Vi forlod Bordeaux for tyve år siden efter at have tilbragt et kvart århundrede der. Det var glade år. Selvfølgelig gik det op og ned, men det gælder jo overalt, men for mig som vinbonde opnåede jeg i de år alt hvad jeg kunne håbe på. Jeg fik den gård jeg bestyrede, i firserne, ind i det prestigefyldte Union des Grands Crus, og det var som at få den gamle kamel gennem nåleøjet.
Jeg beviste historisk og organoleptisk med et berømt eksperiment i 1985, at hver vinmark har sin eget gær, som faktisk er dens signatur, noget min gode ven, professor Denis Dubourdieu, senere beviste videnskabeligt.
Som en anerkendelse for mit arbejdet blev jeg optaget som medlem af Académie du Vin, det var en stor ære. Derefter fulgte nye observationer og opdagelsen, at man kan kurere H2S fejl i vin ved hjælp af tøris og således undgå en risikofyldt brug af kobber.
Disse begivenheder markerede nogle af højdepunkterne i mit vinliv.
Senere blev genopbygningen af glemte vingårde en besættelse, der blandt andet førte til en renæssance af de berømte vine fra Tokaji, men det er en anden historie.
Jeg organiserede også den første prøvesmagning i London for medlemmerne af Union des Grands Crus og deres vine, og tog dem med ud i verden. Vi besøgte blandt andet Australien, Singapore, Sydafrika og Chile – viste Bordeaux’s flag overalt. For mig var det vigtigt, at vi ikke bare sad i Bordeaux, men kom ud, og skabte kontakter med vinfolk i andre lande.
I Académie du Vin mødtes vi med jævne mellemrum til frokost hvor alle medlemmerne bragte deres egne vine. Det var en begivenhed at mødes og diskutere og smage hinandens vine – det kom der store venskaber ud af. Jeg kan tilføje, at der absolut ikke var snobberi ved disse møder, og vinene blev drøftet og nydt af alle. Lige noget for en ung vinmand, det var en vidunderlig inspiration…
Bordeaux-vine var dengang relativt billige.Ved en høstfrokost på Restaurant ‘Sommelier’ på quai des Chartrons, i Bordeaux, bidrog alle med at købe en flaske, og jeg kan huske, at jeg købte en Petrus som min nevø Peter Sisseck endnu ikke havde smagt. Han var en ung studerende og hjalp mig på det tidspunkt i vinmarken og kælderen.
Et år senere på Lucas Carton, Monsieur Senderens berømt restaurant i Paris, spiste vi frokost med Hugh Johnson og et par andre venner, og jeg bestilte en flaske af den legendariske Yquem ’67. Det var et godt tidpunkt at drikke den på, og hvis min hukommelse ikke svigter mig, kostede den noget i retning af 70 franc!!!
Cru Classe var dengang ikke ligefrem overvurderet.
I de tidlige 1970’ere var Château Branaire-Ducru til salg for ca. 5 millioner franc og min gamle ven, Raymond Dupin, opfordrede mig til at købe hans Château Grand-Puy-Lacoste for 12 millioner franc, der skulle betales i flere rater. Jeg har altid beklaget, at jeg ikke var i stand til, eller havde tilstrækkelig finansiel viden til at løfte opgaven, men er glad for, at det faldt i hænderne på en god ven, François-Xavier Borie, der stadig fremstiller de vidunderlige vine derfra.
Og så pludselig, da Mr. Menzelopoulos købte Château Margaux til 80 millioner franc, vendte alle deres øjne mod himlen. Alle vinhandlerne i Bordeaux var overbevist om, at det ikke ville vare længe før hans tid som ejer af det store Bordeaux-slot ville være forbi, men faktisk lykkedes det ham,at vende det hele, og endnu en gang begyndte Château Margaux at fremstille de dejligste vine, og pludselig blev de store Bordeaux-slotte solgt til højere og højere priser. Derefter begyndte Bordeaux lidt efter lidt at ændre sig. Nye ansigter, nye ideer og mest af alt, nye penge, rullede ind. Nu blev det smart at eje et Châteaux og de bedste blev solgt til skyhøje priser til folk, der havde lidt, eller intet at gøre med vin, men for hvem det at eje sin egen Grand Cru betød alt.
