De store vine fra Bordeaux er kendetegnet ved deres kompleksitet, variation og karakter. I det sidste århundrede talte man om vinenes helt specielle karakter fra de forskellige områder. Saint-Estèphes hårde, ranke struktur, der skulle have mange år i kælderen for at modne, Pauillacs store, jordagtige solbærduft- og smag. Saint-Juliens feminine, faste rankhed, Margaux’ fløjlsbløde, og alligevel krydrede karakter. Pomerols brombæragtige, næsten svulstige fedme osv. Vine, der som unge, på nær Pomerol, var kantede og svære at forstå, men med en finesse, som gamle Bordeauxkendere stadig længes efter.
Den nu afdøde Paul Pontallier holdt gennem næsten 30 år fast i en stil hvor friskhed og præcision blev forenet med modenhed og koncentration. Som ansvarlig for en af verdens største vine og verdens arkitektonisk mest formfuldendte slot kunne han tillade at sætte sin egen dagsorden. Med overbevisning præsenterede han år efter år hårde og til tider kantede vine, utilnærmelige som unge, men med denne ulmende styrke og energi der gjorde, at man fuldt og fast stolede på vinen. Paul Pontallier ikke blot skabte en vin, han skabte noget endnu større – en drøm der udsprang fra et smukt sted.
En vin med terroirpræg kan aldrig være rund, ej heller oval, der vil altid være kanter, noget skarpt og ikke svulstigt, som den fornemmelse der ligger i munden ved udtalelse af ordene »tannin og finesse«.
Mange af årgangene i de sidste 20 år er blevet for runde, for kælne. Appellationernes forskellighed blev erstattet af en monosmag, styret af et amerikansk ønske om frugt, frugt og atter frugt. Et simpelt budskab som alle kan forstå og som alle i den tidlige en primeur-smagning kan nikke genkendende til. En saftig »superburger« i amerikansk indpakning.
Men hvorfor er vinene blevet sådan?
Alle har et ønske om at præsentere deres lille »baby« så smuk som muligt, en »baby« der kun har ligget på fad i nogle få måneder og som skal opholde sig her i de kommende år. Får vinen/babyen gode ratings under en primeur-smagningen, kan slotsejeren øge prisen i bevidstheden om, at vinen også bliver solgt. De første ratings, også selv om de kun er foreløbige, bliver på ejendommelig vis stående på internettet og holder sig de næste 10 – 20 år.
En baby er lækker, hvis den er glinsende og så fed, at den har elastikbånd omkring håndleddene. Forudsætningen for en fed vin er modne druer, og her er jagten gået ind. Bedre bekæmpelse, større forståelse af sygdomme i vinmarken har gjort det muligt at vente endnu længere med at plukke druerne. Fjernelse af blade de sidste måneder accelererer modningen og nedsætter yderligere risikoen for råd. Positivt i sig selv, blot det ikke kammer over. Vinene har bevæget sig fra en naturlig alkoholprocent på 10-10,5 for 30 år siden til 13-14,5 procent i dag. Men bliver druerne overmodne med høj alkoholprocent, forsvinder mineraliteten og det tanninbid, der tidligere gav denne vidunderlige, lettere arrogante franske distance. Vinen har langsomt bevæget sig fra »Comment allez-vous?« til »How are you?«
Château Cheval Blanc, Haut-Brion, Margaux, vinene fra Jean-Pierre Moueix og enkelte af de større vine fra Médoc har beholdt den gamle stil, samtidig med at kvaliteten er blevet bedre, år for år. Man kunne i går betegne dem som traditionalister, i morgen som fornyere, for det virker heldigvis, som om der er ved at komme ny vind i sejlene.
Bordeaux har aldrig været bedre – præcision forenet med modenhed, koncentration og friskhed.
