I 1999 henvendte en præst sig til Albino Jorge da Silva e Sousa, der var kendt for bl.a. sit mangeårige virke for portvinshuset Taylor’s. Han fortalte, at en ikonisk ejendom få hundrede meter fra havnefronten i Vila Nova de Gaia var i fare for at blive revet ned. Investorer havde planer om at bygge nyt på den attraktive grund.
De planer blev forpurret. Albino Jorge fik samlet en kreds af venner, 10 i alt, som købte den 150 år gamle villa af arvingerne efter de hidtidige britiske ejere. Villa Boeira blev i 1850 bygget af en portugisisk emigrant, Manuel da Rocha Romariz, som havde besluttet at vende hjem fra Brasilen. Han opkaldte sin villa efter en lille brasiliansk fugl, boeira, og blev med tiden en succesfuld producent af portvin. I dag er Romariz-navnet stadig anerkendt for kvalitetsvin, men det indgår i gruppen Quinta & Vineyard Bottles, som også omfatter Borges, Croft, Taylor’s og Fonseca.
De nye ejere af Villa Boeira blev i januar 2017 accepteret som shippere af portvin, så det lå lige for at bruge boeira-navnet til portvinene. Beslutningen om at gå ind i produktion og salg af portvin udgjorde fase fire i den plan, som blev lagt i 1999.
Første fase bestod i at skabe et center for kultur, turisme og portvin, hvilket involverede indretning af faciliteter til møder og smagninger samt bespisning af op til 220 deltagere. I næste fase blev villaen restaureret og indrettet med restaurant og kontorer. Desuden blev verdens største flaske bygget i villaens park. ”Flasken” er ikke nogen skønhed og trænger i en alder af blot fire år allerede til en grundig restaurering, men den gav publicity og tjener sit formål som bl.a. smagelokale for 60 deltagere. Investorerne overtog også den gamle bygning, som oprindelig havde huset Romariz-vinene, men var endt som lager for en tekstilfabrikant.
En stor mundfuld
Vennekredsen omfattede foruden præsten og Albino Jorge en økonom, en arkitekt, en professor, læger og en advokat – der manglede egentlig kun en tandlæge – og en del af planen bag det hele var selvfølgelig også at tjene penge. I dag er der efter præstens død ni investorer tilbage, og de har kastet sig ud i den foreløbig sidste fase i plan Boeira: bygning af et bæredygtigt femstjernet hotel med 119 værelser og fem suiter. Pris: 150 mio. kr. Det er en stor mundfuld, skulle man synes, men EU er inde i billedet med 60% af finansieringen. Det letter jo lidt af presset på privatøkonomien. Hotellet, som er planlagt åbnet i marts 2019, skal i øvrigt rumme et væld af kunstværker, som er resultatet af en international konkurrence. Der er indleveret 300 malerier og skulpturer, og derudover har man en større samling smukke kopier af portugisiske krigsskibe fra opdagelsen af Porto Santo og Madeira 1418-1425 via Ferdinand Magellans sejlads i 1500-tallet syd om Sydamerika til dampskibenes ankomst i 1800-tallet. Oven i byggeriet kommer omlægning af villaens park med dens århundredgamle træer. Restauranten skal være international, mens hotellets restaurant skal servere traditionel portugisisk mad.
Primus motor i hele projektet er Albino Jorge. Hans baggrund i portvinsbranchen fornægter sig selvfølgelig ikke, men han har derudover bred erfaring fra erhvervslivet med interesser i forsikring og solpaneler samt diverse bestyrelsesposter. Så han er den helt rigtige til at navigere et så stort skib som Boeira sikkert i havn. Og selv om han har passeret 70 års grænsen, virker han ikke tynget af sin alder.
Opkøb af gamle vine
Navnet Quinta da Boeira er egentlig lidt misvisende, for investorerne ejer ikke en quinta, altså en vingård og vinmarker. De har markedsført en lang stribe portvine, men de er alle produceret af vine opkøbt direkte fra vinbønder. Så Quinta da Boeira er trods sin unge alder i stand til at markedsføre 10, 20, 30 og 40 år gammel tawny. Det ville også være muligt at købe vine fra Casa do Douro, som traditionelt ligger inde med enorme lagre af fade med gammel vin. Men det gør man ifølge Albino Jorge ikke.