Da vi forlod Bordeaux for at sejle til en stor ny udfordring og starte en vingård fra bunden, på Sicilien, var de fleste ejere af Grand Cru’erne blevet meget selvbevidste og priserne begyndte at stige til et punkt, hvor det ikke længere var muligt for Bordeaux-elskere at købe dem. Der var ingen der stoppede denne dårskab da de fleste fra den gamle brigade var borte, og kærligheden og forståelsen for vinen og dens kultur syntes at være forsvundet med dem.
Systemet med Primeur-salg havde været en livredder for de fleste af ejerne. Det gav dem en chance for at realisere nogle penge, før deres vin var klar, og de var kloge nok til at forstå, at de købere der skulle vente indtil vinene var på flaske, også burde have en chance for at sælge og tjene nogle penge.
Systemet fungerede vældig godt og alle var glade, men pludselig insisterede indflydelsesrige journalister på at give point og løftede det hele til nye svimlende højder.
Nu begyndte et kapløb om at smiske for disse journalister, der betragtede sig selv som halv-guder, og naturligvis, for at glæde dem og deres smagsløg, mistede nogle af vinene deres retning og begyndte at ligne deres brødre og søstre fra Côte du Rhône.
Bordeaux ændrede karakter!
Og det var bare en begyndelse. Der syntes ikke at være nogen ende på prisstigningerne og med dem kom udelukkelsen af den ægte kærlighed til Bordeaux.
I dag har for eksempel få af de unge sommeliers nogensinde smagt de store vine fra Bordeaux, og heller ikke mange samlere og entusiastiske vinelskere kan komme nær dem.
Nu er vinene blevet et finansielt objekt, men hvem drikker dem?
På grund af de høje priser og producenternes grådighed er det blevet mere og mere vanskeligt for Bordeaux-slottene at sælge deres vin, medmindre de er blandt 1. Cru’erne.
Men selv dé, lider i dag, og set udefra, ser det ud som om ballonen kan briste når som helst.
Desværre har ejerne helt mistet kontakten med de der plejede at købe deres vin og er ved at miste tilliden til de ‘nye’ investorkøbere, der ikke længere kan se nogen grund til at sætte deres penge på en taber-hest eller i bedste fald finde en der kan give dem et lille afkast på deres investering.
Set fra en vinelskers synspunkt kan jeg kun sige, hvor glad det gør mig. Måske kan vi endelig i den nærmeste fremtid igen få os en dråbe af en gammel favoritvin, til den pris, den er værd.
For os, der forlod Bordeaux for at bosætte os andre steder blev Bordelaisernes grådighed faktisk et raison d’être. Pludselig begyndte folk at se hvad der kunne gøres uden for de store vinregioner, og fandt mange vidunderlige kompensationer for deres mistede kærlighed.
Fremragende vine fra Spanien og andre dele af Europa, glemte eller oversete, dukkede pludselig op. Fra USA, Australien og fra Sydafrika eller Sydamerika og andre steder begyndte nye ‘klassikere’ at dukke op.
Med støtte fra nogle af de store sommeliers og vinelskere var Bordeaux pludselig ikke længere uundværlig på vinkortene i de kendte restauranter, og importørerne trak ikke længere på skuldrene af de ‘Nye’ vine. Selv ‘halv-guderne’ syntes at kunne lide dem og meget snart ændrede hele sceneriet sig.
Nogle af journalisterne mistede deres troværdighed og mange af sommelierne forekom at være mere vidende.
På samme tid ønskede flere og flere, at blive Master of Wine, og Master Sommelier.
