Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Etna i udbrud

Den strålende danske bog ”Italiensk Vin” rangerer de italienske vinregioner efter principperne indenfor cykelsporten, og der er to distrikter, der må dele førertrøjen: Piemonte og Toscana. Mit gæt er, at indenfor få år kommer der et tredje fuldgyldigt medlem af førergruppen, nemlig den imponerende soloudbryder Sicilien, der p.t. rangerer beskedent som en del af Gruppettoen. Sicilien har tidligere mest været kendt for billig varmblodet bulkvin, men i det seneste tiår er der for alvor kommet fart over feltet i kvalitetsudviklingen. Den mest potente drivkraft i dette udbrud har været vinområdet Etna, der på trods af sit beskedne areal producerer adskillige vine af højeste internationale klasse.

Det undervurderede Sicilien

Sicilien ligger lunt placeret syd for den italienske støvle og er derfor den potentielt varmeste og mest solbeskinnede italienske vinregion. Det kunne godt forlede en til at tro, at området blot stod for en omgang solskoldede rødvine og flade syreforladte hvidvine i stil med de mange syditalienske supermarkedsvine, som hærger tilbudsaviserne.

Intet kunne være mere forkert – i hvert fald i dag, hvad jeg for alvor overbeviste mig selv om ved et nyligt besøg på denne herlige ø. Sicilien er i parentes bemærket et spændende og ikke alt for overrendt turistmål, hvad enten man er til klassiske græske ruiner, imponerede natur eller et originalt regionalt køkken med masser af fisk og skaldyr.

Sicilien er især vinøst spændende på grund af hvidvinene, der fremstilles på ganske usædvanlige druesorter som Carricante, Cataratto, Grillo, Inzolia og mange flere. Det overraskende er, at niveauet generelt er højt i disse oftest solidt krydrede, harmoniske, personlige og imponerende syrefaste hvidvine, der er utroligt fleksible madledsagere. På rødvinsområdet er det især Nero D’Avola og Frappato, der påkalder sig opmærksomheden, selv om klassikere som Cabernet og Sangiovese også er pænt med. Det er dog min erfaring, at de mest spændende vine laves på de lokale druesorter. Hold også øje med de mousserende vine fra Sicilien, hvor der sker interessante ting på boble-området.

Volumen kontra kvalitet

Sicilien er som skabt for vindyrkning – ikke blot på grund af klimaet, men også ud fra sin meget sammensatte geologi og mange højtbeliggende vinmarker. Sicilien er et godt bud på at være Italiens mest produktive vinregion med en årlig vinmængde på omkring de 10 millioner hektoliter fra de omkring 200.000 hektar vinmarker. Det siger sig selv, at langt fra hele dette vinocean er af interessant karakter, men en støt stigende andel af vinene fortjener opmærksomhed. Sicilien er inddelt i 22 DOC-afsnit, men har kun en enkelt DOCG – Cerasuolo di Vittoria – på den sydøstlige del af øen. Jeg vil godt spå, at dette snart vil ændre sig. Selvfølgelig skal Etna-området snarest forfremmes til DOCG, for her har udviklingen i vinkvaliteten for alvor har taget fart.

Hvad der måske vil komme bagpå mange er, at Sicilien har Italiens højest beliggende vinmarker, hvor der står vinstokke i op til 1.200 meters højde, og netop Etna-området har været på forkant med at dyrke på højtbeliggende marker. Disse ”high altitude vineyards” gør Sicilien til en hård konkurrent til Argentina, når det gælder verdensrekorden i at have de højest beliggende vinmarker. Kombinationen af masser af sol med dyrkning godt oppe ad bjergskråningerne er lidt af et trumfkort, hvis man satser på ultimativ kvalitet og masser af personlighed. Det er der flere årsager til.

Cantina Benanti-stokke på Etnas skråninger.

