og tilpas tannin. Alt i alt god valuta for pengene. 86 Philipson Wine – 39,95 v/ 12 fl

Reserva Pinot Noir 2014, Casas del Bosque, DO Casablanca Valley, Chile – skrueprop – 14. pct.

Delikat, sødmefuld rød bærfrugt med nydelig frugtkarakter og et eksotisk krydderi. Masser af intensitet, udmærket detaljerigdom, pæn styrke og kontant, men godt træpræg. Tæt, sødmefuld koncentreret vin med solid, mørk Pinot-karakter. Oversøisk helhedspræg med masser af krydderi og styrke. Vellykket, ekstraktrig, tiltalende og givende. Masser af spicy pinot-karakter på alle fronter. 88 Philipson Wine – 59,95 v/12 fl

Barda Pinot Noir 2015, Patagonien, Argentina – 12,8 pct.

Tæt og elegant druefrugt med udmærket mineralitet, markant egetræ og et burgundisk inspireret krydderi. Flot håndværk. Intenst krydret Pinot-duft med velafbalanceret styrke. Fornemt opbygget mundfrugt med stor aromarigdom med let animalske overtoner og godt integreret egetræ. Styrke, tæthed og balance. Ambitiøs vin, en nydelig mellemproportional mellem oversøisk og burgundisk Pinot-stil. På linje med mange 1. Cru fra Bourgogne, når det gælder druekarakter og aromaintensitet. 91 Philipson Wine – 149,95  v/12 fl