Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Erik Sørensen Vin

60 års vinhistoire fortalt af Jan Sørensen

Erik Sørensen, den store mand på billedet, startede i 1956 med at sælge vin fra sin tobaksforretning på Bernstorffsvej i Hellerup. Det udviklede sig til en blomstrende forretning, der nu efter 61 år stadig er privatejet, og med en ny direktør, varsler vækst og ekspansion. På billedet, med rigtig vinhandlerforklæde i læder, ses også hans søn, Jan Sørensen (nr. to fra højre), der på nærmeste hold har fulgt vinbranchens udvikling de sidste 60 år. Her fortæller han historien om Erik Sørensens Vinhandel:

“Min far Erik Sørensen var uddannet købmand i Ebeltoft. I 1940’erne arbejdede han sig gennem Danmark til København, hvor han startede to iskagefabrikker. De gik dog begge konkurs. Det var før dybfrysernes tid: is var en letfordærvelig og – smeltelig vare! Han opfandt en raketis (vaffel med chokolade indvendig, så vaflen ikke blev blød). En konkurrent efterlignede isen, blev slæbt i retten og dømt til ikke de næste 20 år at lave denne is. Konkurrenten var Frisko Is! Efter 5 års hårdt arbejde tjente han penge nok til i 1956 at købe en villa med en vin- og tobaksbutik på Bernstorffsvej i Hellerup.

Min far arbejdede hårdt, og salget steg, indtil han i 1963 forpagtede forretningen væk og tog sin første ferie i 20 år – en laaaang ferie i Spanien. For min søster og jeg var det dog ikke ferie: Vi gik i klosterskole fra 9 morgen til 6 aften. Og var glade, da vi i 1966 kom hjem til Maglegårdsskolen, som vi havde forladt knap 3 år før.

Lommepengene tjente jeg som flaskedreng hos min far. Fylde op af øl, vin og cigarer osv. Kort efter begyndte jeg at hjælpe med at køre varer ud efter lukketid og enkle ordrer til kunderne. I de år fortalte min far mig, at Gentofte kommune ikke prioriterede Bernstorffsvej – man så hellere butikker på Strandvejen og Jægersborg Allé. Han måtte vælge – udvide eller lukke. Han udvidede i 1968 – og så kom jeg ind i billedet.

Vinen blev min redning

I 1967 fik min far en vinbog – George Rainbirds ”Den lille bog om Vin”- af min mor. Min far var ikke den store boglæser. Så bogen blev læst af mig – og den blev fulgt af  et større antal vinbøger, som jeg købte antikvarisk hos ”mine” boghandlere (i begyndelsen Jægersborg Allé og Østre Farimagsgade ved Kartoffelrækkerne, siden andre i det indre København, som min cykel fandt frem til).

Herefter gik det stærkt. Fra efteråret 1968 skrev jeg alle skilte. Min onkel Egon lavede den første annonce til udvidelsen og skrev en A4-seddel med nogle tilbud, som blev delt ud (bl.a. af mig og hunden Lassie) i nabolaget. Han oplærte mig. Jeg overtog hans gamle skrivemaskine, så jeg kunne skrive en stencil trykt af lille trykkeri i Charlottenlund, indtil vi fik råd til vores egen sværteduplikator. Først en side med gode tilbud, så to sider, siden flere, som blev holdt sammen af hæfteklammer. Det var starten på vinkatalogerne, som udkom fra 1970 frem til 2006, hvor portoen gjorde det umuligt at fortsætte.

I 1977 kom det første på 100 sider, trykt af et rigtigt trykkeri, de næste 20 år typisk 2 kataloger om året. De blev uddelt gratis, så vi holdt omkostningerne nede. Kataloget kostede kun 5-6 kr stykket, for tryk og indbinding. De fleste røg dog i postkassen (de første mange år med håndskrevet kuvert! Det var før PC’ens tid!). Da portoen nærmede sig 20 kr, blev kataloget afløst af webben. Og 2-3 vinmagasiner årligt, som jeg også lavede. De første var ubeskriveligt amatøragtige, siden blev de lidt pænere.

Den unge Jan Sørensen tjekker vin i butikken og fortæller: “Min styrke er min leksikale viden om vin, ikke smagning. Men engang i ’00erne vandt jeg faktisk en blindsmagning, hvor deltagerne skulle sætte navn på vinene i 5 blinde glas. De 5 glas indeholdt samme årgang af de fire 1.Crus fra 1855 plus Mouton. Men hvilken vin var i hvilket glas? Og hvad var årgangen? Godt 150 deltog, men kun én fik alle 5 rigtige. Et held for mig (og kun held!), men den leksikale viden hjalp: Mouton havde mere cabernet, Haut-Brion mere merlot osv. Generelt har jeg aldrig dyrket blindsmagning, men smagt rigtig mange vine, af og til i sessions på over 100 vine i løbet af et par timer.”