Vejen mod himlen

Dyrker man vin over de 1.000 meters højde, ændrer det ikke blot temperaturerne, men sollyset har helt andre egenskaber, der giver stærkt forbedrede arbejdsbetingelser for planterne – ikke mindst på grund af en anderledes spektralsammensætning. Det køligere klima højere oppe på skråningerne giver yderligere en senere og længere modningsperiode, hvad der fører til mere sammensatte vine, når der vel at mærke er tilstrækkeligt med lys til at modne druerne. Samtidig er der store døgnudsving – op til 30 grader – på grund af kølige nattetemperaturer, og det giver vinen sprødhed og elegance ved at bevare frugtsyrerne.

Intensiteten af sollyset stiger, jo højere marken ligger, så højden giver ekstra stofskifteenergi og dermed ekstra potentiale for vinstokken til at vokse og producere indholdsstoffer. Den måske vigtigste effekt af øget lys findes i druens skind, hvor en større mængde ultraviolet lys giver et tykkere skind og dermed flere farvestoffer og tanniner.  Det er dog afgørende at finde netop den rette højde for vinmarken. Der, hvor der er præcis de rette marginale døgntemperaturer, stor forskel mellem dag og nat og den rette kombination af lysmængde og varme til at opnå fuld fysiologisk modning. Det er netop, hvad de dygtigste avlere på Etna har arbejdet med, og år for år kravler markerne højere op ad skråningen. Og der er en del at give af, da vulkanens top ligger i 3.300 meters højde. Det vil dog sikkert være svært at få vinstokkene til at trives over de 1.500 meter.

Vinen dyrkes overvejende på nord- og østsiden af Etna, og der er ganske stor forskel på klimaet disse to forskellige steder, og det afspejler sig igen i vinene. Den nordlige placering giver en senere og dermed mere farefuld høst, men også en potentielt større friskhed og øget tanninintensitet. Sicilien har generelt et tørt klima og måske endda også for tørt, set med en vinproducents øjne, men netop omkring Etna er nedbørsmængden større, så området har særligt favorable dyrkningsvilkår. Dyrkning i højderne forudsætter dog brug af terrasser, hvad der er voldsomt dyrt at anlægge og efterfølgende kostbart at drive, da alt arbejde næsten pr. definition bliver manuelt.

Den sorte jord

Vender vi blikket bort fra himlen og ned mod jordbunden, har Etna også meget godt at byde på. Vulkanudbrud er ikke kun lutter lava og ulykker, da den aske, som Etna har leveret gennem umindelige tider, er meget mineralrig. Får lavaen tid nok til at forvitre, ender den også som en form for jord, der er mere end velegnet til vinstokke. Mineralerne fra støv og forvitret lava giver en intens naturlig gødning, men vel at mærke en gødning, der er fattig på kvælstof, da humusindholdet i vulkanjorden er beskedent. Det er netop kvælstoffet, der har givet gødskning af vinplanter så dårligt et ry. Dette næringsstof tilført i rigelige mængder fører til voldsom vækst i blade og stængler på bekostning af druerne, hvad der giver for tæt et løvhang og ringe frugtkvalitet. Derimod er en solid forsyning med mange af de andre mineralske næringsstoffer et absolut gode, så længde vinproducenten har styr på opbinding og beskæring.

En yderligere fordel ved den løse mineralske jord er, at her har vinrodlusen Phylloxera, der lagde store dele af de europæiske vindistrikter øde i slutningen af 1800-tallet, kun ringe livsvilkår. Der er derfor adskillige meget gamle vinstokke på Etna, og disse gamle planter er en potentiel kilde til den højest mulige kvalitet. En effekt der andetsteds har betydet alt for den imponerende fremgang, vi har set i det spanske Ribera del Duero distrikt, hvor danske Peter Sisseck brugte ældgamle Tempranillo-beplantninger til at opnå verdensberømmelse med sin Pingus. Noget tilsvarende er faktisk muligt på Etna, selv om der her er ganske andre druesorter i spil. Flere producenter har da også allerede sikret sig de eftertragtede marker med gamle planter, og producerer vine med ekstremt lave udbytter.

