Den første dag af de tre dage, som årets VDP-smagning i Wiesbaden varer, var udelukkende forbeholdt de druesorter, der kan laves Großes Gewächs af – med undtagelsen af druen riesling. Tyskland er selvfølgelig par excellence ”Rieslingland”, men det har så hamret sig så meget ind i bevidstheden på mange, at hvad der ellers findes ikke får ret megen omtale. Og det er faktisk lidt af en skam. Så det bliver der rådet bod på her.
De tyske vinområder er tilplantet med ca. 67% hvide og 33% røde druesorter. Den mest udbredte er selvfølgelig Riesling med 23% af det samlede areal. Herefter følger Müller-Thurgau med 11%. Den giver et højt udbytte og bliver mest brugt til billige massevine, enten alene eller som et blend med andre hvide sorter. Det er interessant at følge Grau- und Weissburgunder, der over de sidste 20 år har fordoblet deres andel til 7% og 6%. Mange af de klassiske rieslingproducenter har i stigende grad taget disse to på programmet som en udvidelse af sortimentet. De har begge en markant lavere syre end riesling og er derfor velegnede til dem, der ikke rigtig kan tåle rieslingens syreniveau (læs sarte maver og sure opstød). Herefter følger druen Silvaner eller Sylvaner, som den også hedder. Den minder lidt om rieslingen og har den samme egenskab at kunne reflektere den jord den vokser i på fortræffeligste vis.
FRANKEN
Silvaner
Franken er Tysklands bedste silvanerland. Ikke mindre end 25% af det samlede areal er her tilplantet med denne sort, hvor den frembringer elegante og karakterfulde vine specielt de steder, hvor den vokser i kalkholdig jord. KALLMUTH (90) fra Fürst Löwenstein er behagelig, harmonisk og afrundet i smagen. Hans Wirsching, en af bedste og mest stabile leverandører præsenterede to vine. 2019 JULIUS-ECHTER-BERG (92) præget af fadlagring, lettere eksotisk, lang eftersmag. 2019 KAMMER (92) har mere frugt og fylde. 2020 STEIN-HARFE (90) fra Bürgerhospital zum Hl. Geist er knap så koncentreret. Staatlicher Hofkellers STEIN-BERG er mere koncentreret og lang i smagen.
Schmitts Kinder dyrker en meget frugtig stil og PFÜLBEN (91) er ingen undtagelse. ROTHLAUF (92) og HIMMELSPFAD (92) fra Rudolf May er ligeledes saftige og præget af fad, men med lidt mere ryggrad og syre. 2919 HOHENROTH (92) fra Störrlein Krenig overraskede med en fyldig vin med masser af frugt og et snert af orangeskaller i duften.
AM LUMPEN 1655 (93+) fra Horst Sauer har altid været en af mine favoritter, og det er ingen undtagelse i år, en vin med dybde, substans og karakter. AM LUMPEN 1655 fra Rainer Sauer ligger kun et mulehår bag førstnævnte, den har en smule mindre længde i eftersmagen.
Et klokkeslag af en vin. Masser af power, harmonisk og med en efterklang, der synes at vare en evighed.
MAUSTAL (94) fra Zehnthof Luckert er et klokkeslag af en vin. Masser af power, harmonisk og med en efterklang, der synes at vare en evighed.
BADEN
Weisser Burgunder
Kun otte vine blev her indleveret til smagningen. De efter min mening fem bedste er følgende: Salwey præsenterede to vine fra det varme år 2018. KIRCHBERG (91) er kompleks og med en god lang eftersmag. STEINGRUBENBERG (90) er lidt rundere i stilen. Franz Kellers 2020 BASSGEIGE LEH (90) fremtræder ligeledes rund, ja næsten cremet i smagen, dog uden helt at miste spillet.
De to bedste fra 2019 er nok WINKLERBERG ”PAGODE” (91) fra Stigler, der er en eksotisk sag med et snert af orangeskaller og en fin lang eftersmag. Dr. Hegers WINKLERBERG HINTER WINKLEN ”GRAS IM OFEN” (90+) minder om denne, men er lidt lettere i stilen.
Grauburgunder
Her kunne der smages ni vine. Grauburgunder kan også kaldes Ruländer, men det lød åbenbart ikke fint nok og i gamle dage blev druesorten brugt til søde vine, som i øvrigt kan smage ret godt. Drueskindet på denne drue har et rødligt skær, så hvis der arbejdes med lange ”maischestandzeiten” (altså lang tid på skallerne i forbindelse med eller før presningen), får vinen et svagt rødligt stik, der for det meste kun lige kan anes.
