Terry Peabody, årgang 1939, er ikke en helt almindelig vinproducent. Født af amerikanske forældre på stillehavsøen Guam, undsluppet med sidste båd før japanerne invaderede under Anden Verdenskrig, flyttet som niårig til Japan, frekventeret militærakademi og sluttet sin uddannelse på University of Maryland. I 1960’erne og 1970’erne befandt han sig i Australien og fandt her ud af, at de kulfyrede kraftværkers affald i form af flyveaske bare blev dumpet. Terry Peabody lavede en aftale om at overtage flyveasken gratis, hvorpå han solgte det til cementindustrien. Flyveaske både øger styrken i beton og reducerer omkostningerne.
Succesen gentaget
Da cementfolkene havde luret fidusen og købt Terry Peabody ud, flyttede han til USA og gentog succesen. Da formue nr. to var i hus, flyttede han tilbage til Australien og opdagede, at her var endnu en formue at grave op, fordi cementindustrien ikke havde monopoliseret leverancerne af flyveaske.
I begyndelsen af halvfemserne lykkedes det Terry Peabodys kone Mary og datter Mary-Jeanne at overtale ham til at kaste sig ud i vinverdenen. Det skulle være et projekt, som familien kunne samles om, og som ikke måtte sælges. Dermed begyndte jagten på et sted, hvor der skulle investeres i alt det, der hører til fremstilling af topvin. Og efter at have kigget i både Frankrig, USA og Australien faldt valget på New Zealand.
Hawke’s Bay og Martinborough
Sammen med Steve Smith, MW, som er én af New Zealands bedst kendte vinmarks-eksperter, besluttede Terry Peabody sig for at investere i to af nordøens vindistrikter: Hawke’s Bay og Martinborough. Tanken var at fremstille enkeltmarksvine, og i Hawke’s Bay mente Steve Smith, der var ideelle betingelser for Syrah og de klassiske Bordeaux-druesorter samt Chardonnay. I Martinborough ville Pinot Noir være den suveræne druesort.
Under et besøg i København demonstrerede Terry Peabody sammen med sin repræsentant i Hamburg, Hannah Gordon, en række vine fra begge distrikter, et par hvidvine og otte røde. Det var vine på et generelt højt niveau til priser fra 100 til 350 kr. og med moderate alkoholprocenter på højst 13,5.
Bedst til de røde
Der blev lagt ud med en Sauvignon Blanc, og den vintype er nok en anelse kompromitteret af de rædsler, der kommer fra især Marlborough. Craggy Range SB Te Muna Road, Martinborough, er dog knap så aggressivt aromatisk som så mange andre fra kiwiland. Hvidvin nr. to var Chardonnay Kidnappers, Hawke’s Bay, der virkede lettere påvirket af en varm sommer.
Pinot Noir-vinene fra Te Muna Road i Martinborough, kom i årgangene 2011 og 2013, og de var alle meget drikkelige. 2013 regnes for et kæmpeår rent kvalitetsmæssigt, og det kunne mere end anes i PN-udgaven Aroha, en kraftfuld, intens og generøs vin. Som den eneste af de tre var den forsynet med korkprop, selv om man generelt i Australien og New Zealand bruger skruelåg til alle vine, billige som dyre.
Holdbare i 30 år
Le Sol Syrah Gimblett Gravels, Hawke’s Bay, i årgangene 2011 og 2013 vil man nok umiddelbart sammenligne med Rhône-vine. Men de har deres egen identitet, og især i 2013-udgaven kunne man ane et potentiale, som ifølge Terry Peabody ville give vinen et langt liv. Sådan cirka 30 år. Begge Syrah-årgange havde korkpropper.
Sidste omgang i smagningen var viet Bordeaux-blandingerne fra Hawke’s Bay, 2013 Te Kahu Gimblett Gravels og Sophia Gimblett Gravels 2011 og 2013. De to sidstnævnte med korkpropper. Vinene er i klassisk Bordeaux-stil med Merlot som dominerende druesort og med – ifølge Terry Peabody – en fremtid på 20-25 år.
Mary Peabody ledsagede sin mand på turen til Danmark, men kiggede på butikker under smagningen. Bagefter skulle parret videre til Dubai og Seychellerne, hvilket fik Vinbladets udsendte til medfølende at spørge, om det ville foregå på monkey class.
”Nej”, lød Terry Peabodys svar. ”Jeg har mit eget fly”.
www.philipsonwine.com repræsenterer Craggy Range i Danmark.