Guiseppe Benanti med sønnerne Antonio og Salvino Benanti.

Sicilien er ikke et standardiseret vinområde, men et lille kontinent med ufattelig stor variation i vilkårene for dyrkning – og der er lige så stor variation i vinene

Guiseppe Benanti

En anden vigtig årsag til Etna-vinenes bemærkelsesværdige succes er satsningen på lokale og international set stort set ukendte druesorter og dermed på at frembringe vin med en unik personlighed. Også i andre vindistrikter bruger man lokale sorter, men den væsentlige forskel er her, at de lokale Etna-sorter ikke blot smager strålende, men evner at levere struktur, syre og kompleksitet. Årsagen til disse særlige talenter skal uden tvivl søges i områdets lange vinhistorie, der kan føres helt tilbage til det klassiske Grækenland. Man har derfor haft adskillige århundreder til at udvikle og selektere de druesorter, der ikke blot er tilpasset vulkanens specielle jordbunds- og klimaforhold, men også giver glimrende vinkvalitet.

Druevalget afspejler sig da også i DOC-kravene, der er bygget om disse lokale sorter. Rød Etna-vin skal rumme minimum 80 procent Nerello Mascalese og maksimum 10 procent Nerello Capuccio (og intet andet), hvad der automatisk giver vine, der ikke er bange for at skilte med tannin og syre. På hvidvinsområdet skal der bruges minimum 60 procent Carricante, mens der for de resterende 40 procent er frit valg blandt de autoriserede, men lokale druer. Man vil dog også se, at nogle avlere eksperimentere med kætterske internationale sorter som eksempelvis Petit Verdot og Merlot, hvad der fører til omgående diskvalifikation fra DOC Etna. Man bliver nedgraderet til enten DOC Sicilia Rosso eller blot til en helt enkel IGP. Man kan også falde uden for de legale Etna-rammer, hvis man dyrker på ikke autoriserede arealer, hvad der blandt andet sker i jagten på at nå højest op mod krater-kanten. Her halter DOC-reglerne en del bagefter virkelighedens verden.

Det er et i dag et ganske begrænset areal, hvor der dyrkes vin i Etna-området. Det bliver dog til noget, der ligner 1,5 millioner flasker pr. år, hvor af 2/3 er rødvine. Det dyrkede areal er på omkring de 500 hektar, men Etnas DOC-område er reelt på 3.000 hektar. Der vil derfor uden tvivl ske en kraftig øgning af arealet, der tilbage i det 19. århundrede var helt oppe på 50.000 hektar, hvad der uden tvivl har givet mange mindre spændende vine.

Alberto Gracis vinmarker ligger i 1.000 meters højde og han anvender kun lokale druer til produktionen af sin vin. 2 hektar er plantet med præphylloxera Nerello Mascalese vinstokke. Vinbruget bliver drevet økologisk og den overordnede filosofi er, at lade naturen, terroiret bestemme og interferere så lidt som muligt. Vinene lagrer ikke på egetræstønder, men på vertikale trætanke flere år gamle. Forhandles i Danmark af www.bb-vinimport.dk

Det gode sammenhold

Området store og velbegrundede succes har ført til solid interesse fra diverse investorer – også internationalt. Blandt andet har Simply Red forsangeren Mick Hucknall her sin egen vingård med det meget passende navn ”il Cantante”.  Senest har ingen ringere end Angelo Gaja meldt sin ankomst og har sammen med den lokale vinavler Alberto Graci købt 21 hektar. Gaja gør også her tingene på sin egen måde, så man har valgt arealer på den hidtil mindre eksklusive og varme sydskråning af Etna. Det bliver spændende at se, hvad troldmanden fra Piemonte kan frembringe på Etna.