“Det er rygtedes, at vi er interesserede i at opkøbe gamle vine, og der ligger masser af dem rundt omkring hos både små vinbønder og i familiefirmaerne. Der er på et tidspunkt måske lagt nogle fade til side med øje for en bestemt mærkedag i familien, og så er vinen af én eller anden grund ikke blevet brugt. Det er her, vi kommer ind og bliver aftager”, fortæller Albino Jorge, og fortsætter”: “Portvin er ikke business for bankierer. Det er familiebusiness. Og man bliver ikke rig i en fart, så man må elske vin. Derfor er det familier som Symington’erne, Olazabal, Pocas osv., der står bag så mange af de kendte portvine. Selv om vi ikke kan kalde os en familievirksomhed, har vi samme ambition om at skabe fortrolighed og tillid i de lokalsamfund, hvor vi har kontrakter om køb af vine.
Uretfærdige regler
De små vinbønder med måske en halv hektar jord står for to tredjedele af leverancerne til portvinsindustrien. Det er dem, Quinta da Boeira har kontrakter med til sin produktion af nye vine. Vi drager derfor med toget fra Regua og videre op gennem den spektakulære Douro-dal til endestationen Pocinho for derfra at køre ind i højlandet til landsbyen Meda. Her er der lagt an til høstfest med et hold unge fra diverse europæiske lande, som skal fodpresse druer i den traditionelle lagar akkompagneret af en gruppe kvinder og mænd i traditionelle dragter, som med sang, dans, harmonika og tromme sørger for, at lydniveauet holder sig på et stabilt meget højt niveau.
Det med at lade menneskefødder stå for den første presning af druerne er jo en gammel tradition på disse kanter, men der er selvfølgelig opfundet diverse maskiner, som skal efterligne processen. Albino Jorge fortæller dog, at en professor efter at have forsket i forskellen på fod- og maskinpresning konkluderede, at det bedste resultat kommer af føddernes temperatur mod lagarens beton. Det er så også den klart dyreste teknik. Mennesker er ikke længere billige i Douro-dalen.
På disse kanter befinder vi os i den højeste klassifikation af portvinsmarkerne. Nede i retning af Porto ligger klasse F-markerne, men kontrolorganet Instituto dos Vinhos do Douro e Porto giver sjældent tilladelse til at fremstille andet end bordvin her. Oppe i området for klasse A-marker må der selvfølgelig produceres portvin. Men, som Albino Jorge påpeger, der er en regel om, at kun mere eller mindre halvdelen af druerne må anvendes til port.
“Det vil jo sige, at længere ned ad dalen, hvor vinstokkene gror i mere frugtbar jord og giver et langt større udbytte end heroppe, dér kan man producere mere vin end her. Man kan ganske vist købe sig til kvoter, og det sker, men er ikke lovligt.”
En fingerregel siger, at af 12 ton druer heroppe går de 5 til bordvin, og Quinta da Boeira fremstiller udmærkede både hvide, rosé og røde vine. Men de er ikke rigtigt omfattet af Albino Jorges entusiasme.
Bordvin fås overalt, mens portvin er unik. Og desuden en god investering.
Elegant indpakning
En lang række diplomer på æresvæggen i Boeira-villaen vidner om den anerkendelse, portvinene er blevet mødt med. En smagning demonstrerer da også, at kvaliteten er i orden. Fra Quinta da Boiera Tawny Reserva til Quinta da Boeira Tawny 40 Anos, Quinta da Boeira 2003 Colheita, Quinta da Boeira 2016 Vintage og Quinta da Boeira Very Old Tawny.
Bortset fra Quinta da Boeira Colheita og Quinta da Boeira Vintage, som præsenteres i klassiske flasketyper, er tawny-udgaverne pakket ind i elegante flasker, som mange vil være fristet til at genbruge derhjemme som karafler.
Tawny Reserva er den unge, let drikkelige vin, som har det bedst ved 12-14 grader. 10 Anos giver en lidt mere kompleks oplevelse, og ved 20 Anos skrues der op for både farve, sødme og bid. 30 Anos har i sin honningsødme parret med et strejf af syre lagt sig på et meget elegant niveau, så det nærmest ikke er nødvendigt at gå videre til 40 Anos, selv om den med sin kombination af fløjlsblød tekstur og en bagvedliggende tørhed også vil være et stærkt vanedannende bekendtskab. Colheita 2003 er jo det, man kunne kalde en årgangs-tawny. Trods sine 15 års lagring er den frisk med passende sødme og en ”slank” fremtræden. Vintage 2016 er selvfølgelig langt fra at være klar, men demonstrerer, at portvin jo i bund og grund er sød rødvin med tilsat alkohol.
Det er ViniPortugal, som importerer Quinta da Boeiras vine.
Indledningsbilledet viser unge europæiske studerende optræde som druepressere under massiv lokal medieopmærksomhed.
