Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Bedst i 2018? – toppen af tysk riesling i årets test

Igen i år afholdte VDP (Verein der Deutsche Prädikatsweingüter) deres enestående præsentation af medlemmers kunnen. Vinsmagningen er specielt forbeholdt 150 vinjournalister, sommeliers og vigtige vinhandlere fra hele verden. Som sædvanlig var vinsmagningen ekstremt godt organiseret (world class – findes ikke bedre på denne klode). Denne gang var der 464 vine, der kunne prøvesmages over tre dage. Jeg nåede ikke helt igennem (haha), ”kun” knap 300. De røde GG fra 2017 blev der desværre ikke tid til. Til næste år bliver de røde fra årgang 2018 præsenteret og de skal med garanti smages. Her er mine forventninger i øvrigt skyhøje. De ca. 50 organisatorer, hjælpere og ”løbere” (det er dem der bringer vinene i flights af fem/seks flasker til bordene) skal igen roses for deres excellente arbejde.

Vejret i 2018

For at forstå hvorfor årgang 2018 og de hvide vine smager som de gør, skal vi lige kigge på vejret i 2018. Indtil begyndelsen af april så alting temmelig normalt ud. Januar var varmere, februar koldere og marts kun lidt koldere end gennemsnittet. Der faldt en del regn i januar og i marts. Men derefter blev det varmt, rigtig varmt, MEGET varmt. Vinteren gik så at sige direkte over i sommeren. Gennemsnitstemperaturen for april til slutningen af september lå eksempelvis i Rheingau mere end end halv grad højere end i 1947 og mere end én grad højere end i 2003 og 2006. Temperaturene lå i juli og august næsten uafbrudt mellem 30 og 35 grader, og rigtigt koldt om natten blev det heller ikke. Men hvad der var rigtigt slemt, var den manglende nedbør. Der kom ganske vist et par gode regnvejrsdage i maj og i begyndelsen af juni. Men derefter ingenting udover en tordenbyge eller to her og der (nogle desværre også med hagl). Den største høst i de seneste år kunne ganske afslappet hentes hjem i september, uden nogen form for panik, udover at det var smart at slutte ved middagstid, for at holde druernes temperatur nede. Vinstokkene lagde naturligvis kraftigt fra start, der gik kun ca. seks uger fra de første blade viste sig til blomstringen var i fuld gang. Denne blev den tidligste i mands minde, og fandt sted 14 dage tidligere end ellers (målt i forhold til gennemsnittet over 30 år). Den varme sommer gjorde, at dette forspring kunne øges til tre uger på det tidspunkt, hvor druerne begynder at modnes. Det meget varme vejr førte til at vinplanterne fik stress her og der. Særligt nyplantede vinmarker og vinmarker med en meget stenet jord var plaget af det. Hvor det var muligt, blev der kunstvandet der. Den meget stærke ultraviolette stråling førte til en del solbrændte druer med medførende tab. Tab på grund af svampesygdomme var til gengæld på grund af det tørre vejr nærmest ikke eksisterende. Sukkerindholdet i druerne steg og steg og var til slut meget højt. Syren faldt hurtigt og den færdige mosts Ph-værdi steg sommetider til et kritisk niveau (mikrobiologisk sårbarhed i kælderen). Det blev derfor undtagelsesvis tilladt at tilsætte vinsyre til most og/eller vin, noget nogen benyttede sig af, andre slet ikke. Große Gewächse bliver høstet med et tilladt maksimumudbytte på ca. det halve af det, som den tyske vinlov tillader. Der er derfor her tale om mere koncentrerede vine end gennemsnittet.

