Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Grand Cru kontra 1. Cru

Det ligger i luften: Grand Cru koster penge – rigtig mange penge. Bourgogne Grand Cru er og har altid været en kostbar fornøjelse og diskussionen om, hvorvidt flaskeindholdet nu også er de mange penge værd, slutter nok aldrig. Selv om Bourgogne er et godt bud på at være verdens mest upålidelige vindistrikt, når det gælder sammenhængen mellem pris og kvalitet, så har regionen én klar fordel frem for så godt som alle andre franske vindistrikter: Klassifikationen er ikke blot let overskuelig, men endda oftest velbegrundet.

Hierarkiet med de burgundiske kommunevine, 1. Cru og endelig Grand Cru er hurtigt lært, og princippet bag tildelingen af udmærkelserne er krystalklart: Det er marken, der afgør, hvor højt man er oppe i adelskalenderen. Modsætningen til Bordeaux er iøjnefaldende, da man her i Vestfrankrig har den filosofi, at det er slotsnavnet, der afgør klassifikationsplaceringen – også selv om de tilhørende vinmarker er nogle ganske andre, end da slottet i sin tid fik sin Cru-tildeling. Det er med andre ord vigtigere at være greve, end at geologien er i særklasse.

Hvor man i Alsace kan tvivle på om områdets omfangsrige Grand Cru marker udelukkende består af jordbund af ultimativ kvalitet, er der kun ringe grund til den diskussion i Bourgogne, hvor Grand Cru markerne er få og oftest små. Her er berømthederne generelt med et klart fællespræg og endda med en lang historisk baggrund for at levere vin i særklasse.  Det samme gælder i nogen grad for 1. Cru, selv om der her er en lidt større fejlmargen, men til gengæld er priserne også lige takken mere overkommelige. Denne velfungerende burgundiske markvurdering er en gylden arv fra talrige generationer af passionerede vindrikkere, og den er et spændende vidnesbyrd om, at den optimale mark har det med at bevare sine unikke kvalitetsegenskaber op gennem århundrederne. Som jeg holder af at sige: Mennesker forgår, men terroir består.

Faiveleys Cru-vine

Det hæderkronede Faiveley-firma har gennem tiderne sikret sig en udsøgt portefølje af regionens mest prestigiøse marker med et omfattende udvalg af både Grand Cru og 1. Cru parceller. Ved smagningen i København havde man valgt at sætte en hvid Grand Cru – Corton Charlemagne – i fire årgange op mod en af de flotteste røde 1. Cru’er, nemlig Gevrey Chambertin Les Cazetiers i seks årgange. En spændende kombination, der gav anledning til at vurdere, hvad det egentlig er, man får for den ekstra investering, når man går helt til tops i vinhierarkiet og smager Grand Cru. Hvad er egentlig Grand Cru vinenes unikke kompetencer, siden klassifikationen har magtet at holde skansen i utallige år?

Corton er en af Bourgogne største Grand Cru områder med et areal omkring de 160 hektar, og ligger på en iøjnefaldende bakketop, der præsenterer sig smukt for den bilende vinturist. Det er en af de få Grand Cru’er, der både leverer røde og hvide vine, og personligt har jeg altid sat mest pris på de hvide. Der er alt for store arealer i spil til at frembringe en homogen kvalitet, og der er absolut variation i identitet og stil, og der er i øvrigt et enormt udbud af forskellige parcelnavne.

Corton på mange måder

Det er ingen hemmelighed, at Corton er den Grand Cru, der leverer flest skuffende vine, men bakkedragets bedste afsnit kan sagtens levere absolut topkvalitet, så den høje klassifikation er velbegrundet, selv om man har været rigelig rundhåndet, da man afgrænsede Grand Cru områderne og endda efterfølgende lod dem vokse. Således er der intet mindre end ni forskellige marker, der må kalde deres hvidvine for Corton Charlemagne, og det samlede areal er tæt på hele 72 hektar.

Corton Charlemagne kommer derfor i mange afskygninger, og ofte får man en vin, der mere satser på tyngde og bredde frem for elegance, men det kan man bestemt ikke beskylde Faiveleys udgave af Corton Charlemagne for at gøre. Det er fornemt stringente vine med rankhed, mineralitet og flot balance. Ægte Grand Cru og så endda til en pris, der er ganske menneskelig, når man sammenligner med, hvad man skal betale i Puligny eller Chassagne for at få de magiske ord på etiketten.

Les Cazetiers – på grænsen af Grand Cru

Les Cazetiers er en vigtig 1. Cru i Gevrey-Chambertin, og marken ligger på den ganske stejle bakke helt oppe mod skovkanten noget nordvest for kommunens centrale Grand Cru marker. Arealet er på 8.5 hektar og et pænt antal forskellige producenter ejer en bid af denne 1. Cru, der anses for at være blandt de bedste i Gevrey-Chambertin.

