Beaujolais er både berømt og berygtet for sine lyse, lette og frugtige vine, og mange anser stadig distriktet for lidt af et discountområde med langt mellem snapsene. I det sidste tiår har krisen for alvor ramt Beaujolais, hvad der yderligere sættes i perspektiv af Bourgognes spektakulære succes med tilhørende priseksplosioner. Beaujolais-producenterne håber i dag på, at Pinot Noirs popularitet vil smitte af sydpå, så man kan lægge krisen bag sig. Derfor arbejder flere og flere seriøst på at bevise, at deres distrikt kan spille lige op med storebror i Côte d’Or, når målet er terroirpræg, elegance og delikatesse.
Prygelknaben Gamay
Pinot Noir druen har i adskillige år ejet al ønskelig prestige, mens dens nære slægtning Gamay har slæbt rundt på et image som en håbløst småtkørende fætter, der aldrig ville drive det til noget særligt i denne verden – i hvert fald ikke i forhold til vidunderbarnet Pinot Noir. Og ret skal være ret: Det er ikke noget problem at lave elendig vin på Gamay, der kun alt for let forføres til at præstere enorme udbytter med tilhørende tyndbenede og uinteressante vine som en uundgåelig konsekvens.
Men Pinot Noir besidder mange af de samme tvivlsomme karakteregenskaber, og hvis der er nogen drue, der burde hænges ud til offentlig afklapsning for at levere elendig kvalitet til prisen med foruroligende hyppighed, så burde det være Pinot Noir. Men på den anden side kan Pinot Noir også levere nogle af denne verdens mest betagende vine – det ved Gud og hver mand, og det vil de betale for.
Langt færre er dog klar over, at Gamay kan svinge sig op til de samme kvalitetshøjder, blot druen tages seriøst og er i kompetente hænder. Eksempelvis er nogle af de bedste røde Bourgogner, som jeg nogen sinde har smagt, lavet på Gamay i det centrale Côte d’Or, hvor Domaine van Berg frembringer exceptionelle Gamay-vine til ligeledes exceptionelle priser. Men også moderdistriktet Beaujolais kan præstere det sublime, men i realiteternes verden er området inde i en langvarig krise, hvor ufortjent det end måtte være
Beaujolais i tørre tal
Negocianter står for cirka 80 procent af salget
Der er cirka 160 negocianter i Beaujolais
Georges Duboeuf står for hele 12 procent af det totale salg
I 2004 var der 3.500 vinavlere – i 2009 var tallet 2.500
I 2002 blev der produceret 1.3 millioner hektoliter – i 2013 var tallet 0.7 millioner
I de sidste 10 år er vinmarkarealet gået ned med 28 procent
Nedgangstider
Allerede i 2005 begyndte det at gå grundigt ned af bakke for Beaujolais, og i det sidste tiår er vinmarksarealet faldet med noget, der ligner 30 procent. Årsagen er først og fremmest, at det er svært at sælge Beaujolais til en fornuftig pris, og meget af problemets rod skal nok søges i det noget ramponerede image, som distriktet har skabt sig med Beaujolais-Nouveau bølgen med en overflod af mildt sagt ikke spændende vine. Ligegyldig hvor god kvaliteten nu måtte være i den fuldblods Beaujolais, er det svært at få vinforbrugerne til at betale de samme penge for en glimrende Beaujolais, som man gladelig gør for en middelmådig Bordeaux eller Bourgogne.
Konsekvensen har været et utal af konkurser, store personlige tragedier og en dramatisk nedgang i både antallet af producenter, i mængden af produceret vin og i jordpriserne, og bunden er næppe nået endnu. Nedgangen har især ramt de basale kvaliteter, og produktionen af den jævne Beaujolais AOC er faldet med hele 44 procent fra den gang området for alvor solgte. Til gengæld fortæller statistikken, at salget af Cru-vinene fra de berømte kommuner som eksempelvis Chenas og Fleurie har vist sig langt mere robust, og her har man stort set holdt stand mod tidens fortrædeligheder. Bag dette ligger der uden tvivl den pointe, at vejen ud af krisen vil være at fokusere langt hårdere på kvalitet frem for kvantitet.