MOSEL – Riesling

Vinene fra Mosel i årgang 2018 er mere mineralske end i de foregående år, mange af vinene  har ikke den for Mosel typiske opulente frugt og sprøde syre. 2018 er dog generelt et godt delvist et usædvanligt godt år ved Mosel. Den manglede syre er mange steder erstattet af en mineralsk smag af salt i eftersmagen, hvilket ikke typisk, men et interessant aspekt, der ikke gør vinene dårligere, kun anderledes. Her stod der over 60 vine til rådighed, her kommer der en bemærkning eller to til de – efter min mening – bedste. Weingut Knebel slog hårdt til i 2018. En fremragende RÖTTGEN (94-95+) fremstår som et perfekt slebet slank monument, masser af mineralitet og en utrolig elegant smag. UHLEN (93+) fra samme producent er lidt rundere i stilen. Heymann-Löwensteins RÖTTGEN (94) er mere røget og ”vild” i smagen, UHLEN ”BLAUFÜSSER LAY” (93), UHLEN ”LAUBACH” (93), strågule i farven, dybe i smagen, masser af salt i i en perfekt finish. Showtime folks! STOLZENBERG (92+) er elegantere i stilen, varm smag og meget elegant. KIRCHBERG (92) er lidt svagere i udtrykket med en lidt bitter finish. Men alt i alt endnu en fremragende kollektion fra Heymann-Löwenstein, endda bedre end 2017, hvis der er nogen der spørger mig. Clemens Busch medbragte et par eksotisk smagende flasker. MARIENBURG (94) og en MARIENBURG  ”ROTHENPFAD” (92), abrikos og fylde i større mængder.  Dr. Loosens årgang 2018 ligger på niveau med 2017 med de to undtagelser TREPPCHEN (93) og WÜRZGARTEN (92). Den førstnævnte er den mest eksotiske med masser af frugt. Sidstnævnte mere mineralsk og ”stenet” i smagen. ALTENBERG (92+) fra von Othegraven, er en fremragende vin, mineralsk, terroirpræget og med en meget lang eftersmag. BOCKSTEIN (92) fra samme producent er mere eksotisk i stilen. Van Volxem medbragte hele seks vine. Den mest overvisende synes jeg er SCHARZHOFBERGER (92) røget og fyldig i smagen, god lang eftersmag. SCHARZHOFBERGER PERGENTSKNOPP (91) er efter min mening lidt svagere i udtrykket. Forstmeister Geltz-Zilikens KUPP (92) og BOCKSTEIN (92) er lavet i den sædvanlige utrolig klare, saftige ranke stil, der præger dette hus. Nik Weis – St. Urbanshofs BOCKSTEIN (92+) er en vin med substans og dybde, BOCKSTEIN -Z- (93) ligger lidt tungere på vægten. SAARFEILSER MARIENBERG (93) er anderledes i stilen, mere cremet og rund i smagen og med en lang eftersmag. Peter Lauer præsenterede, så vidt jeg kan bedømme, sin bedste bedste kollektion ever. KUPP (94+) en vin der nærmest eksploderer i munden på en. En fyldig vin med viel power, komplekst sammensat. SCHONFELS (93) er mere mineralsk i stilen og FEILS (93) ligger stilistisk mellem de to førstnævnte. Generelt var 2018 en god og for en stor af producenterne en fremragende årgang. Mineralske vine med mindre frugt end i 2017. På grund af den manglende syre allerede nu en fornøjelse at drikke. Man kunne have frygtet at årgangen blev noget af en flad omgang, men dette er langt fra tilfældet. Syren er i de fleste vine blevet afløst af en mineralsk saltet smag. Så 2018 er her rigtig god, men også anderledes end normalt.

MITTELRHEIN – Riesling

Mittelrhein stillede med seks vine til præsentationen. Et skyhøjt kvalitetsniveau. Det var lidt  lidt svært af få armene ned af begejstring her. Müllers „AN DER RABELEI“ (93), er en monumental vin. Saftig, blød og rund med en meget lang eftersmag. Næste vin. Kan en vin danse? Ratzenbergers ST. JOST (94+) er i hvet fald tæt på at kunne det. Den er væsentlig lettere end den førstnævnte vin, til gengæld er den i en så perfekt balance, at den næsten begynder at synge. En usædvanlig elegant sag, der næsten  kom svævede gennem salen. WOLFSHÖHLE (93) er mere i den vanlige stil, mørkere og mere krydret i smagen, mere power der. Weingut Toni Jost havde deres IM HAHN (95+) med. En gigantisk monolit. Masser af krop og power, eksotisk som sjældent før, ekstrem komplex, elegancen kommer i eftersmagen, som en symfoni, der toner meget langsamt og vibrerende ud ”An iron fist in a velvet glove”, er det engelske udtryk for sådan en. Lanius Knab medbragte to vine AM LAUERBAUM (93+) og OELSBERG (93), begge spontangærede vine i den typiske Lanius stil. Førstnævnte besidder en flot indre spænding, sidstnævnte er mere fyldig i stilen. Begge vine er endnu lidt urolige og skal ligge nogle år.

