Coppolas Inglenook

Det er en historie med alle bestsellerens kvaliteter – en ung finsk kaptajn, der tjener en formue på handel med Alaska, bliver amerikaner og skaber datidens mest moderne og omtalte vingård i Napa. Hans nevø tager over og bruger hele sin formue på kompromisløst at videreføre kaptajnens ambition om kun at producere det bedste. Det lykkes, årgang 1941 er stadig legendarisk og Inglenooks vine fra 1940’erne og 1950’erne kan hamle op med de største cru-vine. Men Daniels formue er brugt, han sælger Inglenook, navnet misbruges og alle mener Inglenooks dage er talte. Men så går en hel verden i biografen for at se det store filmepos “Godfather” og instruktøren Francis Ford Coppola køber sin første andel af Inglenook. I dag, 30 år senere, er det endelig lykkedes ham at samle det hele, og en ny Inglenook-æra kan begynde.

Han har skrevet mange manuskripter og nu også et vinmanuskript af de sjældne og spektakulære. Man forstår hvorfor han kniber sig i armen, denne berømte filminstruktør, der voksede op i New York-forstaden Queens. Nu har han omsat sin succes og sin formue til en passion for en vingård, som en finsk kaptajn lagde grunden til da han udlevede den amerikanske drøm og skabte en vingård med verdensry.

En drøm der tog form i slutningen af det nittende århundrede hvor Gustave Niebaum ville lave en amerikansk vin, der kunne konkurrere med de bedste fra Bordeaux. I 1879 købte han Inglenook og yderligere 680 hektar. Efter fransk forbillede bygger han et chateau midt på grunden – og avisen The San Francisco Examiner kalder det et ‘ubeskriveligt smukt’ sted.

Rubicon

Et århundrede senere træder Coppola ind på scenen. Efter sin succes med The Godfather tager han med sin kone Eleanor fra San Francisco til Napa for at lede efter et lille sted hvor de kan dyrke deres egen vin – to eller tre hektar. De besøger Inglenook, der er til salg, og købet bliver en realitet i 1975. De første år efter overtagelsen laver de ikke deres egen vin, men sælger druerne. Indser dog efterhånden hvor høj en kvalitet jorden giver og beslutter at lave deres egen vin med en lokal vinmager. De første Rubicon-vine er fra 1978 og 1979. Ikke nogen specielt glamourøs start. Coppola var på fallittens rand, da han efter The Godfather gerne ville lave en film om Vietnam, men filmselskaberne ville hellere have flere gangsterfilm og ville ikke investere i hans ide til Apocalypse Now. Den finansierede han derfor selv og endte med en kæmpe gæld. For at betale den af lavede han i løbet af 1980’erne en film om året.

Niebaum-Coppola

I begyndelsen af 1990erne var Coppola igen økonomisk ovenpå og køber i 1995 endnu en bid af Inglenook – den forreste del af vingården og det gamle Inglenook-chateau, dog stadig uden rettighed til at bruge navnet. Han kaldte det i stedet Niebaum-Coppola, fyldte det med souvenirs fra hans mange film og folk kom strømmende til. Efter nogle år hvor indtjeningen på de mange turister steg og steg, begyndte han at synes mindre og mindre om kommercialiseringen af den gamle ejendom. Han havde stadig en drøm om at lave stor vin i den bedste Inglenook-ånd. For otte år siden åbnede han derfor Francis Ford Coppola Winery i Sonoma, ryddede Inglenook for alle filmeffekter, og snart vil salg af vin til turister også være slut på Inglenook.

Inglenook igen på etiketten

Da Coppola købte det første hus i 1975, åbnede han sammen med sin nabo, nu afdøde Robert Mondavi, en flaske Inglenook fra 1890. Den var imponerende, og aromaerne fra den gamle vin fyldte hele rummet. Der er også vine i kælderen fra 1950’erne og 1960’erne, og de holder sig så godt, at de har overbevidst Coppola om, at det er muligt at lave stor cru-vin på Inglenook. Det blev der lavet for 50 år siden og for 100 år siden, så den tradition skal nu genoptages. Og nu igen med Inglenook på etiketten, efter Coppola i april 2011 endelig erhvervede sig rettighederne til at bruge navnet, rygtet diget det kostede ham 14 millioner dollars. Med alt det formelle på plads var der kun tilbage at finde en vinmager til at fylde det rigtige indhold på flaskerne. Han er nu fundet, er fransk, hedder Phillippe Bascaules og har været vinmager på det berømte 1. Cru Classé Château Margaux i 21 år (se interview her forneden). Den første ”nye” årgang Inglenook vil blive 2009 i en Bordeaux-flaske med en etiket inspireret af den originale fra 1940’erne, der vil erstatte Rubicon-flasken med indgraveringer.

Interview med Phillippe Bascaules

Hvad er en stor vin? Det er meget personligt. Teknisk set skal en ikonvin besidde stor aromatisk kompleksitet og struktur, men der skal også være et element mystik – som en parfume. Personligt synes jeg meget frugtdrevne vine er for banale og indsmigrende. Jeg foretrækker det mere diskrete med en facetteret palet af aromaer, der gradvist udfolder sig i glasset. Strukturen er afgørende for hvordan aromaerne udfolder sig – og den skal være både blød og hård. Man kan eksempelvis sammenligne silke med bomuld, silke er meget fint vævet og derfor meget stærkt, med samtidig også behageligt blødt. Det er denne hårfine balance der interesserer mig.