Barske betingelser
Dette er dog ikke uden problemer, da Beaujolais fra gammel tid har haft sit tyngdepunkt på de lette og jævne vine, som Paris og omegn en gang ikke kunne få nok af. AOC-reglerne afspejler dette, og der er stadigt tilladt ganske høje udbytter – endda højt op i Cru-systemet. Vi er oppe på omkring de 60 hektoliter, hvor Gamay har svært ved at levere troværdig kvalitet.
Der er dog en tendens til at udbyttet er for nedadgående, da flere og flere avlere har indset, at man må hæve kvaliteten for at overleve. Markedet for billig dagligvin er overforsynet, og konkurrencen bliver kun stadigt hårdere i lavprissegmentet. Så de mere fremsynede producenter er i dag nede på mellem 40 og 45 hektoliter – og endda endnu lavere – og her begynder der for alvor at ske spændende ting. Det bliver også stadigt mere populært at markedsføre vin fra gamle vinstokke – Vieilles Vignes – hvor udbyttet naturligt er lavt, og koncentration derfor er naturligt er høj.
Beaujolais har været præget af kooperativer, der for alt for manges vedkommende sidder fast i masseproduktions-konceptet. Kooperativerne leverer i dag over 300.000 hektoliter årligt, og det er tæt på at være halvdelen af områdets produktion. Yderligere er Beaujolais domineret af Negocianter, der ikke altid fokuserer på topkvalitet, og de står for omkring 80 procent af salget. Her er det igen nærliggende at drage paralleller til udviklingen i Bourgogne, hvor ordet Negociant for få år siden rummede særdeles negative toner. I dag er der intet ondt i at købe vin fra en Bourgogne-negociant, da rigtigt mange dygtige Negocianter leverer vine i absolut topklasse, og denne tendens er også begyndt at smitte af på Beaujolais.
Vejen til en lysere fremtid
Det ligger i kortene, at hvis Beaujolais for alvor skal realisere sit uomtvistelige potentiale, kræver det ikke blot kompetence i særklasse, men også mod til at gå mod strømmen og ikke mindst styr på økonomien. Beaujolais har lige så gode geologiske forudsætninger for at producere unik terroirvin, som man har i Côte d’Or. Men i Beaujolais har man mere satset på at brande kommunale vine, og der er ikke rigtig tradition for enkeltmarksvine, selv om der findes pænt med enestående vinmarker.
Og netop terroirvine er i den grad oppe i tiden, og de har alle den vidunderlige marketingegenskab, at hvis man kan frembringe en vin med en veldefineret sted-personlighed, kan den ikke efterlignes noget andet sted. Dette er et vigtigt kort at have på hånden, når man skal konkurrere om forbrugerens gunst, og når man vil sælge til den højest mulige pris. To af de mest interessante kvalitetsproducenter er Stéphane Aviron og Jules Desjourneys, og de har begge indset, at fokus skal være på de bedst tænkelige vinmarker.
Stephane Aviron – Negociant & Éleveur
Bag navnet Stéphane Aviron gemmer der sig i virkeligheden to markante personligheder: Ud over Stéphane er Nicolas Potel en uundværlig del af firmaet, der dels er negocianter, men også er ”Éleveurs” – altså også selv fremstiller og plejer indkøbte vine. Nicolas Potel er winemaker med særdeles solide rødder i Bourgogne, og han har taget al sin burgundiske kunnen med til Beaujolais i forsøget på at genrejse kvaliteten i disse underkendte vine.
De to ildsjæle Nicolas og Stéphane har i fællesskab sat en ny dagsorden, hvor kernebegreberne er brug af meget gamle vinstokke – ofte over 40 år gamle – og fokus på de klassiske Bourgognemetoder til vinfremstilling. Man har helt naturligt koncentreret sig om Cru’erne, der uden for diskussion rummer det største potentiale for at frembringe mindeværdige vine, og man har yderligere arbejdet nært sammen med udvalgte vinavlere. Målet er ikke blot at finde de dygtigste mennesker, men også de bedste marker indenfor de enkelte appellationer, og så udvælge de mest vellykkede fade fra den enkelte mark.