I vinerierne havde klimaet allerede ændret sig med tilkomsten af ønologer, der støttet af en universitets-uddannelse mente sig værdige til at tage over – på en selvfølgelig overlegen måde – efter de gamle kældermestre, hvis eneste fejl var, at de kendte deres arbejde fra A til Z, blot ikke havde papir på det.
Disse nye spillere kendte naturligvis deres biokemi og var i boglig forstand de gamle kældermestre langt overlegne, men de havde ingen idé om det daglige arbejde i en veldrevet kælder. Orden overalt er ikke altid svaret, men selvfølgelig med bureaukrater, der kører en stor vingård for de fraværende ejere, var det et must. Men hvad – uvidenhed og middelmådighed sætter sin egen dagorden!
Men lad os lade dem være i fred og gå videre til et meget større problem. Klimaændringerne!
Ja, vi har kendt til klimaændringer omkring hvert 400 år. I Europa har vores klima altid været afhængigt af Golfstrømmen, der bringer det varme vejr til os. Når den fejler, hvilket den gør i de varme perioder, med 400 års intervaller, hvor isen smelter på
Sydpolen, og Grønland, med det resultat, at vi så går gennem en grusom kold periode. Med middelalderen som det seneste resultat.
Begynder vi nu på en ny periode som den?
Uanset hvad, peger den ekstreme varme om sommeren, kombineret med enorme storme og usædvanlige regnmængder på en katastrofal ny vending, der er en kombination af naturlige årsager og menneskelige fejl, og stiller et stort spørgsmål ved vores måde at leve på og drive landbrug, og selvfølgelig ved vores vinproduktion.
Hvad kan vi gøre for at undgå høj alkohol i vores vin, takket være klimaændringerne?
Det umiddelbare svar ville naturligvis være at vælge de planter i din vinmark, der klarer sig godt under stress.
Men det er blevet meget vanskeligt takket være en vedvarende og fejlagtig politik med kun at bruge enkeltkloner til nye beplantninger, der foregiver, at de er virusbestandige, og renere end dig.
Det hele begyndte i 1950’erne, hvor nogle franske vinproducenter var bekymret for, at deres vinplanter var degenerede, så de bad INAO (Institut Nationale des Appellations ) om at gribe ind og hjælpe dem med at holde deres sorter rene for mutationer.
Det i sig selv var meget tilrådeligt, og INAO gjorde faktisk et stort stykke arbejde, men snart blev bolden taget op af professorer ved Davies University California, og så begyndte den såkaldte viruskugle at rulle. Nu handlede det om indeksering og genindeksering af syge planter. Behandle dem med varme og naivt tro på, at dette ‘nye’ materiale ville passe bedre til fremtidige beplantninger – stik imod mod al arvelov. Derudover forårsager deres klon-system et betragteligt tab i den eksisterende biologiske sorts-mangfoldighed.
De få, der stod op og klagede, blev ikke hørt, og misforståelsen spredte sig med lynets hast. Nu skulle alle plante kloner (hvilket betød multiplikationer af den samme plante pr. hektar) og så kommer problemet med at have 10.000 planter af det samme slags. Hvad sker der hvis den plante ikke er modstandsdygtig over for højere temperaturer?
Hvad gør vi nu i lyset af den ekstreme varme, når vi ved, at vi risikere, at se hele vinmarker dø foran vores øjne, takket være forkerte ræsonnementer og for få indvendinger.
Jeg tænker på vitikulturisterne i Bordeaux, der havde modet til at holde fast i deres kultur og uddannelse, ligesom min gamle ven, Jean-Michel Cazes, på Lynch Bages, der blev ved med at vælge de bedste vinstokke ifølge hans filosofi blandt de meget gamle planter på hans egen vingård. Det er selvfølgelig den eneste fornuftige fremgangsmåde, og han er heldig, fordi hans omhu vil redde hans vingård.
Men ikke alle har evnet hans fremsyn og en generel panik ser ud til at have fået INAO til at forfølge nye ideer – urealistiske, men også farlige for Bordeaux!