Men områdets succes skal først og fremmest tilskrives de lokale ildsjæle, der gennem de sidste tyve år utrætteligt har arbejdet i marken og med marketing for at sætte realiteter bag deres forventninger til at kunne frembringe exceptionel kvalitet. Ikke mindst kan Etna-områder takke ”De tre vise mænd” Lucio Tasca, Diego Planeta og Giacomo Rollo (Donnafugata), der for alvor startede kvalitetsudviklingen omkring årtusindeskiftet. Projektet er lykkedes i bemærkelsesværdig grad, og tårnhøje point fra internationale vinskribenter har for alvor har rettet opmærksomheden mod Etna. Eksempelvis har The Wine Advocate givet snesevis af Etna-vine over de 90 point og en pæn håndfuld er oppe og ringe på de 95.

Fremtiden ser lys og lovende ud, selv om vulkanudbrud kan ødelægge alt, og Etna rør konstant på sig – sidst her i foråret 2017, uden at det dog blev til de store ulykker. Rent marketingmæssigt er vulkanen dog så potent en fordel, at det langt opvejer de mulige naturkatastrofer. Billedet af den snedækkede bjergtop giver både blikfang og identitet, foruden at navnet er kort, velkendt, let at udtale og nemt at huske, hvad der er vigtigt, når man skal gøre sig vedvarende gældende i forbrugernes hukommelse. Spørg blot Chablis, Piemonte, Pomerol, Pommard og Amarone om vigtigheden af den effekt.

Etna i glasset

Det danske udvalg er ganske imponerende med et pænt antal af de bedste avlere, og der kommer hele tiden flere til.  Priserne starter reelt over de 100 kroner, men selv topnavnene er til at betale. Især hvis man prisniveauet fra de bedste producenter i Toscana og Piemonte som målestok, og det er her, at kvalitetsniveauet allerede befinder sig for mange Etna-vines vedkommende.

Den aktuelle smagning af Etna-vinene gav bemærkelsesværdige resultater på flere punkter: For det første var kvalitetsniveauet ikke blot højt, men også konsistent. Der var reelt ingen dårlige, endsige ligegyldige vine, og det gjaldt både de hvide og de røde.  DOC-ordningens ganske skrappe begrænsninger i druesorterne har uden tvivl medvirket til, at Etna i dag fremstår med en veldefineret personlig vinstil, hvad mange andre vindistrikter godt kunne misunde området.

De hvide er kraftfulde sager med tæt frugt, stor ekstraktrigdom, og de er solidt og kultiveret krydrede og kan endda præstere rigtig pæn syre. Det er definitivt madvine, der først for alvor viser deres talenter på middagsbordet, hvor de stilistisk er tilpasset det smagsrige fiske- og grøntsagskøkken, som Sicilien er så fornem en repræsentant for. Ingen ambitiøs italiensk restaurant bør være foruden hvidvine fra Etna, eller i hvert foruden hvid siciliansk vin. En lille anke kunne dog være, at mineraliteten i de hvide Etna-vine har trange kår – måske på grund af den intense frugt.

Rødvine mod strømmen

Denne lidt tilbageholdende brug af mineralitet kan man ikke bebrejde rødvinene, der netop gør sig bemærket ved en udtalt, rig og varieret mineralitet i så godt som alle de smagte eksemplarer. Igen er der en klar stilistisk fællesnævner: Det er vine, der er slanke og kølige i frugten og med rank tannin, der dog aldrig bliver for aggressiv. Producenterne er faktisk i særklasse, når det gælder en præcis og velvalgt tannin, og de evner samtidigt at dosere egetræet korrekt. Man hælder heldigvis til den overbevisning, at det er bedre at bruge for lidt end for meget. Her er der ikke behov for makeup og kunstig fylde. Vinene evner sagtens at stå på egne ben og ganske mange fremstår som ægte koldklimavine med pæn syre og moderat alkohol.

Og hvem vil disse vine så appellere til? De er ikke distanceblændere og kun få er umiddelbart charmerende. Nogle er lettilgængelige, men generelt er vinene ikke bange for at stille krav om en vis erfaring, hos dem der skal nyde dem. Til gengæld belønner de den seriøse vinentusiast med en unik og meget kultiveret vinoplevelse. Mit bud er, at hvis man holder af den klassiske mineralske Bordeauxstil, eller hvis man er Barolo-traditionalist, så har man her fundet en ny niche, der nok skal give mange gode fremtidige vinoplevelser.

