Året er 1994 og der er stadig højt til loftet i Danmark. Man kan skrive, man kan sige, man kan skrige, man kan turnere rundt i Danmark, besøge 12-mands lægeforeninger og tale om et helt nyt emne: alkoholens positive egenskaber. Det var nyt dengang, meget nyt, al forskning handlede meget mere om misbrug, om den forbudte frugt der i gæret form var livsfarlig. Medicinalindustrien betalte mit foredragshonorar på 3.500 kroner og de vine, der blev drukket. Foredraget gled ned, oftest med de store Bordeauxvine, sommetider også med første cru’erne i den lille årgang 1987. Lægerne labbede foredrag, vine og menuen i sig, blev kloge, fik en dannelse omkring bordets glæder, omkring lykke i gæret form, der nu, fik de at vide, forlængede deres liv, patienternes liv og ikke mindst deres livskvalitet.
Jeg var ikke alene, en læge fra Århus turnerede også rundt. Jeg kontaktede ham, lægen Erik Skovenborg, og efter blot nogle minutters fastnet-samtale var fundamentet til et langt venskab lagt.
Jeg var i den periode altid på farten, mellem Sverige, Norge, Frankrig, Spanien, Italien, ja hele verden – blandede vinen med lægegerningen, og fik den idé at lave en forening af skandinaviske læger, der kunne argumentere positivt om vinens egenskaber, drukket med moderation. Jeg kontaktede Erik Skovenborg og han var med på ideen med det samme. Sammen fandt vi fire kollegaer, alle med stor kulturel viden, alle med Bacchus som deres Gud og alle anerkendte læger i deres hjemland. To fra Sverige, to fra Norge og to fra Danmark.
Vores første møde var i foråret 1994, i vores ydmyge hjem i Nårup. Vi, min hustru og jeg inviterede, gav vin, mad, husly, men intet andet. Og de kom, alle, selv om det var en dyr og lang rejse. Én læge, en sværvægter i viden om vin og lægevidenskab med en doktordisputats omkring arteriosklerose – åreforkalkning, var næsten ved målet, da han kørte i grøften. Den sidste lunefulde sne narrede selv en svensker. Men han rejste sig, trodsede slud og regn og blindsmagte som ingen andre kunne blindsmage gammel, stor Bordeaux den første aften. Det var også ham, Nils H. Sternby, patolog og dr. med., der næste dag fandt på navnet til vores forening: SMAB – The Scandinavian Medical Alcohol Board.
SMAB var meget aktiv i 1990’erne, afholdt store konferencer i Stockholm, Oslo og København og møder i de respektive hjem hos foreningens medlemmer. Vi gav viden, vi sønderknuste fordomme, vi argumenterede med videnskab og blev mødt med moral og fordomme. Vi gjorde det af lyst, af begejstring, det var ikke folkekirkens nødhjælp, men alkoholens nødhjælp, vi var aktive, meget aktive uden nogen form for honorar andet end vores møder hvor værten, i form af mad og vin, gav det bedste han kunne fremtrylle. De største vine drak vi altid hos Nils H. Sternby der havde Skandinaviens måske største vinkælder. Bordeaux var hans foretrukne, Pétrus, Cheval Blanc, hvad som helst i gamle årgange, blev serveret blindt.
Nils H. Sternby, der døde den 5. juli i 2019, var indbegrebet af en gourmet. Hans liv blev levet siddende, enten foran sit mikroskop hvor han stadig, som 84-årig, var aktiv i Malmø, eller ved bordet ─ omkring maden, vinen og samværet. Han rejste med sin hustru Kristina verden rundt, spiste og drak og fortalte siden, ikke så meget om landet han havde besøgt, men mere omkring det han havde spist og drukket. Han var medlem af en lang række fornemme selskaber. International Food & Wine kom til at betyde meget, det samme med Chaine de Rotisseurs. Han var selvfølgelig som svensker meget aktiv i Munskänkarna og som frankofil i Commanderie de Bordeaux; han var en kendt person i Bordeaux. Hans store smagning af alle de store Bordeauxvine i årgang 1975 er gået over i historien. Det blev også den ultimative vinøse fest for Nils. Han havde forberedt smagningen gennem mange år, havde købt alle klenodierne, mest på auktion hos Christies i London, som han siden 1970’erne besøgte år efter år. Hans kælder i Malmø og i København var enorm. Han fik solgt det meste, men nåede hverken at drikke den op eller, med hans uhørte generøsitet, at servere den for vennerne. Fanden stå i det.
Nils H. Sternby var et smukt eksempel på at vinen og måltidet, nydt i moderation og ofte over den moderation som Sundhedsstyrelsen anbefaler, giver et godt og langt liv. Han motionerede så og sige aldrig, han drak og spiste for meget, han var overvægtig og blev alligevel 89 år og havde til det sidste en knivskarp hjerne.
Jeg fik denne julehilsen fra Hermanos i Sydafrika, hvor han og hustruen Kristina havde bygget en smuk villa og levede i lange perioder af deres efterår, selvfølgelig med egen vinkælder med de største sydafrikanske vine, som de aldrig kunne nå at drikke op.
”Kære Peter, vi kan jo håbe på vi mødes i 2019 selvom det ikke blev i 2018. Håber, fordi jeg har fået konstateret prostatakræft og skal i gang med strålebehandling i næste uge”.
Sådan blev det ikke, vi nåede ikke at løfte glasset endnu engang, nåede ikke at smage blindt, at drille og udbryde begejstret at: ”nu ärr vi hemma” – underforstået hjemme i Bordeaux. Du Nils H. er altid HEMMA – omkring bordet, maden, vinen ─ hemma hos os alle, der respekterede og beundrede dig så meget og som gang på gang løfter glasset og skåler for en af de store personligheder i vinens verden.
