Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Biodynamisk dyrkning er en filosofi

I møder med vinproducenter kommer begreberne organisk og biodynamisk uvægerligt på tale. Heldigvis. Bevidstheden om betydningen af det, der går for sig i vinmarkerne, er de seneste årtier gået fra nærmest nul til 100. Redaktøren af det fremragende norske Vinforum, Arne Ronold, noterede i slutningen af 2020, at i 2004 var 87.577 hektar vinmarker globalt certificerede økologisk. I 2017 var tallet 403.047 hektar. Biodynamisk dyrkede vinmarker halter langt bagefter, men hektarantallet stiger støt.

Det er dog ikke altid, at det står helt klart, hvad vinfolkene egentlig mener, når talen falder på dyrkningsmetoderne. Begrebet organisk dyrkning er meget brugt, og det betyder normalt økologisk dyrkning, certificeret eller ikke. Biodynamisk dyrkning efter de metoder, Rudolf Steiner skitserede for næsten 100 år siden, har deres fanskare og en hel del modstandere. Sidstnævnte kan hænge deres hatte på, at Steiner ikke havde nogen landbrugsfaglig baggrund og i bund og grund havde temmelig verdensfjerne synspunkter.

En markant sydfransk vinproducent som Gérard Bertrand har i 20 år arbejdet med både organisk dyrkning og biodynamik. Da han tidligere på året holdt en virtuel smagning af 10 vine, var det under fællesbetegnelsen ”Organic Wine Festival”. Under smagningen var der mulighed for at stille spørgsmål, og Vinbladet bad Gérard Bertrand definere sin brug af begreberne. Det korte svar lød: ”Organisk dyrkning er en kultiveringsmetode, biodynamisk dyrkning er en filosofi.”

Gérard Bertrand der i mere end 20 år har arbejdet med både organisk dyrkning og biodynamik

Bio overalt

Det var først i 2002, Bertrand blev optaget af Steiners filosofi. Siden har han ændret dyrkningsmetoderne på alle sine 16 vingårde med deres 880 hektar marker. Resultatet er, siger han, friskere vine med mere syre og for de røde vines vedkommende mere elegance. På trods af det meget varme klima i Languedoc, ”vibrerer” vinene.

For en hardcore biodynamisk vinproducent er både Rudolf Steiners teorier og den tyske Steiner-discipel Maria Thuns almanak vigtige guider. Rent konkret gødes Bertrands vinmarker i det tidlige forår to-tre gange med komøg i kohorn (BD500) og et par gange med hornsilikat (BD501). Om efteråret følger man Maria Thuns anvisninger af de arbejdsopgaver, som skal udføres i overensstemmelse med månefaserne. Hvilket for eksempel betyder, at beskæring af vinplanterne skal ske lige før nymåne og nyplantning lige før fuldmåne. Derudover siger det sig selv, at der ikke anvendes pesticider og kunstgødning, og at alt handler om at fremme det mikrobiologiske liv i jordbunden.

Der er som nævnt en del skepsis over for disse anvisninger, men herhjemme har en gruppe haveejere i Vestjylland lavet forsøg med at dyrke grønsager efter Maria Thuns kalender. Afgrøder som radiser og rødbeder blev sået på både ”gunstige” og ”ugunstige” tidspunkter, og resultatet var entydigt, at i gennemsnit gav de ”gunstige” dage over 35 procent mere i udbytte af de to rodfrugter.

Gérard Bertrands udsagn om biodynamikkens positive indvirkning på hans vine skulle jo komme an på en prøve, så en række vinskribenter verden over sad en februar-eftermiddag ved skærmene for at følge hans gennemgang af 10 vine, tre rosé, tre hvide, en orange og tre røde. Nogle af vinene var gengangere fra den tilsvarende digitale smagning, som blev skildret i artiklen ”Kongen af Languedoc” andre var nytilkommere og endnu ikke alle tilgængelige på det danske marked. De angivne priser er i euro og hentet fra Bertrands hjemmeside.