Le Contrade dell’Etna hvis logo med Etna i udbrud ses i artiklens indledning er en årlig tilbagevendende smagning der første gang blev arrangeret i 2007 på initiativ af Andrea Franchetti. Hans idé var at vise hvad den lokale Nerello Mascalese-drue formåede på Etnas skråninger og han inviterede alle producenter på Etna til at deltage. Fra det første år blev det et tilløbsstykke med nu mere end 2000 deltagere fra hele verden i 2017. Information om Le Contrade dell’Etna kan fås hos Letizia Patanè Tel +39 3663589926, letizia@vinifranchetti.com

Hvidvine fra Etna

Enrico IV 2014, 100% Carricante, Cantine Valenti, DOC Etna Bianco – 12,5 pct.

Ganske tung citrusnæse med pænt blomsterkrydderi. Frisk, rank og intens og med stor tæthed og dejlig balance. Stærk, indtagende og delikat madvin. Philipson Wine – 129,95 v 12 fl |89 

Alta Mora 2015, Cusumano, DOC Etna Bianco – 13 pct.

Nydelig ferskenfrugt med mindelser om god hvid Bourgogne. Kølig og velduftende vin med flot styrke og stor frugtfedme. Ungdommeligt præg og pænt med syre. Velkrydret og med anlæg til mineralitet og med medium intensitet. Philipson Wine  – 129,95 v 12 fl  |89

Etna Bianco 2014, 100 % Carricante, Benanti, DOC Etna – 12,5 pct.

Grøn citrusfrugt med diskrete harpikstoner og røget the. Spændende og usædvanlig. Gedigen mundfedme, vellykket krydderi fulgt op af stor intensitet, pæn balance og betragtelig længde. Theis Vine – normalpris: 159,95 – Tilbudspris 119,95  | 90 

Le Vigne de Eli 2014, 80% Carricante og 20% Catarratto, DOC Etna Bianco – 12 pct.

Intens og aromatisk rig duft med urte-/myntekrydderi, solid mineralitet og stor detaljerigdom. Rig vin med veludviklet aromaprofil og udtalt personlighed. Stor styrke underbygget af en tæt, sammensat og spændende frugt med imponerende længde. Philipson Wine  – 169,95 v 12 fl  | 92 

Etna Bianco 2015, 100 procent Carricante, Planeta, DOC Etna – 13 pct.

Frisk, floral og let frugt med pæn parfume, der giver associationer til Sauvignon Blanc og med et touch tropisk frugt. Kølig og delikat smag med velintegreret egetræ. Pæn længde, dejlig renhed og udmærket intensitet. Vinoble – 199 kr.  |89 

Le Vigne de Eli 2014, Moganazzi, 100% Carricante, Volta Sciara, DOC Etna Bianco – 12 pct.

Sødmefuld, krydret og eksotisk parfumeret duft med masser af personlighed. Rank, frisk og sympatisk vin med medium frugt og pænt egetræ. Udmærket smagsstyrke og tilpas fylde. Philipson Wine  – 269,95 v 12 fl  | 89

Rødvine fra Etna

Aitala 2013, Guiseppa Rita, DOC Etna Rosso – 14 pct.

Mineralsk, rank frugtnæse, der er nydeligt krydret med tobak og læder. Givende, kultiveret og elegant. Velstruktureret vin med kølig rød frugt, flot tannin og god frugtsyre. Harmonisk og velbygget og med flot finish. Letdrikkelig og ligetil. Carlo Merolli – 139 kr.  | 90

Allegracore 2014, Fattorie Romeo del Castello, DOC Etna Rosso – 14,5 pct.

Ganske rig frugt med køligt blommepræg, eukalyptus, tobak og diskret likørpræg. Charmerende og med diskret lille sødme. Let, men givende vin med flot renhed og en livlig og frisk frugt. Stor aromarigdom, velstruktureret og ligetil. Bichel – 160,00 | 91 

Etna Rosso 2014, Benanti, DOC Etna – 13,5 pct.