Man flirter med økologi og biodynamik, men er endnu ikke skiftet formelt over til disse grønne principper, selv om bæredygtig vinavl står højt på dagsordenen. Nicolas og Stéphane vil skabe vine, der er klassiske udtryk for den enkelte appellation, og samtidig vil man tilføre vinene øget styrke, finesse og lagringsevne. Man er derfor ikke bange for at bruge egetræ til lagring, hvorfor der ofte indgår 20-25 procent ny eg i produktionen. Smagning af Aviron-vinene viste, at man har evnet at dosere egetræet særdeles kompetent og kultiveret, så det blot understøtter og fremhæver strukturen i vinene og tilføjer et diskret krydderi. Vinene er derfor ranke og aldrig egedominerede, hvad der for alvor ville sabotere distrikts- og druepræg, da Gamays rige, men skrøbelige frugt kun alt for let overdøves af egekrydderi.
Nicolas og Stéphane evner at udtrykke den enkelte kommunes særpræg på autentisk facon, så der er klar forskel i udtrykket mellem eksempelvis Fleurie og Julienas. Det er lykkedes dem at bevare selve sjælen i Beaujolais-udtrykket og alligevel tilføre vinene større kraft, rigdom og intensitet. At man så samtidig har gjort det til en rigtig fornuftig pris, kan man som vinentusiast kun være glad for.
Domaine Jules Desjourneys
Jules Desjourneys er i modsætning til Stéphane Aviron et rent domænefortagende, der selv dyrker druerne og står for alle led i vinprocessen. Kernepersonen bag Domaine Jules Desjouneys er Fabien Duperray, der også har en baggrund i vinene fra Côte d’Or, og det er ikke de eneste lighedspunkter mellem disse to producenter: Begge bruger meget lave udbytter, gamle vinstokke, fokuserer på de bedst tænkelige parceller, høster sent, vinificerer efter Bourgognes klassiske principper og går efter at opnå en kombination af optimal intensitet og frugtdybde.
Når vi taler om intensitet, er der vist ingen i Beaujolais, der overgår Domaine Jules Desjourneys. Her skal vinmageren Fabien Duperray roses for, at vinenes tæthed og styrke aldrig overdøver det autentiske Beaujolais-præg, selv om der er tale om en dybt personlig fortolkning af områdets særpræg. Man er heller ikke bange for at give vinene en solid tanninrygrad, da der typisk gæres inklusive stilkene, og efterfølgende ligger vinene minimum 18 måneder på fad.
Dette kunne lyde som opskriften på at fjerne enhver form for Beaujolais-karakter, men slutresultat har områdets ægte identitet med sig hele vejen. Det er ganske usædvanligt for Beaujolais, at vinene fremstilles til at lagre og udvikle sig særdeles længe – gerne over otte år eller længere endnu – men trods alt kan man uden de store samvittighedskvaler tage hul på årgang 2014 den dag i dag.
Vinene giver allerede nu rigtig meget fra sig, og de ejer en imponerende detaljerigdom, og på trods af styrken er der ikke en finger at sætte på balancen. Her er der det bedst tænkelige bevis for, at seriøs Beaujolais sagtens spiller lige op med de klassiske Bourgogner. De gør det vel at mærke på deres egne betingelser, da de ikke prøver at efterligne Pinot Noirs burgundiske udtryk. Det er der ingen grund til, for en optimal Gamay er lige så spændende som en fremragende Pinot Noir.
De attraktive vinkøb
Vi skal til at lære, at vine fra Chenas, Fleurie og Morgon er ligeværdige med kendisserne fra Chambolle-Musigny, Volnay og Nuits-St.-Georges. Set med forbrugerøjne skal vi glæde os over, at de bedste Beaujolais Cru-vine endnu ikke har været inde i den samme priseksplosion, som de store navne fra det centrale Bourgogne har traumatiseret vinkunderne med.
