Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Château la Fleur-Pétrus

- Dannebrog og Danmarks nationalvin

Det stod der og blafrede, Dannebrog, i en garage langt ude på landet. Garagen tilhørte Kulebjerghus, et romantisk fynsk bindingsværkhus, der igen tilhørte Rantzau-familiens smukke slot: Krengerup. Jeg tyvkiggede for 39 år siden, slugte etiketten med øjnene, flasken var tom som de andre store Bordeauxvine i garagen, der sådan, lidt skødeløst, var linet op. Det var barndommens gade, studentertiden, verden lå åben, vinverdenen, med al sin mystik og sine fortællinger, fyldt på flaske og senere tømt.

Christian Moueix med stok og vinhandler Jørgen Christian Krüff  fra L’Esprit du Vin på Château Pétrus juni 1991

Mystikken kom jeg til at kende nogle uger senere: Jørgen Christian Krüff, lejeren af Kulebjerghus. I dag en vinøs ånd, der som en stor, hvid, lysende skygge vandrer rundt i latinerkvarteret i det indre København. Et tidsbillede, et eller andet sted mellem Kierkegaard og Dan Turèll. Flaskens indhold, Château la Fleur-Pétrus med den kendte etiket med det blafrende Dannebrog lærte jeg også senere at kende og holde af – meget af. Det samme med dets ejermænd, Christian og Edouard Moueix.

Château la Fleur-Pétrus

Firmaet Moueix er en af Bordeaux’ succeshistorier. I en periode hvor alle de store kendte købmandshuse i byen Bordeaux et efter et blev opkøbt eller nedlagt, blev huset Moueix, der ligger på den lille ydmyge havnekaj i byen Libourne, blot større og større. Sund bondefornuft, tæring efter næring i kriseårerne i 1930erne hvor firmaet blev grundlagt og langsomt opbygget og ikke mindst bondefornuften, der sikrede, at firmaet kom styrket ud af den økonomiske krise i 1970erne.

Château Pétrus har de fleste hørt om, men de færreste smagt. Château la Fleur-Pétrus er mere ukendt og samtidig et af ​​de mest berømte vinslotte i Pomerol. Ejendommens navn stammer tilbage fra 1700-tallet, sandsynligvis på grund af dets placering mellem Petrus og La Fleur. Jean-Pierre Mouiex købte Château la Fleur-Pétrus i 1950, og 34 år senere opstod en unik chance. Knap 5 hektar med vinmarker, der tidligere havde tilhørt Le Gay, og et gammelt, stilrent hus lige over for Château La Fleur-Pétrus’ vinmarker kunne købes af Madame Robin, ejer af Le Gay og Lafleur. Jean-Pierre Mouiex købte og restaurerede det gamle hus og byggede en helt ny kælder i 1996.

I 2012 blev omkring 5 hektar tilføjet fra Château  Guillot som Christian Mouiex havde havde købt i 2009. Christian Mouiex har gennem tiden samlet de bedste parceller, og vinmarkernes areal er i dag på 18,7 hektar, en af de største ejendomme i Pomerol, og alt er i topkondition. Vinmarkerne er blevet drænet og gæringskælder og lagringskælder er helt nyrenoverede. Den mest moderne teknik parret med klassisk tanke.

La Fleur-Pétrus – helt nyrenoveret med “Dannebrog”

“La Fleur-Pétrus – Ave, Crux Alba” – Hil, hvide kors

Navnet La Fleur-Pétrus afspejler vinens karakter. Slottets grusholdige lerplateau, der rejser sig 33-38 meter over havets overflade giver en vin med en helt anden karakter end dens mere maskuline storebror Trotanoy, der blev købt af Jean-Pierre Mouiex i 1953. Viol – viol – viol – en stor blomsterbuket indpakket i Merlots dejlige fedme, Cabernet Francs rankhed og friskhed og Petit Verdots krydrede dybde, tæt og luftig – en klassiker og samtidig sin helt egen. Den ældes med ynde, forbliver rank, fedmefuld og spændstig med den pragtfulde syre, nerve og friskhed, som alle Mouiex’ vine besidder. La Fleur-Pétrus burde, med det blafrende Dannebrog, være Danmarks nationalvin. For vinkendere må det være et absolut ”must” at have smagt vinen – på Danmarks nationaldag! Men hvorfor det danske flag på etiketten?