Mineralsk mørk blommet frugt med køligt helhedspræg og en aromaprofil lidt efter et Bordeaux-forbillede. Rig smag, velbygget frugt, flot integreret egetræ og med intens og nydelig tannin og med et meget mineralsk udtryk. Theis Vine – Normalpris: 159,95 – Tilbudspris 119,95  | 91

Norma 2012, Cantine Valenti, DOC Etna Rosso – 13,5 pct.

Varm, venlig, moden og mørk frugtnæse med nydelig sødme, en del egetræ og et let røget præg. Kultiveret og velafbalanceret. Frisk, tæt mundfrugt med en del eg og god og solid tannin. Philipson Wine – 129,95 v 12 fl | 90

Etna 2015, Planeta, DOC Etna Rosso – 13,5 pct.

Ganske lukket mineralsk frugt med diskret krydderi med lidt jodtoner, lakrids og ansats til figenkrydderi. Glat og rank mundfrugt med god friskhed og fin renhed. I dag en smule spinkel, men sikkert med potentiale. Vanskelig at bedømme her og nu, men lovende. Vinoble – 199,00 | 88-90

Le Vigne de Eli 2015, DOC Etna Rosso – 14 pct.

Moden næse med en del tørret frugt og ældre træ. Stilistisk tæt på Barolo med tjære, violer og tovværk. Tæt mundfrugt med køligt likørpræg, nydeligt krydderi og solidt og godt træpræg. Personlig vin med flot teknik. Philipson Wine – 129,95  v 12 fl | 92

Alta Mora 2013, Cusumano, DOC Etna Rosso – 12,5 pct.

Mineralsk, afrundet frugt med diskret rosinpræg, lakridstoner, røgaromaer og god styrke. Rank, kølig og charmerende. Moden smag og alligevel med god friskhed. Flot præcision, pæn balance og udmærket aromarigdom. Philipson Wine  – 139,95 v 12 fl  | 91

Passorosso 2014, Vini Franchetti, DOC Etna Rosso – 15 pct.

Rig og åben næse med lidt røgtoner, delikat floralitet og flot detaljerigdom. Veludviklet og  elegant duft med stor detaljerigdom. Spændstig, tæt mundfrugt med kultiveret sødme, fin rankhed og intens og velmodnet tannin. Givende og velafbalanceret. Victoria Vin – 278,00 og 252,00 v 12 fl  | 93

Etna Rosso2013, Nerello Mascalese Benanti, DOC Etna – 13,5 pct.

Spicy næse med kølig, grafittet og mørk frugt med udtalt mineralitet. God friskhed, solid styrke og et lettere lakridset krydderi. Harmonisk vin med markant, velmodnet tannin og kultiveret, sammensat frugt med fin lille sødme. Theis Vine –  Normalpris: 219,95 – Tilbudspris 159,95  | 91 

Le Vigne de Eli 2013, Moganazzi, Volta Sciara, DOC Etna Rosso – 14 pct.

Venlig vaniljekrydret næse med moden frugt, lidt kamfer, veludviklet egetræ, diskret sødme og med god intensitet. Frugtbaseret vin med saftigt og køligt præg og flot balance. Ren, præcis og velstruktureret. Philipson Wine – 279,95 v 12 flasker  | 91

Vigo 2013, Fattorie Romeo del Castello, DOC Etna Rosso – 14 pct.

Rank, frisk, sort frugtnæse med delikat mineralitet tilført et skud Bordeauxgrafit og klassisk egetræspræg. Veludviklet, detaljerig og givende. Saftig, delikat, tæt og venlig bærfrugt. Pæn balance, dejlig fylde og masser af charme. Bichel – 250,oo  | 91 

Etna Rosso 2012, Rovitello, Benanti, DOC Etna – 14 pct.