Hvad vil du gerne bibringe Inglenook? 21 år på Château Margaux har giver mig en erfaring og forståelse for hvad stor vin er. Men jeg skal ikke lave en mini-Margaux. Det er vigtigt at lave vin i forhold til hvad der findes i vinmarken og ikke i forhold til en forudindtaget opfattelse i ens hoved. Jeg hælder ikke helt til den holdning, at en vinmager er kunstner, fordi vi meget sjældent starter med et blankt lærred. For mig handler det om at forstå det terroir, man arbejder med, og arbejde så omhyggeligt så muligt med udvægelsen og vinifikationen i forhold til det materiale, vingården giver. Jeg har endnu været så kort tid på Inglenook, at jeg stadig observerer og lærer. Jeg vil med tiden justere, men ikke ændre blot for forandringens skyld. Råmaterialet her er allerede særdeles godt. Mit job er at gøre det exceptionelt godt.

Der er i Californien en større tradition for teknisk indgriben end eksempelvis i Frankrig. Er det noget du vil tage til dig, eller vil du i højere grad arbejde mere traditionelt? I Californien er traditionen og holdningen, at hvis der er en fejl, så kan man altid rette op på den – både i marken og vineriet. Jeg mener vinmageren skal observere og forstå forud for en teknisk indgriben i processen, så der ikke tages en forkert beslutning. Kunstvanding er et godt eksempel. Det kan føre til, at parcellerne bliver så homogene, at de ikke længere udtrykker deres iboende terroir. Teknologi er derfor ikke altid en løsning og ny teknik skal man omgå med omhu. Den bedste måde, vi kan være naturens hjælper på, er ved ikke at gøre det for nemt. En anden forskel jeg har noteret mig er, at man river en hel vingård op og planter alt nyt, på en gang. Det giver stor skrøbelighed over for sygdomme, så jeg vil på Inglenook indføre en ny politik hvor der kontinuerligt plantes lidt hvert år. Når man har smagt Inglenook Cabernet Sauvignon 1941, og en 1951 Pinot Noir, er der ingen tvivl om at Inglenooks terroir har potentiale. Det skal jeg nu lære at kende. Observere de forskellige parceller, se hvordan de reagerer på nedbør, følge modningsprocessen og vinificere dem adskilt, så jeg kan smage de forskellige smagskomponenter, inden der tages beslutning om det endelige blandingsforhold. Vi arbejder også med en fransk geolog for at lave et studie af hver parcel, der i fremtiden kan være mit opslagsværk til en dybere forståelse af Inglenooks terroir.

Hvor stor betydning har årgangen i Californien? Det spørgsmål skal du stille mig igen om nogle år. Generelt vil jeg sige at jeg gerne vil lave vinfremstillingen mere instinktiv og sensorisk, baseret på studier og observationer af naturen. Vi har set hvordan parcellerne reagerede forskelligt på den regn vi fik tidligt i oktober og det har noget med terroir at gøre, et terroir som jeg nu skal lære at kende.

Efter så mange år på Margaux, hvordan er det så at lave en ny vin? Utrolig spændende og energiopladende. Hver dag lærer jeg noget nyt.

Hvor involveret er Francis Ford Coppola i selve fremstillingen af vinen? Paradoksalt nok er han først nu, efter i næsten tre årtier at have brugt sin energi på at samle det originale Inglenook begyndt at turde stole på sin dømmekraft i relation til vinene. Og det er takket være Stéphane Derenoncourt, der har lært ham, at man ikke behøver at være en kvalificeret vinmager for at have en kvalificeret mening om vin. Ejerens rolle er af stor betydning og den er Francis god til at udfylde – han er god til at forstå, udforske og lytte. Der er en god kommunikation mellem os, baseret på ærlighed og respekt – to ting vi begge sætter højt.

Der er delte meninger i Napa om pointgivning af vin. De, der hævder, at man lever eller dør helt afhængig af de point man får, har tendens til at lave store kraftfulde vine. Mens de, der siger, de er indifferente, i højere grad laver mere forfinede, elegante vine der reflekterer deres terroir, snarere end en vinanmelders foretrukne smag. Hvor stort er presset på en vinmager for gode anmeldelser?

Jeg tror ikke på en stor vin nødvendigvis er kraftfuld og vice versa. Derimod, at det er vigtigt at kommunikere de værdier der kendetegner vingården og terroiret og ikke være bange for at skille sig ud. Det kan man selvfølgelig sagtens sige når man kommer fra et førstecruslot, men jeg er overbevist om, at det er af lige så stor en betydning her. Spiser man mad der er alt for krydret, er det en større udfordring end fornøjelse. Gode bedømmelser er vigtige for salget af vinen, men man skal ikke lave vin for at opnå høje point. Du skal lave den bedst mulige vin i forhold til de betingelser naturen giver dig.

Hvad er dine tre favoritvine? Skal jeg vælge tre bliver det: Margaux 1900, Margaux 1929 og Lafite 1959.