Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

D.O. Vino de Pago

─ spansk grand cru klassifikation

Det spanske ord pago har sin rod i det latinske ord pagus, som betyder et område eller mindre samfund på landet. I 2003 blev Denominacion de Origen de Pago introduceret i spansk vinlovgivning som klassifikation for en vinmark eller vingård med et mikroklima og terroir, som leverer ekstraordinært gode vine med høj international status. Den mest nærliggende sammenligning er Grand Cru appellationen for de bedste vinmarker i Côte d’Or men med den forskel, at mens Grand Cru i Bourgogne udgør toppen af den regionale appellation-pyramide, fungerer Vino de Pago systemet i princippet uafhængigt af den regionale spanske DO appellation.

Lidt Pago-historik

Mere end to tredjedele af de spanske vinområder er omfattet af Denominacion de Origin (DO), som udgør grundstammen i det spanske appellations-system. Til gengæld er kun to distrikter til dato sluppet gennem nåleøjet til top-appellationen Denominación de Origen Calificada (DOCa), som blev etableret i 1988 og reserveret til vindistrikter med særlig streng kvalitetskontrol og mindst 10 års dokumentation af højeste vinkvalitet (og priser). Rioja fik DOCa-status i 1991 fulgt af Priorat i 2003. Det efterlod mindre kendte, spanske vindistrikter som Castilla-La Mancha med en udfordring, som distriktet søgte at løse ved at løbe Pago-systemet i gang i 2000. Tre år senere fik DO Vino de Pago officiel spansk status med EU-godkendelse. Ved at give særligt fremgangsrige vingårde en special ”grand cru” appellation som incitament, håbede man på at kunne højne kvaliteten af regionens vine i almindelighed.

Los Balagueses vinmark

DO Vino de Pago blev placeret i toppen af appellations-pyramiden, men bortset fra forudsætningen om international elite-status og kravet om at den enkelte Pago vinmark skal være ejet af den vingård, der står for at producere vinen, fik den enkelte DO Pago lov til at følge sine egne traditioner med hensyn til valg af druesorter, fremgangsmåden ved dyrkning af druerne og valg af metoder med hensyn til vinifikation og lagring af vinen. Det gav DO Pago appellationen en frihed og fleksibilitet, som hidtil havde været ukendt i spansk vinlovgivning.

Indtil i år havde 17 spanske vinmarker/vinhuse fået tildelt den prestigiøse Pago-appellation af det spanske landbrugsministerium, men i 2019 er yderligere tre vinhuse kommet med på vognen. Interessen for den nye appellation har været størst i Castilla-La Mancha, som huser halvdelen af de aktuelle 20 DO Vino de Pago, mens resten er fordelt på andre mindre kendte regioner som Aragon, La Mancha, Castilla y León, Navarra og Valencia. Kendte spanske vindistrikter med høj, international status som Rioja, Priorat og Bierzo har ingen vinmarker med Vino de Pago certificering og heller ingen ansøgninger på bedding. De nævnte regioner har foretrukket at etablere deres eget system for ”grand cru” marker ved at skabe en kvalitetspyramide fra bunden af i stil med Bourgognes appellations-system.

Pago de Los Balagueses

Vinmarkerne i Utiel-Requena ligger i 600-900 meters højde, hvor temperaturen kan svinge fra minus 15 °C om vinteren til over 40 °C om sommeren. Druesorten Bobal, som dækker godt 80% af vinmarkerne, har i en årrække produceret enkle, mørke, let drikkelige vine enten alene eller i blanding med Tempranillo og Garnacha. Men fra omkring 2001, hvor det lokale consejo regulador skabte en kategori for kvalitetsvin, Vino de Heredad (slotsvin), har det stået klart at det lokale terroir i de rette hænder havde potentiale for produktion af vin af høj kvalitet.

Andrés Valiente med sønnen Rodolfo i kælderen på Bodegas Vegalfaro

Bodegas Vegalfaro blev grundlagt i 1999 af Andrés Valiente sammen med sønnen Rodolfo, der står for produktionen af husets vine. Vinhuset disponerer over 60 ha vinmarker i La Plana de Requena-Utiel med produktion af DO Utiel-Requena  og DO Cava. I 2011 opnåede bodegaens 18 ha stor vinmark Los Balagueses status som DO Pago. Marken har en sandet, kalkholdig jordbund, der ligger i 780 meters højde omgivet af krat med krydderurter (timian, rosmarin og lavendel), olivenlunde, jordlodder med mandeltræer og skove med fyrretræer og Sten-Ege (stedsegrønne træer, der kan blive op til 500 år gamle). De dominerende druesorter er Syrah og Garnacha Tintorena plus tre ha med Chardonnay. Los Balagueses var den første Vino de Pago i Spanien med økologisk certificering. Følgende vine importeres til Danmark af Prowine (info@prowine.dk  +45 30286564), der oplyser priser og nærmeste forhandler.