Den bedste synes jeg var Salveys HENKENBERG (93+). Den er relativ fadbetonet, men ikke for meget, saftig moden frugt i smagen, meget klar i stilen. EICHBERG (92) fra samme producent, er lidt mindre fadbetonet, men ligeledes klar i stilen, her med et lidt kraftigere syrebid.
Stiglers WINKLERBERG ”PAGODE” (90) har det ovenfor beskrevne let rødlige stik, derfor også fyldig og varm i smagen, men mangler så måske lige lidt elegance. Der er et snert af bitterhed i eftersmagen.
Den eneste Grauburgunder fra Württemberg tager vi med her. Rainer Schnaitmann er en yderst stabil og fremragende vinproducent og hans 2019 LÄMMLER (92) er ingen undtagelse. Masser af moden frugt, lidt oxidativ i stilen, men uhyre elegant med et frisk syrebid og en lang eftersmag med et snert af salt.
Chardonnay
Her var der kun seks vine, der kunne prøves. Og ja, Bernhard Huber ligger som sædvanligt på en temmelig suveræn førsteplads med BIENENBERG (94+) og SCHLOSSBERG (94+). En symfoni af røg, citroner, en nøddeagtig tone fra fra fadlagringen og så alt det jeg ikke lige kan finde ord for. Kompleks, ekstrem præcist sat. Skal gemmes, så de enkelte instrumenter i symfoniorkestret får lidt tid til at optimerer sammenspillet. Stort gemmepotentiale der. KIRCHBERG (92) fra Franz Keller og WINKLERBERG HINTER WINKLEN ”GRAS IM OFEN” (92) har begge en en god dybde og længde og kan ligeledes anbefales.
AHR
Frühburgunder
Ahr blev i midten af juli ramt af en af de værste naturkatastrofer i nyere tid og mange af vindyrkerne mistede indenfor et par timer alt hvad de ejede. Ødelagt infrastruktur, broer, jernbanedæmninger, gas, vand, elektricitet, mobil- og internet, bygninger helt eller delvist, maskinparken, produktionsudstyret, barriquekældrene, lagrene af vin – altså kort sagt alt. En menneskelig og finansiel katastrofe med mange døde og sårede, og det kommer til at tage år, før denne vinregion rigtig kommer på benene igen. På denne baggrund er det imponerende, at der overhovedet kunne præsenteres vine fra AHR i år.
Så det blev kun til tre Frühburgunder, en charmerende SONNENBERG (90) fra Burggarten, en blød og silkeagtig vin med tilstrækkelig frugt og en harmonisk eftersmag. HERRENBERG (90) er præget af lidt flere bitterstoffer og fad, skal lige ligge lidt så den finder sig selv. MÖNCHBERG (88) fra Deutzerhof er ligeledes præget af fad og i næsen en flygtig syre helt op til kanten af det acceptable.
Spätburgunder
15 vine blev der præsenteret i denne runde. Alle gode til meget gode, her følger mine anbefalinger: SONNENBERG (92) fra Meyer-Näkel med megen substans og egnet til at lægge i kælderen et par år eller fem. Det samme gælder for SILBERBERG (91) og PFARRWINGERT (91). KRÄUTERBERG (92+) fra samme hus er muligvis potentiel den bedste, men fremstår lidt vild i udtrykket, så den skal ligeledes lige have et par år til at modne i.
Vinproducenten Burggarten havde hele paletten med. BURGGARTEN (90) og KRÄUTERBERG (90) er charmerende vine, der kan drikkes nu, SCHIEFERLAY (91) er lidt fyldigere og min favorit her. ALTE LAY (90) er den der er præget mest af fad. Deutzerhofs vine er lidt svingende i kvaliteten. De bedste er efter min mening KIRCHTÜRMCHEN (90) og LANDSKRONE (90) begge med en god fylde, men endnu lidt rå i udtrykket. MÖNCHBERG (89) er præget af fad, men har ikke helt stof nok. Det samme gælder for ECK (88), der er lidt svagere i udtrykket.