Faiveleys Les Cazetiers skuffede da heller ikke og udmærkede sig ved stor detaljerigdom og ved god evne til at lagre og endda udvikle sig med tiden. Vinen illustrerede på bedste vis det stilskifte som sønnen Erwan Faiveley gennemførte siden han trådte til i 2006, da der blev smagt årgange helt tilbage til 1996. Hvor faren mere gik efter struktur og lagringspotentiale, har Erwan klogeligt satset på en rigere og mere tilgængelig frugt, hvad der klæder vinene glimrende, og det giver dem ikke blot charme, men også harmoni. En klar forbedring.

Men hvis man så skal forholde sig til Grand Crus særlige formåen i forhold til 1. Cru, hvad blev så konklusionen? Min personlige oplevelse var, at Grand Cru vinene skilte sig ud med en generelt højere klasse, at de besad en mere markant personlighed, og at de var takken mere spændende og givende. 1. Cru var dog ikke langt bagefter, og det kunne smages, at Les Cazetiers marken rummer kvaliteter, der kun ligger marginalt under kommunens officielle Grand Cru vine.

Men sandhedens øjeblik ligger oftest i Dankortet, og skulle jeg købe disse vine, ville jeg gå efter Corton Charlemagne. En vin, der illustreret alt det, som gør hvid Bourgogne til en enestående vin, og netop i Faiveleys tilfælde spiller den hvide Corton lige op med mange af de bedste, der kan smykke sig med det celebre efternavn Montrachet. På den baggrund er den firecifrede pris måske ganske rimelig. Alt i alt lover de nye vine godt for familiefirmaets fremtid, da vinstilen er blevet opdateret til det bedre, samtidig med at Faiveleys særkende med struktur og lagringspotentiale er bevaret intakt.

Smagning – Corton Charlemagne Grand Cru

Årgang 2014

Meget ung og muskuløs. En helt igennem præcis og korrekt Corton med en allerede rig næse med klassisk og delikat udtryk. Smag med stor tyngde, kompleksitet, flot syre og nydeligt doseret eg. Overordentligt lovende. 94. Pris 1.450 kroner – hjemkommer i løbet af Juni.

Årgang 2011

Supermineralsk næse, der stadig er vældig ung. Klassisk i sin stil og med udtalt elegance, hvad Corton ellers tit ofrer på styrkens og breddens alter. En gennemført rank vin med flot koncentration og med fornemt opbygget frugt. Uden tvivl med et langt og godt liv foran sig. 93.Udsolgt.

Årgang 2009

Her havde vinen fået tilstrækkelig alder til for alvor at lukke op for alle de gode sager: Rig, blomstrende, delikat og overordentlig sammensat næse med flot balance og udsøgt mineralitet. I munden med fed, herlig Chardonnay-frugt, markant og vellykket eg og imponerende styrke. Høj klasse og med mange år i sig endnu. 94. Udsolgt.

Årgang 2006

Omsider en moden vin og endda i flotteste stand: Intens, kompleks, spændende og personlig. Et fornemt og klassisk udtryk for alt det hvid Corton konsekvent burde levere. Overordentlig vellykket vin, hvor rigdom, styrke, mineralitet og betragtelig længde går arbejder sammen i den smukkeste harmoni. 95+. Udsolgt.

Gevrey Chambertin – 1. Cru Les Cazetiers

Årgang 2015

Ung, lukket og rank duft med rene røde bær, flot Pinot-karakter og klart mineralsk præg. Tæt og velstruktureret smag med samme kølige præg og udtalte og tilknappede ungdom som næsen, men med god intensitet. Lovende, men vil kræve tålmodighed. 93. Pris 750 kroner.

Årgang 2012

Parfumeret, eksotisk og floral Pinot-næse med dejligt krydderi og allerede meget givende. Forholds let i sit generelle udtryk, men velstruktureret og med nydelig frugt. 91. Udsolgt.

Årgang 2010

Varm, veludviklet og rig Pinot-næse med pæn mineralitet.  God intensitet, velpoleret mundfornemmelse, nydelig tannin og med klassisk druefrugt af medium styrke. Uden tvivl stadig med udviklingspotentiale. 92. Udsolgt.

Årgang 2007

Saftig og intens frugtnæse, der er overraskende ungdommelig med tiltalende friskhed og sødmefuldhed.  Velkrydret og givende her og nu og nydeligt krydret med en del grønne urter i den varme, venlige frugt. 92. Udsolgt.

Årgang 2000

Meget veludviklet og personlig næse med kamfer, figentoner, chokolade og behersket frugt. En vin hvor mineralitet og sekundære aromaer spiller hovedrollen. Glat, velpoleret og let i frugten.  En vin for de mere erfarne Bourgogne-entusiaster. Moden og skal sikkert drikkes nu. 90. Udsolgt.

Årgang 1996

Fuldt udviklet med en del af de samme komponenter som årgang 2000, men med et mere medicinsk præg. Fløjlsblød og alligevel stadig med kontant tanninstruktur og moderat frugt. En old-school vin med kvaliteter, der kræver koncentration for at værdsættes efter fortjeneste. 91. Udsolgt.

Vinene forhandles af Sigurd Müller, men antallet af flasker er mikroskopisk.

Se også Jørgen Aldrichs artikel Charme frem for koncentration om den nye generation i spidsen for Maison J. Faiveley, der har ændret stilen på de røde bourgogner.