RHEINGAU – Riesling

Rheingau har igennem de senere år være udsat for en del kritik, fordi kvaliteten er så svingende indenfor VDP. I år var der efter min mening kun et par af vinene, der ikke levede op til de krav man må stille til en GG. Altså generelt flotte og charmante vine, forskellige i stilen, ja sikkert, men det kan jo også være en styrke. Künstler er kendt for sin HÖLLE, og i årgang 2018 er den et brag af en vin. Fuld tryk på kedlen, komplex, lang eftersmag, simpelthen grandios (94). WEISS ERD (92) er i årgang 2018 forbavsende rund og blød, men dog intensiv i udtrykket. KIRCHENSTÜCK (91) finder jeg lidt lettere i stilen. BERG ROTTLAND (93) stråler og oser af mineralitet, komplex med en varm kerne. Weingut Flick: NONNBERG ”VIER MORGEN” (92+), er jævnlig en af mine favoritter, i år også en flot vin med format. Her kan man ligeledes smage en smule restsukker. Skal ligge nogle år. KÖNIGIN VICTORIABERG (93) meget vellykket, som sædvanlig mere elegant i stilen. Diefenhardts SCHLENZENBERG (92+) er en meget fokuseret præcist sat mineralsk vin, LANGENBERG (93) er fyldigere i smagen, flot koncentration, med et touch af reven appelsinskal. Jakob Jung medbragte deres SIEGELSBERG (91) en rund og varmt smagende version, med substans. Allerede nu meget tilgængelig. HOHENRAIN (93) fra samme producent er en strålende klar vin, flot struktur og mere komplekst sammensat. HOHENRAIN (92) fra von Oetinger er lidt slankere og mere mineralsk i stilen. MARCOBRUNN (94) er rigtig, rigtig god. Mineralitet strømmer ud af glasset, så det næsten begynder at knistre, meget kompleks sag med en lang eftersmag. GRÄFENBERG (93+) fra Weil har mere tyngde, er blødere i stilen og har en lang varm eftersmag. Den bedste fra Spreitzer er ROSENGARTEN (92) saftig, frugtig, med en opulent blød stilistik. August Kesselers BERG ROSENECK (92) en stor vin med volumen med med en tydelig smag af restsukker. SELIGMACHER (93) er lidt mere præcis og klar i stilen, sikker fordi den kommer fra Lorch, og dermed er præget af den blåskifer den vokser i.

NAHE – Riesling

Som sædvanligt afleverer Nahe en perlerække af vine.Som jeg skrev sidste år på dette sted, er det utrolig svært at vælge de bedste ud, så for de fleste bliver et valg her ganske enkelt en smagssag. Denne gang er der EN undtagelse. Dönnhoff er i årgang 2018 bare et ”must buy”. Hold da helt fest mand. FELSENBERG (93), HÖLLENPFAD IM MÜHLENBERG (94), KRÖTENPFUHL (94), DELLCHEN (94), HERMANNHÖHLE (95) og BRÜCKE (95). Urolig mineralske vine, de to sidstnævnte har en fænomenal udstråling, et fint syrespil og en kraftfuld finish. Kruger-Rumpfs DAUTENPFLÄNZER (91) og PITTERSBERG (92+) er kraftige rieslinge med et godt syrebid og lang eftersmag. BURGBERG (93) fra samme producent er fyldigere, ja næsten opulent, saft og kraft der. Schlossgut Diel havde kun to vine med, dem kunne jeg mægtigt godt lide. PITTERMÄNNCHEN (92+), let røget i duften, fin substans og længde. GOLDLOCH (93) fra samme producent er varmere i stilen, fyldig, uden at miste det elegante præg. BASTEI (91+), havde et fint mælkesyrestik, den har nok gennemgået en (delvis) malolaktisk gæring, KUPFERGRUBE (92), MÜHLBERG ”IM ROTHENFELS” (93) fra Dr. Crusius kan allerede drikkes nu, men har absolut format til at ligge nogle år. STEINBERG (93) fra Dr. Crusius havde den lidt svære opgave at stå lige efter Dönhoffs BRÜCKE, men klarede det egenligt fint. STEINBERG er væsentlig mere drikkelig på nuværende tidspunkt. Den er fyldige og varm i stilen, hører også med på listen på de vine, der om fem år vil gå fremragende til en god middagsret. Schäfer-Fröhlich havde hele fem vine med i husets sædvanlige stil, spontangærede vine, meget ufærdige lige nu. Jeg forstår dem på nuværende tidspunkt ikke rigtig, og kan derfor ikke bedømme dem. Jeg må se om jeg kan få fat på et par flasker af ældre årgang.

