Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Fart på i Piemonte

Det går godt for Barolo og Barbaresco

Besøgte man så sent som i 1970’erne vindistrikterne Barolo og Barbaresco, fik man indtryk af en lettere søvnig region. Her gjorde man, som man altid havde gjort. Barbera og Dolcetto blev produceret i store mængder, uden at der blev tænkt større tanker om kvaliteten. Det var jo bare den vin, man lokalt drak dagen igennem. Barolo-Barbaresco skulle ligge mange år i store træfade, før de blev drikkelige og solgt til dem, der kunne tillade sig den slags luksusprodukter.

Det er alt sammen ændret i dag – og til det bedre. Angelo Gaja i Barbaresco er blevet en slags symbol på de nye tider, men der var mange andre, som indså nødvendigheden af at vågne op.

Både Barbera og Dolcetto findes i dag i seriøse udgaver, fordi druesorterne nu plantes på egnede marker, og høstudbytterne er drastisk reduceret. Barolo og Barbaresco har været igennem en periode med en slags ideologisk strid mellem tilhængerne af de traditionelle lagringsmetoder og modernisterne, som indførte de små egetræsfade a la Bordeaux og Bourgogne, barriques og tonneaux.

Hverken traditionalist eller modernist

Den uenighed kunne der skrives hjem om så sent som omkring årtusindskiftet, men der var en opblødning på vej. Flere og flere producenter afviste at være i den ene eller anden skole og pegede på, at de lagrede vinene på både store og små fade. I dag er det en tendens, som formentlig er udbredt i flertallet af producenternes kældre, om end der selvfølgelig findes tilhængere af enten store fade eller barriques.

Der er heller ikke længere noget som helst søvnigt over regionen. Tværtimod. Kigger man på restaurant-branchen, er der strøet Michelin-stjerner ud over Cuneo-provinsen i et omfang, som gør det endnu mere uforståeligt, at Michelin-folkene først for nylig så småt er begyndt at kigge på danske restauranter uden for København.

Der er også fart på investeringerne i vinkældre og marker. Inden for blot få år er der dukket producenter op, som ingen hidtil havde hørt om, og de går seriøst til værks. Der er ofte tale om gamle, nedslidte bygninger og kældre, som bliver drastisk opgraderet i kraft af penge fra lokale eller udenlandske rigmænd.

Réva Vino e Resort står i dag som en moderne vingård efter omfattende restaureringer og ligger smukt omgivet af vinmarker lidt uden for Monforte d’Alba.

Réva Vino & Resort

Et eksempel på denne tendens er Réva Vino & Resort nær Monforte d’Alba. Ejeren, tjekkiske Miroslav Lekes, er involveret i lægemidddel-virksomhed, men har desuden en passion for vin. Han moderniserede i 2010 faciliteterne til vinproduktion og åbnede i fjor det tilstødende hotel efter en omfattende restaurering af vingården.

Gianluca Colombo: – Jeg vil lave den bedste Barolo.

Den unge ønolog Gianluca Colombo styrer vinproduktionen sammen med en ungdommelig stab. Han arbejdede tidligere for kooperativet Terre del Barolo.

”Og det er jeg glad for”, siger han. ”Dér fik jeg mulighed for at gøre mine fejltagelser.”

Den gamle vingård og vinene derfra var ifølge Gianluca Colombo ikke noget at skrive hjem om. Den nye ejer ryddede alle flasker i kældrene ud og forærede dem bort, og der blev indledt nyplantninger, som stadig pågår.

Réva ligger uden for den afgrænsede Barolo-zone, så ejerskabet af parceller på berømte marker som Cannubi og Bussia betyder, at druerne herfra vinificeres på et lejet Barolo-vineri. Der er dog planer om at blive selvejende.

Gianluca foretrækker i øvrigt vinene fra Bussia.

”Cannubi giver gode vine i kølige år, men er generelt ret varm.”

Om sin stil siger han, at han er klassisk og altså hverken hverken traditionalist eller modernist. Barolo lagrer han på store østrigske fade, som er mellem 4 og 15 år gamle. Hvornår vinen tappes på flaske, ved han ikke på forhånd.