Moden, medicinsk, mørk frugt med velvalgt og godt udviklet egetræ og kultiveret helhedspræg. Solidt krydret, rank og mineralsk duft. Kontant, men afrundet tannin. Glat vin med styrke og god finesse. Delikat og tiltalende. Theis Vine –  Normalpris: 299,95 – Tilbudspris 209,95 | 92

Le Vigne de Eli 2013, Pignatuni DOC Etna Rosso – 13,5 pct.

Delikat,  røget og eksotisk solbærfrugt med et let likørpræg. Egetræ, ungdommelighed, mineralitet og grønne krydderurter – alt samlet i et udtryk, der leder tanken hen på Bordeauxs højrebred i en stor årgang. Moden og alligevel ungdommelig vin med stor finesse, moderat styrke og masser af personlighed. Højt teknisk niveau. Philipson Wine – 279,95 kr. v 12 fl  | 93

Contrada Porcaria 2009, Passopiscario, 100 procent Nerello Mascalese, Vini Franchetti, IGT Sicilia – 14 pct.

Frisk solbær- hyldebærfrugtnæse med ungt egetræ og vellykket koldklimaudtryk. I munden finesserig, intens og med lettere likørpræg. Tæt og saftig frugt suppleret af solidt og velvalgt egetræ. En personlighed med betragtelig styrke, fornemme detaljer, nydelig modenhed og herlig harmoni. Victoria Vin – 489,00 | 94

Etna Rosso 2012, Serra della Contessa Benanti, DOC Etna – 14 pct.

Afrundet, delikat velkrydret duft efter Bordeaux-konceptet tilsat et lille rosinpræg og et touch tjære. Moden, ambitiøs og meget detaljerig duft. I munden frisk, rig og med en rank og nydeligt sammensat personlig frugt fulgt op af slank, markant tannin. Velafbalanceret vin med sin helt egen dagsorden. Theis Vine – Normalpris: 299,95 – Tilbudspris 209,95 | 93

Franchetti 2010, 60 procent Petit Verdot og 40 procent Cesanese, Vini Franchetti, IGT Sicilia – 15,5 pct.

Veludviklet, sødmefuld rosinfrugtnæse med dejlig friskhed. Givende, fuldmoden og med vellykket mineralitet. Velkrydret, elegant, intens og detaljerig. Harmonisk, glat, koncentreret og velstruktureret vin med god modenhed. Charmerende og lettilgængeligt helhedsudtryk båret frem af en fornem, tæt og kompleks frugt. Særklasse. Victoria Vin – 445,00 | 94 

Nogle af de bedste Etna-producenter

Benanti

Vini Biondi

Alice Bonnaccorsi

Fattorie Romeo del Castello

Cottanera

Cusumano

Destro

Tenuta di Fessina

Firriato

Vini Franchetti

Passopiscario

Pietra Dolce

Planeta

Girolamo Russo

Tenuta delle Terre Nere

Le Vigne de Eli

 

Peter Vinding-Diers gav sit vinsted på Sicilien navnet Montecarrubo efter en klynge gamle johannesbrødtræer (Carrubo), der stod majestætisk på toppen. Foto: Evan Frederiksen

Montecarrubo

Smagningen inkluderede også et antal vine fra Peter Vinding-Diers vingård Montecarrubo. Strengt taget er dette ikke Etna-vine, hvad både appellation og druevalg (ren Syrah) afslører. Men Peter er trods alt nabo til Etna og dyrker på jord fra sin helt egen omend særdeles fortidige vulkan. Peters vine kører derfor efter en lidt anden opskrift, end hvad den officielle Etna-DOC foreskriver. På Montecarrubo er det Syrah, der totalt er i fokus, og selv om nogle af vinene har fået et lille tilskud af Siciliens ”nationaldrue” Nero D’Avola, er dette en bisætning rent stilistisk.