De nye, og hvad der forekommer desperate tiltag inkluderer muligheden for at plante de mest uhyrlige sorter med klimaændringerne som begrundelse.
Man siger, at varmere lande fremstiller stærkere vine. Det ved vi, men at udskifte og ofre de vinstokke, der har gjort Bordeaux berømt for at prøve at lave lav-alkoholvine er klart en fejltagelse.
Vi ved allerede at Cabernet Sauvignon trives godt i et meget varmere klima end Bordeaux, så hvad er problemet her?
Merlot dyrkes også overalt, og hvis noget kan forbedres med en tidlig modenhed, så hvad?
Petit Verdot, som tidligere havde et problem med modenhed, kan måske nu producere de skønneste vine … så hvad er problemet?
I stedet har INAO foreslået at plante den gamle Porto-sort, Touriga Nacional, og faktisk vokser de første planter allerede på Malrome, den ejendom der tidligere tilhørte Toulouse-Lautrec familien, men nu er ejet af Huynh-familien, der står bag det nye projekt.
Hvorfor, spørger man sig selv.
Vil de skabe en ny Portvins-tradition i Bordeaux ?
Måske er det svaret til de vildledte, der troede de kunne erstatte Bordeaux Clarets med en Côte du Rhône-stil ? Sikkert, nu er det deres moment!
En mulighed er naturligvis den ældgamle Bordeaux-sort Castets, der af en eller anden grund forsvandt, men blev genfundet af Monsieur Loic Pasquet fra ‘Liber Pater’ i Landiras, i Graves.
Her hævder producenten at det er den ‘originale’ Bordeaux drue, men hvem kan bedømme det, når hans vin koster mellem 3 – 5.000 euro per flaske. Bestemt ikke mig. En flaske vin er simpelthen ikke så mange penge værd. Prisen fratager én glæden ved at drikke den.
Hvor er vi på vej hen, undrer man sig i forbløffelse.
For yderligere at føje spot til skaden, har INAO annonceret at den spanske sort Albariño er velegnet til en fremtidig hvid Bordeaux.
Hvorfor?
Albariño-vinene i Spanien sælges til omkring 2,50 Euro per flaske, så hvorfor foreslå dem i Bordaux, hvor de ikke har en fremtid?
Andre hvide forslag er en gammel kending fra Bordeauxs forøgs station, Liliorila, et kryds af
Barroque og Chardonnay. Hvad har disse planter med Bordeaux at gøre, og hvorfor ikke se sig omkring og lave en grundigere undersøgelse?
Når alt kommer til alt, skal det ikke glemmes at Sauvignon Blanc og Sauvignon Gris klarer sig godt under varmere himmelstrøg.
Selv Petit Manseng fra Jurançon, som alle vil plante nu, er det virkelig seriøst?
Her må jeg vende tilbage til mit nye land, det gamle normanske kongerige Sicilien.
Forskningsinstituttet i Marsala har forsket og plantet mange af de gamle sorter, der er kendt på øen. De kom alle fra Grækenland for omkring tre tusinde år siden, og før da, var de i Georgien, hvor vindyrkningens vugge stod.
Her til min forbløffelse finder vi ikke en eneste sort, der vil producerer mere end højest 10 til 12% alkohol, med perfekt pH-værdi og god syre under ekstreme varmebetingelser…
Resultaterne af mikrovinificeringer er i de fleste tilfælde overvældende gode, og det er her – hvis ikke i vinmarkerne – svaret på fremtidens vinproduktion i det varme vejr findes.
Hvorfor, undrer man sig, kommunikere INAO ikke med deres kolleger i udlandet.
Faktisk kan det nuværende INAO bebrejdes mange ting, ikke mindst, efter min mening, den seneste reklassificering i St. Emilion af 1A Cru Classé. Senest deres foreslag om at tage OAC Bourgogne fra Chablis !!
Hvad er der gået galt i den engang så glorværdige institution?
Som et resultat af alt det kan jeg kun græde, Bordeaux er død, længe leve Bordeaux !!!
