Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Feuerheerd – autentisk Tawny Port

Ofte stjæler Vintage Port billedet, når portvinsentusiaster skal pege på deres favoritter. Disse friske, vinøse, tanninrige vine er da også af høj klasse, men deres modpol – de langtidslagrede Tawny typer – fortjener langt mere opmærksomhed. Tawnies viser andre aspekter af portvinsverdenens mange sider og gør det på samme høje niveau som Vintage-typerne. Tawnies er til gengæld ofte mere lettilgængelige på grund af deres sødme og blødhed. Vil man på første hånd erfare, hvor meget charme og velsmag Tawny-typer kan levere, er portvinshuset Feuerheerd et godt sted at starte – klassiske og vellavede vine til moderate priser.

Hvad er Tawny Port

Groft sagt kan al portvin deles op i Ruby og Tawny, hvor Ruby er de friske, frugtige og dybrøde vine, mens Tawny nærmest er ravfarvede og med en kulør, der bliver blegere, jo ældre de er. Farveskiftet på Tawny-vinene skyldes deres lange ophold på egefad, hvor iltpåvirkningen gennem fadets stave får farvestofferne til at fælde så meget ud, at den tilbageblevne ravfarve for en stor dels vedkommende stammer fra egetræet. Tawny kan oversættes ved ”læder”, og farven kan da ofte også sammenlignes med gyldent læder.

Det lange ophold på eg ændrer både smag og duft, hvor frugtigheden mindskes og erstattes af sødme og af blødhed, da meget af vinens oprindelige tannin klinger ud i takt med farvestofferne aftager. Vinen får et charmerende nøddekrydderi og pænt skud vaniljepræg. Alt i alt er en Tawny med større umiddelbar charme og aromarigdom end en Ruby. Tawnies har stået lidt i skyggen af Vintage Ports betragtelige berømmelse, men det er der nu ikke nogen grund til, da Tawny sagtens kan opnå ligeså høj kvalitet og lige så markant en personlighed som en Vintage Port. Det har givet rigtigt fornuftige Tawny-priser – ikke mindst når det gælder de ældre årgange, der koster væsentligt mindre end tilsvarende gamle Vintage år.

Feuerheerd

De fleste portvinshuse fremstiller alle typer, men ofte er et hus særlig kendt for én given type. Feuerheerd er især berømmet for sine Colheita-vine, da firmaet har et fornemt lager af gamle årgange liggende klar til at blive flasket. I Villa Nova de Gaia har firmaet kældre med plads til tre millioner liter portvin, og her lagres Colheita-vine helt tilbage til 1934.

Firmaets tyskklingende navn kan føres tilbage til grundlæggeren Dietrich Matthias Feuerheerd, der startede portvinshuset i 1815. I dag ejes Feuerheerd af portvinskoncernen Barão de Villar-Vinhos og dermed af familien Van Zeller, der især har gjort sig berømt via deres tidligere ejerskab af Quinta do Noval. Så Feuerheerd leverer i dag også glimrende LBV og Vintage Port.

Tawny hierarkiet

Tawny har sit helt eget hierarki, hvor basis-vinenes etiketter blot bærer betegnelsen Tawny. Det næste niveau er Tawny med aldersangivelse, og de fås med 10, 20, 30 og 40 års fadlagring bag sig. Der er her tale om en blanding af vine fra forskellige årgange, så helhedsindtrykket svarer til aldersangivelsen. Der er normalt markant forskel på aldersgrupperne, og vinene bliver generelt mindre frugtige, men også mere koncentrerede og komplekse med alderen. Alle typer har deres personlige forcer og karakterfuldhed, så det er noget for enhvers smag og behag. Personligt sætter jeg pris på en intakt og givende frugt, så normalt ligger mine favoritvines alder omkring de 20 år. Her får man det bedste af begge verdener – både saftighed og detaljerigdommen fra mange års fadlagring.

De mest ansete Tawny-vine har anført årgangen på etiketten – ligesom hos Vintage Port. De kaldes for Colheitas, da al vinen kommer fra én og samme årgang. Det gør disse vine unikke og giver dem årgangskarakter, selv om årgangsudsvinget her er mindre end ved Vintagetyperne. Når man køber Colheitas, skal man være opmærksom på aftapningstidspunktet. Det skyldes, at vinene stopper i deres udvikling, så snart de flaskes, og det sker løbende. Så der er væsentlig forskel på eksempelvis en 1982-Colheita, der er tappet i 2018, og én der er tappet i måske 2005.  En Colheita lagrer minimum 7 år på fad, og der skal altid anføre både høstår og tappeår. Så man skal også her huske at læse det med småt.

SMAGNING

Feuerheerd 10 Years Tawny Port

Lakridset sødme, god friskhed og intens frugtduft med god tæthed og nydeligt nøddepræg. Ungdommelig, men med autentisk tawnypræg tilsat brunkagekrydderi og et touch røg. Veludviklet og med pæn detaljerigdom. Velbygget vin med tæt, rank mundfrugt og dejlig renhed. Ungdommelig, men med fuld tawnykarakter. Flot saftighed og glimrende balance. Veldimensioneret sødmefuldhed og pæn styrke. Charmerende, lettilgængelig og vellykket. Attraktiv tilbudspris. 90 | 89,95  v/12 fl Philipson Wine

Feuerheerd Colheita 2012 Tawny Port

Frugtig, afdæmpet næse med meget ung og mørk tawny-karakter. Vokser flot i glasset og bliver rigere med et personligt og tiltalende krydderi med udmærket nøddepræg. Frisk, karakterfuld og ren smag med tæt ungdommelig frugt og med intenst og veldoseret krydderi og moderat, men korrekt tawnypræg. Udmærket koncentration og masser af mundfylde. 90 | 129,95 v/12 fl Philipson Wine

Feuerheerd Colheita 2008 Tawny Port

Næse med kultiveret, frugtig, mørk puddersukkersødme tilsat modne blommer og lidt valnødder. Vellykket, klassisk og velpoleret tawny-karakter med nydeligt vaniljeegetræ. Saftig vin med rig smag og masser af friskhed og et ungdommeligt tawny-udtryk. Velkrydret, delikat og charmerende. Velafbalanceret sødme, dejlig fylde og med glimrende struktur.
92 | 139,95 v/12 fl Philipson Wine

Feuerheerd Colheita 2003 Tawny Port

Nydeligt tawnypræg med veludviklet alderskarakter og alligevel med et friskt, lidt lakridset frugtudtryk med intens nøddekarakter og sympatisk kagekrydderi. Detaljerig og givende. Rig og frisk vin med tiltalende modenhed og med tæt, intakt mundfrugt og masser af tawnykarakter. Vellykket, klassisk og karakterfuld og med velbygget sødme. Glimrende fylde og stor aromaintensitet. Nydelig klassisk ældre Tawny med styrke og harmoni og masser af længde. 93 | 169,95 v/12 fl Philipson Wine

Feuerheerd LBV 2015 – Late Bottled Vintage Port

Mørk, pæn blommefrugt med god friskhed og et solidt ungdommeligt bærpræg. Stilistisk autentisk og ganske kølig i udtrykket og med solid tanninrygrad. Pæn styrke og med udmærket balance og en karakterfuldhed, der grænser til vintage.  Velafbalanceret sødme, nydelig vinøsitet og et charmerende lettilgængeligt LBV-udtryk. Sikkert med god holdbarhed. 89 | 99,95 v/12 fl Philipson Wine