Resultatet af Peter Vinding-Diers sidste indsats er intet mindre end forførende, hvis man holder af den Syrah-model, som praktiseres blandt de bedste vine fra Nordlig Rhône. Montecarrubo-vinene er dog takken rigere end det franske forbillede, både når det gælder frugt, og når det gælder krydderi. Frugten er ganske enkelt enestående fornemt opbygget, hvor den på samme tid er formidabel tæt og alligevel gennemført kultiveret og i vellykket kølig Syrah-stil. Ofte finder man en sund underliggende sødme, hvor det hele holdes i god balance af de rige og polerede tanniner og det altid korrekt doserede egetræ. Den gode Peter kan sit håndværk, og efter min mening har han aldrig præsteret bedre arbejde end det, der i dag kommer fra Montecarrubo. De ganske høje priser er rimelige ud fra kvalitetens højde, så succesen er velfortjent.

Vine fra Montecarrubo

Il Picolo 2015, Vinding Montecarrubo, IGT Terre Siciliane – 13 pct.

Mørk, moderat bærfrugt med fin sødmefuldhed og lidt flødekaramelkrydderi. Umiddelbart charmerende og lettilgængelig. I munden med pæn, tæt Syrah-frugt med dejlig renhed, masser af klasse, moderat intensitet og et let røget egetræspræg. Dygtigt gennemført charme. H.J. Hansen – 180,00 | 91

Il Carrubo 2013, Vinding Montecarrubo, IGT Terre Siciliane – 13,5 pct.

Fornem, tæt, mørk bærfrugt med superkultiveret Syrah-karakter. Intens og med godt integreret egetræ med nydelige vaniljetoner. Flot mineralitet og udtalt harmoni. Frugtig vin med veldimensioneret tannin og masser af sødmefulde bær, rankhed, rigdom og fin harmoni. Givende, præcis og delikat. Flot at drikke i dag. H.J. Hansen – 325,00 – ikke på lager p.t. | 94 

Il Carrubo 2014, Vinding Montecarrubo, IGT Terre Siciliane – 12,5 pct.

Animalsk Syrah med diskret Brettanomyces-præg. Stilistisk mere Châteauneuf end Hermitage med nydelig kombination af egetræ, maki-urter og krydderi. Glat, sødmefuld og superanimalsk mundfrugt med tobak og veludviklet egetræ og pæn mineralitet. Blød, venlig, landlig og rig. H.J. Hansen – 325,00 – ikke på lager p.t. | 93

Il Carrubo 2015, Vinding Montecarrubo, IGT Terre Siciliane – 13 pct.

Ganske lukket vin med diskret og superrank frugt og udtalt mineralitet. Poleret, ren og elegant. Fornemt håndværk, hvor finessen er i højsædet. Ung, kølig og rank mørk mundfrugt med flot integreret egetræ og fin mineralitet. Meget ung og meget lovende, men svær at bedømme i dag. H.J. Hansen – 325,00 | 93-95

Cuvée Suzanne 2015, ”For family and friends”, Vinding Montecarrubo, IGT Terre Siciliane – 13,5 pct.

Elegant og personlig vin med mineraliteten i fokus og et dejlig floralt helhedsindtryk. Flot harmoni, udsøgt renhed og udtalt finesse. Stilistisk som stor Côte Rotie. Tæt, velafbalanceret, intens og veldimensioneret frugt med høj klasse. Kultiveret sødme og afdæmpet egetræ. Herlig feminin udgave af Syrah, hvor der er satset på præcision, delikatesse og harmoni. H.J. Hansen – 425,00 | 94

Vignolo 2013, Vinding Montecarrubo, IGT Terre Siciliane – 12,5 pct.

Intens, kompleks frugt med nydeligt lille likørpift og et ultimativt intenst Syrah-udtryk med trøffelkrydderi og imponerende aromarigdom. Rank vin på trods af den betydelige frugtighed og med fornem koncentration. Fed, tæt og ekstraktrig mundfrugt med læssevis af blød tannin. Ambitiøs vin med klart lavudbyttepræg og veltøjlet sødme. Enormt potentiale og enorm intensitet og alt forenet i den nydeligste harmoni. H.J. Hansen – 679,00 | 96