Men mon dette attraktive prisniveau varer ved? Næppe, så det er med at købe og nyde top-Beaujolais, mens tid er. Hvis man er den type vinentusiast, der prioriterer elegance og lethed, og hvis man samtidig er udstyret med en sund nysgerrighed, et åbent sind, og et begrænset vinbudget, er der næppe noget fransk vindistrikt, der p.t. har mere at byde på end Beaujolais
Og lige endnu en detalje, hvor underdoggen Beaujolais har et forspring frem for Bourgogne: I Beaujolais er der en langt bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet – eller sagt på en anden måde: Det er væsentligt mere risikofrit at betale en høj pris for en Beaujolais end for en Bourgogne – og det er jo ikke så skidt.
Beaujolais fra Stephane Aviron
Julienas 2014 Vieilles Vignes Stephane Aviron AOC Julienas – 12,5 pct.
Frisk, floral rød bærfrugt med autentisk Gamay-karakter, fin lille sødme og med et charmerende krydderi med lidt blækkede toner. Nydelig distriktstypicitet, pæn mineralitet og medium styrke. Glat og sødmefuld vin med kultiveret saftighed, bløde tanniner og fin længde. Umiddelbar, vellykket og charmende.
90 | 119,95 v/12 fl Theis Vine
Fleurie 2015 Vieilles Vignes Domaine de la Madriere, Stephane Aviron AOC Fleurie – 12,5 pct.
Tæt, sødmefuld frugtnæse med flot sammensat struktur, god styrke og nydelig harmoni. Ren, intens, klassisk og charmende. Vellykket og autentisk fortolkning af Fleuries delikate kernekarakter. I munden med betydelig og rank frugtighed, velafbalanceret fylde og nydelig ekstraktrigdom i den sunde rene bærfrugt. Klassisk Cru-Beaujolais.
91 | 119,95 v/12 fl Theis Vine
Morgon Côte du Py 2015 Vieilles Vignes Stephane Aviron AOC Morgon – 12,5 pct.
Delikat, tæt og afrundet frugt med blommetoner og diskret ristet egetræ. Dejlig balance, umiddelbar charme, nydelig renhed og fin dybde. Velstruktureret vin med ganske markant tannin og glat, rank frugt med et lettere animalsk krydderi. Betragtelig længde, god styrke og solid saftighed helt ud i eftersmagen.
90 | 119,95 v/12 fl Theis Vine
Beaujolais fra Jules Desjourneys
Morgon 2014 Jules Desjourneys AOC Morgon – 12,5 pct.
Frisk, mineralsk rød bærfrugt med pæn floralitet. Diskret egetræ og rankt og ambitiøst helhedspræg. Nydeligt krydderi med toner af blæk og grafit. Spændende og personlig. Tæt vin med potent frugt og stor elegance og med kontant, velpoleret tanninstruktur. Ambitiøs vin med høj klasse, gedigen harmoni og et rigt aromabillede. Udsøgt elegance, herlig præcision og masser af styrke i eftersmagen. Beaujolais fra flotteste hylde.
93 | 299,00 Domaine Brandis
Chenas 2012 Le Jugement Dernier Jules Desjourneys AOC Chenas – 13 pct.
Veludviklet og moden, men stadig frisk mørk frugt med blomme, sort the og tobak. Diskret sødme og med delikat, markant og detaljerigt egetræ. Udtalt mineralsk næse med aromatisk helhedsindtryk. Solid personlighed og med en kompleksitet som i en god Barolo. Mundfrugt med stor tyngde, dejlig ekstraktrigdom og masser af frisk syre. Køligt helhedspræg, pæn styrke og flot og kontant tanninstruktur. Fornemt håndværk.
92 | 299,00 Domaine Brandis
Moulin à Vent 2011 Les Michelons Jules Desjourneys AOC Moulin à Vent – 12,8 pct.
Fed, tæt, sødmefuld frugtnæse med bemærkelsesværdig kompleksitet og koncentration. Intens duft med fornemt brug af egetræet med et veldimensioneret ristet krydderi. Veltøjlet styrke og charmerende delikatesse i lykkelig sameksistens og med en kultiveret intensitet, der kunne være en Bourgogne Grand Cru værdig. Ekstraktrig, velbygget og elegant mundfrugt med betydelig aromarigdom. Flot struktur, udsøgt harmoni og solid mineralitet. Dybt personlig og alligevel charmerende og lettilgængelig. Særklasse.
94 | 449,00 Domaine Brandis