”Vi følger vinen og beslutter os på et tidspunkt. Jeg vil simpelt hen lave den bedste Barolo.”

Vi smager på flere årgange og finder især 2013 Barolo Ravera stærkt tiltalende, en tand bedre end Révas klassiske Barolo. Årgange som 2015 og 2016 er lige så forskellige som årgangene. 2015 var det varme år, som gav klassisk, nem drikkelig vin. 2016 var udfordrende for teamet i kældrene, men resultatet blev en ”slank”, elegant vin med læskende syre.

Vinene fra Réva Vino & Resort importeres af Lundens Vin Kompagni    

Tenuta Carretta ligger i Roero nordvest for Alba.

 Tenuta Carretta

Réva Vino & Resort ligger uden for alfarvej syd for Monforte d’Alba, så det er en udfordring for restauranten at tiltrække gæster. Tenuta Carretta ligger i Roero nordvest for Alba og rummer foruden vinproduktionen også en restaurant med en chef fra Ligurien og en Michelin-stjerne. Den kombination giver pote.

Ejeren af Tenuta Carrettta er Franco Miroglio. Han stammer fra Alba, men er bosat i Bulgarien, hvor han er involveret i tekstilproduktion og desuden såmænd fremstiller vin fra 150 ha marker. Derfor kan man i Tenuta Carrettas gårdbutik foruden de vine, der fremstilles af druerne fra 70 ha i Langhe og Roero, bl.a. købe en bulgarsk Pinot Noir, som er rigtig god.

”Bulgarerne drikker ikke Pinot Noir, så hele produktionen sælges i udlandet”, siger Giovanni Minetti, 63. Han er chef for det hele og i færd med at opgradere Tenuta Carretta. Det er ikke første gang, han har til opgave at løfte et vinnavn ud af glemslen. Før Tenuta Carretta var han den, som styrede det store Fontanafredda fri af dets noget støvede image. Han gennemførte udskiftninger i staben og fornyelser i kældrene, så Fontanafreddas vine i dag på ny er anerkendte.

550 års fødselsdag

Tenuta Carrettas historie rækker tilbage til 1467, så i år fejres 550 års fødselsdag. Alderen trykker dog ikke vingården. Alt er smukt vedligeholdt, kældrene med små og store træfade er pinligt rene, og vinene – alle fra egne marker – er generelt vellavede og velsmagende.

Giovanni Minetti disker under en fremragende Michelin-frokost op med en lang række vine, og indleder med hvidvinene Arneis og Favorita. Der er en Arneis Riserva på vej, som efter et år i tonneaux blandes med ikke-fadlagret vin. Vi smager både den friske Cayega og den fadlagrede Canorei, en fed vin med lidt træ i næsen. 2016 Langhe Favorita er den anden hvide, en charmerende, mild vin med let sødme. Minetti har forgæves forsøgt at få tilladelse til at skrive Vermentino på etiketten i stedet for Favorita, eftersom der er tale om en klone af den – måske – mere kendte druesort.

Bric Quercia er en – trods 14% alkohol – let og elegant Barbera med spinkel sødme, og de to udgaver af Nebbiolo d’Alba, Podio (med 15% Barbera) og Tavoletto, fører os smukt frem til de store Nebbiolo-vine.

Bric Paradiso Riserva er DOCG Roero og fremstilles af druer fra markerne omkring Tenuta Cassetta. Den får halvandet år i fad og har efter flaskelagring i tre måneder et passende bid, sødme og let bitterhed til slut, som ikke vil skræmme begyndere i kunsten at værdsætte Nebbiolo.

Cascina Bordino er fra en vinmark i Treiso og er dermed en DOCG Barbaresco. 2013-udgaven lægger med sin sødmefulde fedme op 2011 Barolo Cannubi, som med mindst to års fadlagring og siden i flaske har fået et harmonisk udtryk og en passende blanding af sødme og biddet fra Nebbiolos tanniner.

Nogle af Tenutas vine kan findes hos Hillerød Vinkompagni og Genereux.