Tre roséer

2020 Pollinat Grenache Rosé, IGP Cévennes. En lys, frisk letvægter til daglig indtagelse, fin syre og en anelse sødme. Ifølge Gérard Bertrand er Grenache den bedste druesort til rosé. 12,5%. Ingen pris angivet.

2020 Source of Joy, AOP Languedoc, er en nyskabelse komponeret af Grenache Noir, Syrah, Cinsault og Mourvèdre. Farven er smukt lys over i det orange, kroppen ganske markant. En rosé med mere fylde end de fleste af fætrene i Provence. 14,5%. 17 €

2019 Clos du Temple, AOP Languedoc Cabrières, har samme palet af druesorter som Source of Joy, men med yderligere et bidrag af Viognier. Vinen er fadlagret i et halvt år og har et lettere ristet udtryk. De 3% Viognier gør vinen lys og elegant, og de gamle vinstokke på ler og limsten sikrer den hummerfarvede vin en levetid på op til en halv snes år. Dekantering vil være en god idé, så længe vinen er ung. 190 €

Hvide, orange og røde

2020 Pollinat Chardonnay, IGP Cévennes, er en let, frisk dagligvin med god syre og en anelse fedme. 12,5%. Ingen pris angivet.

2020 Prima Nature Chardonnay, IGP Pays d’Oc er vegansk og fri for sulfitter. Vinen følger stilmæssigt i sporet fra Pollinat og er ifølge Gérard Bertrand helt rigtig til asparges med hollandaise. 12,5%. 8 €

2019 Cigalus White, IGP Aude Hauterive, kommer fra en ejendom, som blev købt i 1995. Sælgeren havde tilplantet markerne med røde internationale druesorter, men det har Gérard Bertrand lavet grundigt om på. Og er i øvrigt flyttet ind med sin familie. Cigalus består af Chardonnay, Viognier og Sauvignon Blanc som for 70 procents vedkommende er gæret i nye træfade. Vinen gennemgår den malolaktiske gæring og modner 7-8 måneder i træ. Ved aftapningen bruges der ikke svovl. I det hele taget er brugen af svovl reduceret med 50%. Cigalus er gylden, har et let præg af fadlagringen og er en stærkt sammensat vin, som kræver mad med tilhørende markant sauce. F.eks. fed fisk eller endog fjerkræ. Levetid formentlig i omegnen af 10 år. 50 €

2020 Orange Gold Vin de France er en nyhed bestående af Chardonnay, Hvid Grenache, Viognier, Marsanne, Mauzac (en syrerig hvid druesort) og Muscat. Farven er gylden og signalerer umiddelbart ædelsød vin, men den er knastør og frisk med en meget kompleks smagsprofil inklusive tanniner fra de 6 druesorter i blandingen. Druerne gæres i ståltanke og slutter macerationen i træfade. 12.90 €

2019 Prima Nature Syrah IGP Pays d’Oc, frisk, harmonisk og meget druetypisk dagligvin. 13,5%. 8 €

2018 Château L’Hospitalet AOP La Clape kan alene i kraft af druesammensætningen let forveksles med en sydfransk Rhône-vin: Syrah, Grenache og Mourvèdre. Det er en mørk og kraftig sag fra en stor årgang velegnet til de kolde årstiders måltider. Ifølge Gérard Bertrand er lam det helt rigtige. 39 €

2017 Clos d’Ora AOP Minervois La Livinière er Bertrands første grand cru-vin. Den er sat sammen af Syrah, Mourvèdre, Carignan og Grenache og er dermed i samme liga som Châteauneuf-du-Pape. Ikke mindst i kraft af sin ekstreme alkoholprocent: 15,5. Vinen er mørk og stærkt frugtdrevet, helt klart bedst til grillet kød og ikke mindst den traditionelle danske julemad. 190 €

Nogle af Gérard Bertrands vine kan bl.a. findes hos H.J. Hansen og Pedersborg Vin