Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Italiensk Vin

Update til det populære Italien

Italiensk Vin er skrevet af forfatterne: THOMAS ILKJÆR, ARNE RONOLD, PAOLO LOLLI og OLE UDSEN. Udgivet af Politikens Forlag. Omfang: 512 sider Vejl. pris: 450,00 kroner.

Mere end to kilo, 511 sider, kort, ord og billederne i en solid rød indpakning. Ingen døgnflue, men et gedigent bogværk til at slå op i, igen og igen, og få svar på druer, vine, distrikter, jordbund, klima og geografi. Det bedste på dansk om italiensk vin.

Der er så meget at holde styr på, at der bag den røde mursten gemmer sig et forfatterteam. Et erfarent firkløver med hver deres fangarme ud i det vidtstrakte land i næsten tre årtier. Hver af dem har sine afsnit og ansvarsområder – en ubetinget styrke, for som de skriver: ”Intet andet land i verden har sådan en rigdom af druesorter og fremstillingsmetoder – og dermed af vintyper”.

Bogens afsnit er kompetent fordelt mellem Thomas Ilkjær, der udover at være forfatter også er det store opslagsværks redaktør, leder af Vinakademiet og vinskribent på Politiken. Paolo Lolli er chef på restaurant ’Casa D’Antino’ og ejer af vinbutikken ’Enoteca’. Norsk-danske Arne Ronold, der blev skandinaviens første Master of Wine er redaktør for det norske vintidsskrift ’Vinforum’ og leder af ’Norsk Vinakademi’. Ole Udsen er cand.jur med en karriere i oliebranchen og blandt de mest vidende om Syditaliens vine. Siden 2018 er han også medejer af vinhandlen Estrup & Udsen Vin.

Størst i Danmark siden 2010

Italien har siden 2010 været danskernes foretrukne vinland. Ifølge Dansk Erhverv og VSODs importtal baseret på data fra Danmarks Statistik var der i 2017 tale om en markedsandel på 22,4 %  –  næsten en fjerdedel af al den vin, der bliver drukket i Danmark. Taler vi om rødvin, der er danskernes favoritvin er andelen endnu højere. Der importeres ca. dobbelt så meget rødvin som hvidvin, fra Italien alene 30 mio. liter, svarende til ca. en tredjedel af den danske bruttoimport af rødvin i 2017.

Så der er, som de fire forfattere af Italiensk Vin afslutter deres forord med, nok at vælge imellem når deres udfordring til læseren lyder: ”Og glem ikke at have supplerende studiemateriale i flydende form til at skylle efter med. Buen divertimento”.