Martinenga nær landsbyen Neive er hovedsædet for Alberto di Gresys vinproduktion

Tenute Cisa Asinari

Marchese Alberto di Grésy er årgang 1952 og begyndte som 21-årig at fremstille sine egne vine i stedet for – som det var tradition – at sælge familens druer til de bedste producenter i Langhe. Jeg mødte ham første gang i 1984 på Barbaresco-vingården Martinenga, og da havde han allerede et etableret navn som leverandør af kvalitet. I dag fremstiller han vin fra yderligere tre lokaliteter: Monte Aribaldo i Treiso samt La Serra og Monte Colombo i Monferrato-regionen.

Martinenga huser en stor kælder med både små og store fade. Desuden er de gamle cementtanke bevaret, hvilket er lidt af en sjældenhed. Alt for mange vinproducenter udskiftede i sin tid cement med rustfrit stål, men i dag er det erkendt, at de gamle tanke er meget velegnede til opbevaring, fordi de er gode til at holde vinen på en stabil lav temperatur.

Da vi sætter os for at smage lidt vin, er der lagt an til smagsprøver på nyere årgange. Men det ender med at gribe om sig. Alberto di Grésy haler flere og flere flasker frem, så vi ender på omkring et dusin. Undervejs dukker den type vine op, som i min optik er ”u-italienske”: Sauvignon Blanc, Merlot, Cabernet Sauvignon. Hvorfor dyrke den slags internationale druesorter, som dominerer verden uden for Italien?

Alberto di Gresy begyndte allerede som ganske ung arbejdet med at skabe kvalitetsvine.

”Fordi jeg til tider hellere vil have en Porsche end en Ferrari”, lyder svaret.

Der kan da sagtens argumenteres med, at de nævnte druesorter har en lang historie bag sig i Italien. Det gælder også Chardonnay. Da Angelo Gaja omkring 1984 lagde Chardonnay fra en ny lille mark på små træfade, strømmede bestillingerne ind, før nogen overhovedet havde smagt vinen. Siden er der dukket Chardonnay op her og dér, og Alberto di Grésy har fulgt trop med to glimrende udgaver: en fadlagret og én uden træ.

Vi bevæger os via de meget drikkelige Monte Aribaldo Dolcetto d’Alba og Barbera d’Asti (begge 2015) til Monte Colombo Barbera d’Asti, som pga. sit høje syreniveau kræver lang flaskelagring. Og så kommer Nebbiolo-vinene fra Martinenga myldrende:

2016 Langhe Nebbiolo, 2014 Martinenga (Barbaresco), 2013, 2005 og 1999 Gaiun (Barbaresco) samt 2012 og 2007 Camp Gros.

Det er en perlerække af vine. Langhe Nebbiolo kunne med sine tanniner og sødme sagtens gå for at være en mini-Barbaresco. Gaiun 2013 er nok den bedste af de årgange, vi præsenteres for, men 2005-udgaven er også stærkt interessant, fordi den har fået den næsten Pinot Noir-agtige karakter, som er typisk for gammel Nebbiolo. Gaiun 1999 overrasker med sine markante tanniner og rejser spørgsmålet, om den bliver bedre? Ihukommende den hypede 1975-årgang i Bordeaux, som generelt aldrig indfriede løfterne.

Den solide prisvinder Camp Gros er selvfølgelig, som en top-Barbaresco skal være. Den vin har Alberto di Grésy spredt glæde med siden 1978, men kun – ligesom Gaiun, som kom til verden i 1982 – i årgange med den rette druekvalitet.

Vinene fra Tenute Cisa Asinari dei Marchesi di Grésy forhandles af Otto Suenson.

Cascina Chicco har gennemgået flere udvidelser og moderniseringer, siden brødrene Faccenda tog over.

Cascina Chicco

Ikke langt fra Canale d’Alba i Roero ligger Cascina Chicco – det udtales kikko – som styres af brødrene Marco og Enrico Faccenda. De er tredje generation efter Ernesto Faccenda, som i 1950’erne erhvervede sin første hektar jord og plantede Nebbiolo og Barbera.

Ernestos søn, Federico, satsede også på hvidvinsdruen Arneis og havde så stor succes med den, at han i 1980’erne fik midlerne til at modernisere vingården og dens produktionsapparat. Sønnerne Marco og Enrico deltog i arbejdet og står i dag for hhv. arbejdet i kældrene og markedsføringen af de årlige 350.000 flasker, som er udbyttet af druerne fra ca. 50 ha vinmarker.