RHEINGAU
Spätburgunder
Weingut Künstler præsenterede vine fra 2018, hvilket så indbragte førstepladsen i Rheingau ved denne smagning. 2018 HÖLLENBERG (94) er en knistrende mineralsk vin, meget kompleks og med en lang eftersmag. REICHESTAL (93) er fyldigere og har et snert af mynte over sig. Fra 2019 er min favorit SCHLENZENBERG (92+), en meget præcist sat vin, med fylde og en lang eftersmag, men meget præget af fadlagringen, lidt ”old school” i stilen, uden at det kammer over. Den skal nok udvikle sig på flasken over de næste år. Allendorfs HÖLLENBERG (92) kan ligeledes anbefales, den er mere tilgængelig nu, med dens saftige smag, der fylder munden godt ud.
FRANKEN
Spätburgunder
Også her var udbuddet til at overse. Rudolf Fürst præsenterede tre vine. HUNDSRÜCK (92) er en tanninrig og fyldig vin med masser af bid. SCHLOSSBERG (92+) besidder den typiske duft, når man lige har spidset en blyant, dette giver lige en ekstra portion charme. CENTGRAFENBERG (93) er som sædvanlig den bedste fra denne producent. En smule dybere og med mere kompleksitet. En elegant og kompleks vin. HOHENROTH (91) fra Schmitts Kinder er en fin vin med masser af frugt og en lang eftersmag.
RHEINHESSEN
Spätburgunder
Neus PARES (88) og HORN (89) er begge meget præget af fad uden dog at have tilstrækkelig frugt og fylde til at kunne leve op til det. HORN er den med mest volumen. KREUZ (92+) fra Kühling Gillot har væsentlig mere substans og frugt. Kan man nyde allerede nu. KIRCHENSTÜCK (93) fra Battenfeld-Spanier er ligeledes smidig og blød, elegant i duften og med god længde. BRUNNENHÄUSCHEN (90+) fra Gutzler er mere solid og enkel, men vil helt sikkert vinde ved at ligge i kælderen et par år eller fem. MORSTEIN (92) er lidt mere syrebetoned, men har saft og kraft nok til at kunne bære det. MORSTEIN (94) fra Keller parrer elegance med tyngde og substans, en vin med fremtid. FRAUENBERG (?) har en bouquet, som jeg ikke kan forlige mig med, noget atypisk floralt og ufokuseret, smagen er ok, med en saftig, næsten silkeagtig struktur og med et touch af orangeskaller
PFALZ
Spätburgunder
Her blev der bragt vine fra 2016, 2017, 2018 og 2019 hvilket man lige skal være opmærksom på, men 2019 er også i forhold til de to foregående vellykket, men nu er Pfalz jo også et meget ”varmt” vinområde. Knipser havde dog valgt at præsentere tre vine fra årgang 2017 og de var gode. IM GROSSEN GARTEN (91) og KIRSCHGARTEN (91) fyldige rødvine med substans og rygrad. Den bedste er MANDELPFAD (92+) i den samme kendte stil, relativ barokke vine som unge, men udvikler sig for det meste godt. Her med endnu mere af det hele.
Fra 2018 smagte jeg Philips Kuhns STEINBUCKEL (91) og KIRSCHGARTEN (91+), typiske repræsentanter fra 2018 med masser af tannin uden at de bliver for meget. Fra samme årgang var der også en ÖLBERG-HART (93) fra Bassermann-Jordan, en smidig og fyldig vin, kompleks og med en meget lang eftersmag.
2019 FELSENBERG (93) og SAUMAGEN (92) er to meget vellykkede vine, kraftige og fyldige i smagen, Saumagen har lidt mere fadsmag end den førstnævnte. IDIG (94) fra Christmann er som sædvanlig helt fremme i feltet, meget præcist sat, power og en meget lang eftersmag.
Sidst men ikke mindst, skal 2019 KALKBERG (92) fra Bergdolt – som jeg smagte lige efter Bassermann-Jordans vin fra 2018 – også nævnes. Fin vin med god fylde og power. Den ældste vin, der blev præsenteret var 2016 IM SONNENSCHEIN (92) fra Ökonomierat Rebholz. Den viser med al tydelighed, at mange af de tyske rødvine har godt af nogle år på flaske. Flot moden smag,
Alt i alt en meget vellykkede årgange 2019 og 2020 fra VDPs medlemmer, 2020 er måske ikke helt så god som 2019, men næsten. Dette betyder, at der er så mange undtagelser, at man med sindsro kan købe en kasse eller to. I øvrigt er 2020 hvad hvidvinen angår en fin og meget homogen årgang i Tyskland, så længere nede i hierakiet af interne klassifikationer og hos de mange producenter, der ikke er medlemmer af VDP, kan man finde rigtig meget vin for pengene.
