Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

CAVA-drama

9 cava-huse forlader DO CAVA til fordel for Corpinnat

Den 30. januar meddelte 9 cava-producenter DO Cavas reguleringsråd, at de ikke længere ønskede at være registreret som  cava-producenter. Udmeldingen er kulminationen på fire års uenighed, der i sin essens drejer sig om hvilke kvalitetskrav der skal stilles til produktionen af cava – Spaniens svar på champagne. Og ja, med den sammenligning, hvem kunne så forestille sig at 9 af de store kendte Champagne-huse forlod Champagne-appellationen til fordel for at sælge deres mousserende vin under et nyt, og helt andet navn. Hvordan de 9 spanske cava-producenter i Penedès er havnet i den situation fremgår af denne tidslinje, som tager sin begyndelse i januar 2015:

Januar 2015
De første møder mellem et lille antal cava-producenter i Penedès begynder. Diskussionerne handler om cava-områdets fremtid.

10. juli 2017
Møderne resulterer i dannelsen af foreningen Viticultors i Elaboradors Corpinnat (AVEC) med seks producenter som medlemmer: Gramona, Llopart, Nadal, Recaredo, Sabaté i Coca og Torelló.

Recaredo, der er en af de seks stiftere af Viticultors i Elaboradors Corpinnat, forhandles i Danmark af Philipson Wine.

11. juli 2017
Næste skridt bliver registrering og godkendelse af det fælles mærke, Corpinnat, som AVEC-medlemmerne  ønsker at markedsføre deres mousserende vin under. Ansøgningen sendes til Den Europæiske Unions EUIPO-kontor.

7. december 2017
EUIPO registrerer det kollektive mærkenavn Corpinnat.

27. februar 2018
Repræsentanter for Corpinnats bestyrelse mødes med formanden for DO Cava, Pere Bonet og generalsekretæren for at præsentere dem for projektet og invitere dem til den officielle præsentation, der er planlagt til den 10. april i Sant Sadurni d’Anoia.

10. april 2018
Corpinnat præsenterer sit nye tiltag for branchen og offentligheden i Sant Sadurni d’Anoia.

12. april 2018
DO Cava udsender en pressemeddelelse hvor der stilles spørgsmålstegn ved om det nye kollektive mærke Corpinnat er foreneligt med DO Cava.

Maj / juni 2018
DO Cava og AVEC mødes i et forsøg på at finde en løsning for en sameksistens af ​​Corpinnat og DO Cava. Det understreges at ​​brugen af både Corpinnat og Cava på samme etiket kan “skabe forvirring blandt forbrugerne”. AVEC erklærer sig villig til at gøre indrømmelser for at imødekomme det.

22. juni 2018
DO Cava Penedès godkender at det nye kollektive mærke Corpinnat kan eksistere sammen med betegenelsen DO Cava.

3. juli 2018
DO Cava sender AVEC en juridisk rapport, der anbefaler en ændring af DO Cavas regler for at forhindre mærket Corpinnat i at eksistere på etiketten sammen med Cava-betegnelsen og kræver fjernelse af det kollektive mærke fra EU.

Juli 2018
DO Cava anmoder AVEC om at stoppe lanceringen af ​​mærket Corpinnat på markedet, der  på dette tidspunkt forventes at skulle være i oktober måned, og at de også stopper enhver kommunikation og markedsføring af mærket. Til gengæld forpligter DO Cava sig til ikke at kræve fjernelse af mærket og ikke foretage ændringer i dets regler med hensyn til mærkning. AVEC accepterer denne aftale frem til afholdelsen af ​​det sidste plenarmøde for  det afgående DO Cava Reguleringsråd planlagt til 28. august.

Navnet ‘Corpinnat’ stammer fra to ord. Den første er ‘Cor’, hvilket betyder ‘hjerte’ på catalansk, og det andet er ‘Pinnat’, der stammer fra den etymologiske ‘Pinnae’, oprindelsen til ‘Penedès’ – frit oversat “hjertet af Penedès. Her etiket fra llopart, der fremover vil sælge sine vine under betegnelsen Corpinnat.

6. juli 2018
AVEC offentliggør et manifest i anledning af valget til det nye Reguleringsråd for DO Cava, hvor det annonceres, at Corpinnat vil støtte de kandidater, der forsvarer området og forpligter sig til nye foranstaltninger for at genvinde Cavas prestige, og acceptere initiativer som Corpinnat.

28. august 2018
Den sidste plenarforsamling i det afgående DO Cavas Reguleringsråd godkender en ændring af reglerne om mærkning for at forhindre sameksistensen af ​​Cava og Corpinnat.

September 2018
AVEC kontakter den nye præsident for DO Cava  i et forsøg på at genoptage dialogen.

28. september 2018
Huguet-Can Freixes tilslutter sig Corpinnat.

Oktober / november 2018
Møder fortsætter mellem en delegation fra AVEC og DO Cavas Reguleringsråd med henblik på at forene Corpinnat og DO Cava.

3. december 2018
AVEC og DO Cava afholder et sidste møde, hvor Reguleringsrådet fremlægger et dokument, der indeholder de strategiske linjer for Cavas fremtid, og hvor det gentager, at Corpinnat ikke er foreneligt med DO Cava i den form AVEC ønsker det.

3. december 2018
Júlia Bernet  tilslutter sig Corpinnat.

13. december 2018
Mas Candí  tilslutter sig Corpinnat.

20. december 2018
AVEC opfordrer DO Cavas Reguleringsråd til at genoptage diskussionerne på et møde de vil indkalde til den 8. januar 2019.

5. januar 2019
Reguleringsrådet for DO Cava sender AVEC et skriftligt udkast til en aftale, hvor de accepterer sameksistensen af ​​mærket Corpinnat inden for DO Cava til gengæld for at Corpinnat lader deres ​​kvalitetskontrol underlægge DO Cavas inspektionstjeneste, og ikke som det fremgår af deres egne vedtægter af et eksternt revisionsfirma.

8. januar 2019
AVEC meddeler DO Cava, at de ikke kan sige ja til betingelserne i det foreslåede udkast, da det vil være at gå på kompromis med ideerne bag Corpinnat.

22. januar 2019
DO Cava sender et brev til Corpinnat hvor de kræver “afvikling af brugen af ​​det kollektive mærke, senest den 31. januar 2019 “.

30. januar 2019
De ni vingårde der er medlemmer af Corpinnat meddeler DO Cava, at de ikke længere vil registreres som cava-producenter.

De ni producenter, Gramona, Llopart, Nadal, Recaredo, Sabaté i Coca, Torelló, Huguet-Can Freixes, Júlia Bernet og Mas Candí står nu i en ny situation uden for DO Cava,  og skal til at markedsføre sig under betegnelsen Corpinnat, der blandt andet forpligter dem til at arbejde med 100% økologiske druer. Modning af vinen i minimum 18 måneder og at 100% af vinfremstillingsprocessen foregår på ejendommen. De første vine solgt under navnet Corpinnat vil ifølge foreningen komme på markedet i foråret 2019.

Indledningsbilledet viser Toni de la Rosa Torelló fra Torelló, der er en af cavaudbryderne.