RHEINHESSEN – Riesling

Vinene fra Rheinhessen klarede sig fint i 2018, men ikke relativt set. Det gennemsnitlige niveau er fint, men ligger nok på niveau med 2017. Der var nu mere end en håndfuld rigtige gode i toppen. Mine favoritter er som følger. HIPPING (93) fra Gunderloch smager mineralsk, er tør og besidder et godt syrebid. ROTHENBERG (92) en fyldig vin, med dybde, kraft og saft, PETTENTHAL (91+) er en smule lettere, men også værd at købe. HIPPING (92) fra St. Antony, er en saftig og klar sag med en tydelig restsødme, ZEHNMORGEN (91) er lidt mere cremet og blød i smagen med et touch af revne appelsinskaller. HIPPING fra Kühling-Gillot er præget af en spontangæret gæret bouquet, megen krop og en god længde i eftersmagen. Battenfeld-Spanier havde ligeledes et godt år. ZELLERWEG AM SCHWARZEN HERRGOTT (93), FRAUENBERG (93) og KIRCHENSTÜCK (92+) er alle strågule i farve, en snert af gul tobak i næsen. Kirchenstück er en smule lettere end de andre to.

PFALZ – Riesling

Pfalz producerer som regel relativ kraftige og tunge vine. På grund af årgangens karakter er de faldet lettere ud end sædvanligt. Men der er tryk på Rings SAUMAGEN (92) En ordentlig mundfuld vin med en snert af citrus. Fin dybde og længde. Mosbacher medbragte som sædvanlig en meget overbevisende kollektion. FREUNDSTÜCK (92+) Kraftig, lidt fadpræget, PECHSTEIN (92+), fed smag, et lille pift af orangeskaller, meget lang eftersmag. UNGEHEUER (92), lidt i samme stil. JESUITENGARTEN (93) snert af gul tobak, meget aromatisk, relativ åben og tilgængelig. Geheimrat Dr. Von Bassermann-Jordans vine er præget af lagringen på træfad. Noget der i de fleste år absolut kan være en god ting for at give frugt og fedme lidt modspil. I år som 2018, hvor de fleste vine bragte mere mineralitet end frugt med sig, er træets indflydelse på vinen større end ellers. Ikke noget galt i det, man skal bare vide det. Her er de efter min mening bedste af en meget stor samling Große Gewächse: PECHSTEIN (91) Elegant, præget af fadlagring, JESUITENGARTEN (92) , Frugtig, saftig med tydelig restsukker i smagen, på næsten samme niveau HOHENMORGEN (91) og LANGENMORGEN (91). Achim Magin havde et godt år i 2018.  KIRCHENSTÜCK (91), Appelsin, eksotisk i smagen, saltet og et bitter bid i eftersmagen. JESUITENGARTEN (93) er en kraftig vin med power, med lang finish. IDIG (92+), saftig, perfekt struktureret vin fra A. Christmann.

FRANKEN – Riesling

Riesling fra Franken er som regel lidt sprødere i stilen. 2018 synes jeg ikke var et superår for dette vinområde. Generelt lidt for lette og ikke særlig udtryksfulde. Men de følgende  tre producenter leverede som altid topkvalitet. Weingut Fürst, CENTGRAFENBERG (92), mineralsk, slank, men ikke kedelig. Præcis som en pil fra Wilhelm Tell. Horst Sauer og Rainer Sauer bragte begge deres AM LUMPEN 1655 (begge 92) med. Saft og kraft, koncentrerede vin med karakter. De ligger forbavsende tæt op ad hinanden.

Øvrige hvide drue:
FRANKEN – Silvaner

Hvis der er noget Franken kan, så er det Silvaner. Mine favoritter her er STEIN, fra Ludwig Knoll, en kraftig silvaner osende af mineralitet (93). På samme høje niveau som sidste år, en vin med power og volumen. Den skal have lidt luft før den begynder at vise sin styrke. Rainer Sauers  AM LUMPEN  1655 ligger kun et mulehår bagefter, lidt mindre power, til gengæld en meget elegant vin i perfekt balance (92+). ROTHLAUF fra Gregor Schwab bestak med et for året usædvanligt fint syrespil (92). Fra samme vinmark anbefales ligeledes Rudolf Mays version (91). En udtryksfuld vin, der allerede nu er tilgængelig. AM LUMPEN 1655 fra Michael Fröhlich, besidder ligeledes substans og en lang eftersmag (91). Sidst, men ikke mindst skal MAUSTAL fra Zehnthof Lucker nævnes (91). En kompleks sag, ligeledes med en lang og elegant eftersmag Der var også medbragt en række vine fra årgang 2017. Det er interessant at få et gensyn med årgangen og se, hvordan den har udviklet sig efter et år på flaske. ROTHLAUF (93) fra Bickel-Stumpf, har haft godt af et år mere på flasken, en flot hamonisk vin og et klart køb, kan drikkes nu, men den vil helt sikkert udvikle sig nogle år endnu. Det samme gælder for JULIUS-ECHTER-BERG (93) og KRONSBERG (92), stadig mørkere og dybere i smagen end de fleste og som sædvanligt med det elegante touch, der generelt præger Wirschings vine.