Brødrene har løbende udbygget faciliteterne, senest i 2006, så Cascino Chicco er i dag en stor, moderne vingård med imponerende kældre 28 m under jorden fyldt med barriques, tonneaux og klassiske store træfade på 25-50 hl samt tusindvis af flasker på lager.

Lara Faccenda, Enricos kone, diskede op med adskillige smagsprøver.

Det er Enricos kone, Lara, som fører os rundt og står for en omfattende smagning af husets vine. Første nummer er selvfølgelig en mousserende sag. Italienerne er storforbrugere af boblende vine. Cuvée Zero er frisk, uden dosage og fremstillet af Nebbiolo-druer.

Efter udgaver af Favorita og Arneis kommer to udgaver af Barbera, som demonstrerer druens spændvidde: 2016 Barbera d’Alba Granera er den nemme dagligvin med frisk frugt og passende syre. 2015 Barbera d’Alba Bric Loira har fået et år i barrique og er en anden oplevelse med sin sødme, frugt og syre i smuk harmoni.

2016 Langhe Nebbiolo og 2015 Nebbiolo d’Alba Mompissano er til den sødlige side, men reddes af tanniner. Mompissano er husets top-Nebbiolo, men den bliver slået på målstregen af Roero Riserva Valmaggiore, som i 2013-udgaven er lettere og mere elegant.

Selv om vi befinder os i Roero, har Faccenda siden Ernesto Faccendas tid lov til at vinificere Barolo. Cascina Chicco har to udgaver, begge fra Monforte d’Alba, som vi smager i hhv. årgang 2013 og 2010:

Rocche di Castelletto er trods sine 14,5% alkohol forholdsvis let i udtrykket med en indtagende kombination af bid og sødme. Ginestra Riserva er også forbavsende ”slank”, måske fordi der bruges naturgær og ikke højeffektiv industrigær. Resultatet er en harmonisk og meget drikkelig Barolo.

Cascina Chiccos vine forhandles af Toscavini 

Cesare Barbero er søn af Pertinaces grundlægger og står i dag i spidsen for kooperativet.

Cantina Pertinace

Næsten midtvejs mellem de små vinbyer Treiso og Neive ligger kooperativet Pertinace, opkaldt efter Publio Elvio Pertinace. Han blev født i Alba – eller muligvis nær Treiso – i 126 og havde en lang karriere som soldat, før han i 193 blev romersk kejser og efter mindre end et år blev myrdet i sit hjem.

I 1973 skabte Mario Barbero sammen med 13 druedyrkere kooperativet Pertinace med henblik på at dyrke de bedste druer og både fremstille vine af høj kvalitet og vine, som faldt i forbrugernes smag. I dag er det sønnen, Cesare Barbero, som står for Cantina Pertinace og dets nu 17 medlemmer med tilsammen 90 ha vinmarker. Druesorterne er især Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera, Moscato og Chardonnay. Den årlige produktion løber op i 700.000 flasker, som sælges verden over.

Cesare Barbero har sat os stævne på Michelin-restauranten La Ciau del Tornavento i Treiso og medbragt en buket af sine vine. Så mens den ene pyntelige ret efter den anden lander på vores bord, smager vi løs.

2015 Barbera d’Alba er lige til at drikke. En enkel vin uden markant syre eller sødme. Også 2014 Barbaresco Nervo er ”slank” og nem at gå til. Samme vin årgang 2012 er o.k., mens årgang 2009 er rigtig flot. En markant sag.

”Vores vine skal have tid”, siger Cesare Barbero.

Førstepræmien går dog til Barbaresco Marcarini. Den kommer fra en mark i Treiso, som vi nærmest sidder og kigger ud på gennem restaurantens store vinduer. Især årgang 2013 er med sin fedme og sit bid lige i skabet, men også 2011 leverer drikkeglæde med sin sødme og lette smag af lakrids.

Vinene fra Cantina Pertinace importeres af Gobi Vin og sælges i bl.a. Meny.

 Indledningsfoto: Giovanni Minetti der har fået til opgave at udbrede kendskabet til Tenuta Carretta.