Covid 19 har vendt op og ned på mangt og meget. 2020-udgaven af den årlige smagning af Romagnas hvide Albana-vine og de røde Sangiovese sluttede brat den 24. februar. Programmets sidste dag måtte sløjfes og de mange deltagere sendes hjem, mens tv-billeder fra Bergamo ikke så langt fra Bologna sendte chokbølger gennem Europa. To positive resultater kom der dog ud af den lange stilstand: Vini ad Arte 2021 blev flyttet til ultimo august, og programmet fokuserede mere end hidtil på at bringe deltagerne rundt i Romagna og desuden kombinere vingårdsbesøg og smagninger med kulturelle indslag.
Fem intense dage blev indledt i danskernes gamle favorit-destination på Adriaterhavets kyst, Rimini. Scenen var sat på det majestætiske Grand Hotel, hvor 15 producenter af hvidvinen Rebola havde installeret sig i hotellets have med vin og buffet. Rebola er ikke altid den store oplevelse, men producenterne Settantasette, Enio Ottaviani og især Villa Massani skilte sig ud med flotte udgaver. Da alle havde både spist og smagt vinene, viste det sig, at buffeten blot var optakten til en overdådig middag på hotellets terrasse, og at der nu pludselig var et tidoblet deltagerantal. Et orkester med sangerinde sørgede for, at de danselystne kunne få plads til lidt flere af de mange lækkerier, man kunne vælge imellem.
Sådan en aften levede Italien op til nordboernes forventning om fløjlsblødt mørke og stjernehimmel efter en lang solskinsdag. Den følgende dag regnede det, så programmets punkt om fritid til at nyde strand og kulturelle højdepunkter i Rimini måtte sløjfes. I stedet begyndte det seriøse arbejde i form af en gennemgang af Romagnas opdeling i underzoner. Som det også er fremgået i tidligere år, varierer Sangioveses udtryk temmelig meget. Ikke blot pga. de forskellige producenters filosofi, men også – og ikke mindst – pga. druernes voksesteder. Seminaret handlede desuden om forskellene på Sangiovese fra Toscana og fra Romagna. Hvilket i en dansk sammenhæng er meget relevant, fordi en hel del vinimportører ikke mener, de kan sælge Romagnas vine. Folket vil have Chianti, lyder det.
Blandt de forskelle, der blev nævnt, var klimaet samt kultur- og produktionsmetoder, selv om vinifikationen i dag foregår nogenlunde ens i begge provinser. Italiens vinhistorie bliver altid understreget ved den slags lejligheder, og på det område bryster Romagna sig af, at Sangiovese med beplantninger siden det 16. århundrede snildt slår Toscana, hvor Sangiovese først nævnes skriftligt i 1872.
Tæt på San Marino
Når man befinder sig i omegnen af Rimini, er man også i nærheden af San Marino. Denne lilleput-republik, som i selskab med Monaco, Andorra og Liechtenstein forekommer at være anakronismer, men som har fundet ud af at overleve gennem århundreder. San Marino fik sin første forfatning i 1263, har ca. 30.000 indbyggere og årligt tre mio. turister, som bl.a. går efter momsfrie luksusvarer. Der er 130 hektar med vinproduktion på den iøjnefaldende klippe Monte Titano, som krones af fæstningen La Guaita, og hovedparten af vinen drikkes lokalt. Druesorter med navne som Canino og Biancale dyrkes ud over kendinge som Trebbiano, Moscatello, Aleatico, Albana og Sangiovese.
Vini ad Arte-holdet tog ikke den kringlede vej op til San Marino, men aflagde første vingårdsbesøg på den spektakulære Cantina Enio Ottaviani i underzonen San Clemente. Her havde Ottaviani slået sig sammen med Cantina Fiametta og Cantina Franco Galli om at præsentere en række vine til en voluminøs frokost. Ottavanis 2017, 2018 og 2019 Caciara Sangiovese var sammen med Franco Gallis 2019 Sangiovese Superiore bedste vine. På næste stop, kooperativet Le Rocche Malatestiane, kneb det mere med at finde favoritter fra de to deltagende producenter ud over værten: Tenuta Santini og Cà Perdicchi. Sangiovese-udgaverne havde generelt alt for høje alkoholprocenter til at være drikkelige. Kun Malatestianes 2020 I Diavoli gik an.
Regnvejret i området var en hæmsko for Vini ad Arte-programmet, men glædede vinfolket. Vejret havde alt for længe været tørt og truede med dels at stresse vinstokkene, dels at jobbe alkoholprocenten i vinene yderligere op. Regn og køligt vejr gav håb om knap så sukkerholdige druer. Høstudbyttet forventes dog at ligge 10% lavere end i 2020.
På den imponerende vingård Villa Pandolfa i Predappio tog Marco Cirese og Alessandro Nicolucci imod og havde især succes med hhv. Pandolfas 2019 Sangiovese Godenza og Fattoria Nicoluccis 2015 Vigna del Generale. Predappio-egnen anses for Sangiovese-druens fødested med rødder tilbage til romernes og etruskernes tid. Druerne herfra gror generelt på skråninger, så vinene har ofte mere finesse end Sangiovese fra de øvrige underzoner i Romagna.