BADEN – Chardonnay

Her var der kun sendt et ”flight” ind – ialt seks vine, så det var til overse. Som sædvanligt kom Huber ind på førstepladsen her med en 2018er BIENENBERG (93-94), mineralsk vin med en fin struktur og et lille fint syrebid til sidst. Læg den i kælderen. KRONENBÜHL GOTTSACKER fra Wöhrle er lidt præget af fadlagringen, intens og med en lang eftersmagt. Skal lige finde sig selv (92). Dr. Hegers ”HINTER WINKLEN – GRAS IM OFEN“ (91) fra 2017 har en dyb, næsten cremet smag. Med helt fremme var også WINKLERBERG – PAGODE (92) fra Stigler – lidt slankere, men med en fin struktur og balance.

PFALZ – Weißer Burgunder

Weißer Burgunder taler til det kundesegment, der ikke bryder sig om Rieslingens markante syre. Vinene er blødere i karakteren, mange gennemgår den malolaktiske gæring og bliver ofte lagret på træfad. Min favorit her var IM SONNENSCHEIN fra Ökonomierat Rebholz, En vin med ”ryggrad”, struktur, et fint syrebid og god en længde i eftersmagen. LANGENMORGEN fra Bassermann-Jordan er en vin med tyngde og dybde (92). MANDELBERG fra Ökonomierat Rebholz er mere rund og blød i stilen (91). Dr. Wehrheims MANDELBERG (91+) er en smule mere syrebetont. KALMIT fra Kranz er også relativ kompleks (91), men når ikke helt sidste års niveau.

FRANKEN – Weißer Burgunder

Her var der kun to vine til rådighed begge gode. STEIN i årgang 18 (90). KARTHÄUSER i årgang 2017 fra Juliusspital Würzburg med lidt mere frugt og kraft (91).

BADEN – Weißer Burgunder

FEUERBERG HASLEN (90) fra Weingut Bercher. Rund og blød, men med god struktur og længde (92). HERRENTISCH fra Wöhrle (91) har en smule mere substans end HERRENBERG OBERKLAMM (herligt navn – overklamt), der i stedet for syre havde en god saltet eftersmag (90) . WINKLERBERG WINKLEN ”RAPPENECKER” (90) har syren i behold.

“Lille spejl på væggen der, hvilken vin er skønnest i landet her”.

SUMMASUMARUM

2018 bragte alkoholrige, men ikke for alkoholrige vine, mineralske vine, uventet slanke her og der, man forventer jo egentlig en ordentlig samling blockbusters i sådan en varm årgang, men dertil regnede det for lidt. Selvom de her smagte vine er tørre per definition, smager en del af dem en smule sødt, fordi alkohol alene netop giver en vin en hvis sødme med på vejen. Det var ikke en årgang for syrebetonede vine, men det blev der kompenseret for i form af det svært definerbare begreb mineralitet samt ofte en saltet eftersmag. Mange eksperter vil sikkert mene, at 2018  ikke er en god årgang. Det kan jeg ikke være enig i. Det er i mine øjne en god årgang, ja nogle steder endda meget god, til fremragende. Men ét er i hvert fald sikkert. Årgangen er anderledes og med garanti bedre en 2003, der udviste en særpræget bouquet af kogte druer. 2018 er en årgang, der med garanti vil glæde enhver gastronom og vinhandler, ganske enkelt fordi vinene allerede nu kan drikkes med stor fornøjelse. Hardcore Rieslingfreaks vil muligvis nok sidde lidt på pengepungen og vente på årgang 2019, personlig synes jeg, at dem jeg har nævnt her med sindsro kan købes. Holdbarheden forventer jeg vil være ok.