Hverken Christian eller hans søn Edouard Moueix kan give nogen forklaring. Men Pomerol var i tidernes morgen et religiøst centrum der tog sig af pilgrimmene på vej mod Santiago de Compostela og Malteserordenen havde det dobbelte formål at beskytte pilgrimmene med væbnet eskorte og at pleje dem, der pådrog sig sygdomme på pilgrimsrejsen. Tuitio fidei et obsequium pauperum – Troens forsvar og de fattiges bistand. Ordenens flag er et centreret hvidt kors på rød bund. Ordenshymnen er “Ave, Crux Alba” – “Hil, hvide kors”. En lejesoldat fra Malta bragte vores Dannebrog til Valdemar Sejr. Hans kjortel i rødt og hvidt faldt ned fra himlen under slaget i Tallinn i Estland. Kjortlen, rød for kærlighed, hvid for venskab var blevet båret oppe af duften af alle dufte: viol – viol – viol – en eliksir ved navn: La Fleur-Pétrus.

Brev om Dannebrog

Vinbladet spurgte den nu afdøde HKH Prins Henriks væbner, kammerherre Nils Nykjær i 2019 om Dannebrogs historie og her kommer hans forklaring.
“Kære Peter. Tiden er en underlig stabejs. Er uendelig og dog så hurtig og indimellem flygtig. Og så går den somme tider langsomt – det gælder dog ikke når man har rundet de 27 år.  Du ville gerne have den historie om Dannebrog jeg fortalte til brødrene i Forum Renes en dag hvor Prins Henrik og du var med. For en del år siden var min hustru Bodil og jeg på Malta og vi var begge imponerede over brugen af ”vores flag”. Det hang overalt i Valletta, dog ikke vores aflange Stutflag; men som en kvadratisk udgave. Jeg læste i en Politikens ”Turen går til Malta” en artikel hvor Malteserne gav en forklaring på flaget og med en anden historie om at Dannebrog ikke faldt ned fra Himmelen som guds tegn; men snarere at det var en kjortel fra en lejesoldat der var blæst med vinden. Jeg har forsøgt at finde bogen; men der er kommet nye udgaver og jeg synes ikke jeg kan finde ”min” historie i dem. Derfor får du fra min hukommelse disse linjer:

Deres historie (Maltesernes) var, at under korsfarernes farlige sejlads mod Det Hellige Land, var et skib med Korsfarere stødt på grund ved Maltas kyst. Det var ikke uden risiko at trænge ind på fremmed jord; men de overlevende blev vel modtaget af Malteserne og i taknemmelighed overrakte de en kjortel (i rødt og hvidt) som siden hen blev anvendt af Maltesiske hærførere. Under Middelalderen var det heller ikke ukendt, at anvende lejesoldater. Maltesernes sagn går ud på, at Valdemar Sejr i sine styrker havde en maltesisk enhed i sin hær og der i forbindelse med slaget ved Lyndanisse (Tallin, Estland) 15. juni 1219 skulle være revet en kjortel af en af disse soldater og med vinden være drevet i armene på Valdemar Sejr. Så det er også årsagen til at vores Dannebrog og de flag vi så i Valletta minder så meget om hinanden.”