Det blev bekræftet med en stribe udgaver fra producenter som Drei Donà med 2019 Notturno og 2017 Vigna del Pruno Riserva, Condés 2018 Le Lucciole og 2016 Raggio Brusa Riserva samt Piccolo Brunellis 2019 Cesco 1938 og 2018 Dante 1872 Riserva. Især Condé er et interessant bekendtskab. Produktionen, som den unge Chiara Condello har ansvaret for, er beskeden, kvalitetsniveauet højt og efterspørgslen stor.
Fra Predappio gik turen videre til den højtliggende vinby Bertinoro, hvorfra man har udkig til Adriaterhavet i det fjerne. På disse kanter trives den hvide Albana-drue specielt godt, og det demonstrerede Mauro Sirri fra Celli Bron e Ruseval med I Croppi og Giovanna Madonia med sin Neblina. Albana bliver ofte omtalt som en hvid rødvinsdrue, fordi den har karaktertræk til fælles med tanninrige røde druesorter. Vigtigere er det dog, at Albana i kraft af sin position som regionens eneste DOCG-vin, skal være af høj kvalitet. Giovanna Madonia har en idé om at skabe en riserva-kategori for Albana, hvilket bl.a. vil betyde længere lagringstid – og højere priser. Spørgsmålet er dog, om idéen er god. De ældre udgaver af Albana, som blev præsenteret – herunder et par af Madonias 7-8 år gamle Neblina – var ikke overbevisende.
Amforaer fra Georgien
Lagring af vin på amforaer er ved at vinde indpas hos mange producenter. Visse metoder i vinverdenen har det med at gentage sig. Som f.eks. de mange cementtanke, som i tidens løb er blevet udskiftet med ståltanke og nu vender tilbage, fordi de yder en naturlig regulering af temperaturen. Hos Tre Monti i Imola fortalte Vittorio Navacchia, at man med stort besvær får fragtet amforaer fra Georgien og lader Albana-mosten have skindkontakt i dem i 90 dage mod de normale 20 dage i en ståltank. At dømme efter to udgaver af Albana, Vitalba, fra 2020 og 2016, lønner udfordringen sig. Det er gyldne, aromatiske og tørre vine med en nøddeagtig fremtræden.
Producenterne Giovannini og Palazzona di Maggio var troppet op på Tre Monti med vine, som generelt var præget af høje alkoholprocenter. Giovanninis Albana, Gioja, holdt 14%, men formåede med sin markante syre at være i nogenlunde balance.
Fattoria Zerbina kommer man ikke udenom i Romagna. Cristina Geminiani er på mange måder en foregangskvinde og gav rejseholdet en forelæsning om og demonstration af Sangiovse-kloner. (Cristina Geminiani ses på indledningsbilledet i vinmarken). Hendes 2001 Pietramora Riserva var et stærkt bevis på, at teorierne omsættes smukt til praksis. Den 20 år gamle vin havde cremede tanniner og en diskret ungdommelig sødme. Stærkt forførende.
Af de sidste producenter på rundturen gjorde Cà di Sopra sig positivt bemærket med sin 2016 Podere Cà del Rosso Sangiovese Riserva, Poderi Morini med 2001 Nonno Rico Riserva og Gallegati med Albana, 2019 Corallo Giallo, og 2016 Corallo Nero Sangiovese Riserva.
Øjebliksbilleder
På sidstedagen troppede smageholdet op på Faenzas keramik-museum, hvor 31 udgaver af Albana i årgangene 2020-2018 og 109 udgaver af Sangiovese i årgangene 2020-2015 ventede på at blive smagt. Sådan en mundfuld er selvfølgelig et øjebliksbillede, et snapshot. Tiden er ikke til fordybelse. Men man kan godt nå at få et indtryk af niveauet sammenlignet med de foregående års udgaver af Vini ad Arte. Og selv om der stadig er kiksere blandt både de hvide- og de røde vine, går det generelt fremad. Og nogle vine er virkelig gode.
For Albanas vedkommende spændte vinstilen sig fra det meget neutrale til stærkt ekstraherede og i nogle tilfælde sødlige udgaver. De bedste vine var friske og rentsmagende med et tilpas syreniveau og uden alt for påtrængende tanniner. Bedste vine kom fra Giovannini, Tenute d’Italia, Fattoria Zerbina, Celli, Giovanna Madonia, Tenuta Casali, Spalletti Colonna di Paliano, La Franzona, Gallegati, Pian del Vedreto, Tenuta la Viola og Tenuta Santa Lucia.
Smagningen af Sangiovese omfattede årgangene 2020, 2019, 2018, 2017 og et par 2016-2015. Der var stor spredning i vinenes udtryk – fra ret slemt til rigtig godt. Bedste producenter var – ud over de allerede nævnte – følgende:
Riccardo Ballardini, Pertinello, Tenuta la Viola, Battistini, Fattoria Poggio San Martino, La Franzona, Torre San Martino, Poggio della Dogana, La Collina del Tesoro, Pertinello, Raffaella Bissoni, Podere dell’Angelo, Branchini, Cesari, Merlotta, Stefano Berti, Villa Papiano,Tenuta Il Plino, Tenuta Casali, Battistini, Tenuta Saiano, La Collina del Tesoro, Trere’, Fattoria del Piccione.