Pago de Los Balagueses Chardonnay 2018

Druerne til Pago de Los Balagueses Chardonnay høstes fra 30 år gamle vinstokke, hvor lav ydelse (1,8 kg druer per vinstok), økologisk drift uden pesticider og kunstgødning og en årgang med gunstige vejrforhold har bidraget til en høj kvalitet. Vinen er lagret på sit bundfald på fade af fransk eg (70% nye, 30% brugte) i seks måneder med hyppige omrøringer. Strågul i glasset med indbydende duft af Reine Claude blommer, melon, vanilje og toner fra egefadet. I munden fyldig og let cremet med noter af tropisk frugt med god friskhed og balance, 13,0% alkohol, en harmonisk fadkrydring og en fin syre.

Pago de Los Balagueses Garnacha Tintorena 2016

Frugten til Pago de Los Balagueses Garnacha Tintorena, høstet fra 30 år gamle vinstokke, der nød godt af en lang, tør sommer, som har fyldt vinen med farve, frugtfylde og 15,0% alkohol. Lagring på fade af fransk eg (70% nye, 30% brugte) i 10 måneder. Tæt granatrød farvetone med en lækker bouquet af moden, sort bærfrugt. Saftig, let krydret smag af hindbær og sorte kirsebær, tørrede figner og mørk chokolade med god længde og runde, modne tanniner. Meget charmerende, drikkeklar vin, der giver lyst til et glas mere.

Pago de Los Balagueses Syrah 2016

Mørk purpurrød i glasset med en aromatisk, intens duft af brombær, garrigue og toner af hængt vildt. Tæt, kødfuld smag af sort bærfrugt, brombær og sorte kirsebær, med cremet kompleksitet, god længde, 14,5% alkohol og en fast tanninstruktur. Ved gensmagning af den halvfyldte flaske nogle dage senere præsenterer vinen et mere modent, komplekst smagsbillede med velintegrerede tanniner som udtryk for et godt lagringspotentiale.

Los Balagueses – terroir med tradition for vindyrkning i 2800 år

De tre flasker er prydet med Pago de Los Balagueses’ logo: et fønikisk skib fra antikken. Fønikierne var en af oldtidens store søfartsnationer. Deres skibe var cirka 30 meter lange med en høj forstavn og en høj agterstavn, kunne drives frem med såvel sejl som årer og var meget sødygtige. De fønikiske skibe mestrede den 4.000 kilometer lange rejse fra Fønikien til det sydlige Spanien og fønikierne kunne derfor sætte sig på en stor del af handelen på Middelhavet. Fønikiske handelsfolk fra Tyrus i det sydlige Libanon grundlagde i år 1104 f.v.t. en by i Sydspanien som de kaldte Gadir ─ i vore dage kendt som Cádiz ─ der i dag er en havneby med ca. 120.000 indbyggere, og fønikierne var blandt de første købmænd, der handlede med vin fra den iberiske halvø. Skibet på vinetiketten var med til at fragte vin bl.a. fra Valenciadistriktet, tappet på lerkrukker, ned af Jucar-floden og videre til frem til bysamfund i hele Middelhavsområdet.

Solana de Las Pilillas

Det er faktisk sandsynligt, at der har været vin på druer høstet fra Los Balagueses i nogle af skibenes last af amforaer med vin. Inden for gåafstand af Pago de Los Balagueses ligger , hvor arkæologiske udgravninger har fundet 12 primitive vinpresser skåret ud i stedets klippeformationer sammen med rester af amforaer i form af potteskår. Fundene viser, at de iberiske stammer har produceret betydelige mængder vin på dette sted fra omkring det syvende århundrede før vor tid, hvilket gør Las Pilillas til en af de bedst dokumenterede og ældste lokaliteter for Vitis Vinifera vinproduktion i Vesteuropa.