Forum Renes – ”indvoldenes klub” samlet på Brydegaard. To gange, hvert år, mødes medlemmerne i privat regi og spiser kun indvolde til frokost – ”fra hoved til røv”. Fra venstre mod højre, første række: Henning Christoffersen (✞), Peter Winding, HKH Prins Henrik (✞) og Frank Uhrenholt. Anden række Karsten Thomsen, Jens-Christian Poulsen (✞), Jens Thygesen, Yann Schÿler, Hans Andersen. Tredje række Jean Louis Lieffroy, Ludvig Schyler (sommelier), Peter Schaltz (gæst), Nils Nykjær og Carl-Jan Grangvist.

SMAGNING

Den danske importør Johs. M. Klein henviser til nærmeste forhandler på tlf. 70231211.

Château la Fleur-Pétrus, Pomerol 2014

Frisk duft, kirsebær, viol, mørk chokolade, stadig ung og noget lukket. Rig smag, frisk og moden, cremet med moden tannin og lang eftersmag med frisk, modne bær og mørk chokolade. En slank La Fleur-Pétrus. 94 

Château la Fleur-Pétrus, Pomerol 2011

Udviklet, meget ren med modne bær, viol og mørk chokolade, stor race. Velouragtig smag, både let og rig med moden tannin frisk eftersmag, ren med moden frugt og mørk chokolade. Slank og alligevel rig, helt på toppen, stadig med tannin- og syrebid sammen med moden frugt. 94 

Flaske 1: Château la Fleur-Pétrus, Pomerol 2008

Udviklet duft, noget oxideret, stadig med frugt bag oxidationen. Bedre i smagen, men virker noget afmagret med tør frugt i eftersmagen. Ingen point.

Flaske 2: Château la Fleur-Pétrus, Pomerol 2008

Lille duft, modne bær, skovbund, let grøn, udviklet. Rank struktur, middel fylde, lidt grøn tone i eftersmagen sammen med friske bær. Samler sig, rank og elegant, får mere fedme i glasset. 93 

Nye årgange

De sidste fem årgange smagt en-primeur, det vil sige vine, mens de stadig ligger på fad. Vinene smages i foråret, året efter vinhøsten. Årgang 2015 smages dermed i foråret 2016. Årgang 2019 blev, på grund af corona, først smagt i september måned 2020. Fra og med årgang 2015 er der  3% af druesorten Syrah i vinmarken, der kan indgå i blandingen.

Château la Fleur-Pétrus bliver blot bedre og bedre, større koncentration, men stadig med bevaret luftighed og friskhed og elegance. Årgang 2016 og 2018 er de to bedste årgange nogensinde, årgang 2018 minder lidt om årgang 1990, blot større i alting på grund af de forbedringer der er sket i vinmarken og i kældrene. Point er givet med et spænd på 3 point da vinene endnu ikke var tappet på flaske.

Château la Fleur-Pétrus 2019

Meget flot duft, mørk chokolade, mørke kirsebær, brombær. Rig smag, utrolig elegant, fløjlsblød tannin, lang rig eftersmag med mørk chokolade og mørke bær. 94-96

Château la Fleur-Pétrus 2018

Floral duft med mørke, friske bær, fin mineralsk tone. Luftig, cremet smag, stor fylde, stor race, lang, lang rig luftig eftersmag, en meget yndefuld vin med stor finesse. 96-98

Château la Fleur-Pétrus 2017

Kirsebær og viol i næsen, ren og elegant, stor race. Elegant, luftig, let cremet, fyldig med lang, luftig, let cremet eftersmag. 92-94

Château la Fleur-Pétrus 2016

Elegant duft, mørke kirsebær, viol, chokolade, meget dyb. Rig, moden, fedmefuld smag, moden tannin og lang eftersmag med moden frugt og mørk chokolade. 96-98

Château la Fleur-Pétrus 2015

Flot duft, floral med mørke, friske bær. Rank struktur, frisk og moden, fyldig med lang, frisk eftersmag, med mørke, friske bær med mørk chokolade. 94-96

Læs også artiklen om den danske importør Johs. M. Klein