Den gode historie sælger vinen

Men det vigtigste var indholdet. Mens vore kolleger nøjedes med at skrive pris, navn og årgang i prislister og på skilte, gik jeg anderledes grundigt til værks. Hver vin skulle – uanset pris – have en unik historie, der skilte den ud fra konkurrenternes vine. Så jeg læste masser af vinbøger for at stykke en fortælling sammen, som kunne understrege vinens (håbede jeg) fine smag!  Jeg kom hele vejen rundt om, at slottet lå tæt på de dyre og havde en historie, der gik tilbage til 100 års krigen og Romertiden, fik nævnt naboerne, navnet på hunden og eventuelle familiespøgelser. Og bagefter forkortede jeg fortællingen, helst uden at ødelægge den gode historie!

1970: Den første vinrejse

I sommerferien mellem 2.g og 3.g tog jeg alene på min første vinrejse. Min far var ikke meget for fradrag i skatten, så det var en sparerejse. Nattog til Gare du Nord i Paris. Det gav mig en hel dag og aften i Paris. Jeg turede rundt på Louvre, Montmartre, Pigalle og ikke mindst stormagasinerne og boghandlerne, før turen om aftenen gik til Gare d’Austerlitz, hvor nattoget til Bordeaux ventede. Smalle brikse med tynde tæpper. Beholdte det meste af tøjet på! Om morgenen lød der en høj skramlen, når toget kørte på broen over Garonne og ind på banegården i Bordeaux. At stige ud af toget en tidlig morgen og med søvnige øjne se den by, jeg havde læst så meget om var magisk.

Med min rygsæk gik jeg gennem byen ad Rue Sainte Catherine over Allées de XXX Juillet og Quinconges pladsen til Quai des Chartrons, hvor jeg henvendte mig til den danske konsul, Jean-Henri Schÿler, indehaver af Schröder & Schÿler. Jeg fik et værelse hos en af hans venner og fik besked på at møde i kældrene dagen efter. Mit fransk var ikke godt – ordforrådet var ok, når det gjaldt vin, men alt andet var skolefransk for begyndere. Men efter en måned i kældrene gik det bedre! Arbejdet var let: Jeg rensede fade med svovl og fyldte dem op med vin – både i Bordeaux og på familieslottet Kirwan – rullede fade ud til lastvogne og skibe ved kajen og jeg hjalp af og til med at tappe vinen.

Jeg så dagens lys med frokosttid, hvor vi gik hen til en nærliggende restaurant, som serverede 4 retter mad, sort kaffe og en halv liter vin til 6 francs. De første dage sagde jeg nej til vin, men jeg vænnede mig langsomt til den sure, stikkende smag af unge tanniner. For i kælderen var det eneste at drikke sur rødvin i en blomsterkande!  Jeg forsøgte en dag at drikke vandet, men det gav mig dårlig mave, så jeg holdt mig til vinen!

Den danske konsul i Bordeaux, Jean-Henri Schÿler, indehaver af det gamle familiefirma Schröder & Schÿler, i hvis kælder på Quai des Chartrons den unge Jan Sørensen arbejdede.

Rundt i Bordeaux

En gang om ugen var jeg på udflugt med de mæglere, som besøgte Schÿler for at sælge slottenes vine. Jeg blev hentet om morgenen og kørt op til f.eks. Médoc. For mange er Médoc et fladt, trist og vindblæst landskab ikke ulig Amager. Men for mig var det indgangen til Paradis, hvor jeg hvert minut passerede udødelige navne som Margaux, Moulis, Saint Julien og Pauillac. Vi besøgte bl.a. Léoville Lascases, Margaux og Lafite. Jeg lod, som om jeg forstod alt, hvad kældermesteren sagde, men det hele var stadig volapyk for mig. Dog lærte jeg hurtigt, at man lod vinen gurgle rundt om tungen og spyttede den ud bagefter. På gulvet. Først mange år efter blev træfadene nye og stod på et marmorgulv, mens vinen skulle i spytbakke!

Mægleren -”le Courtier”- inviterede på restaurant midt på dagen. Her smagte jeg en bøf så vidunderlig, at jeg den dag i dag kan huske smagen, saucen, grønsagerne. Jeg var i Himlen. Aldrig havde jeg smagt noget så vidunderligt før. Så var det svært for mig at holde den blaserte mine og lade som om jeg spiste sådan hver dag! Selv vinen var ok! Og jeg forstod ikke mægleren, der klagede over, at der ikke var ordentlige restauranter i Médoc!

Jeg blev også inviteret op til Schÿlers eget hjem, hvor faderen Marc Schÿler sad sammen med firmaets amerikanske importør. Jean-Henri var en meget vidende og charmerende vært, som beklagede sig over det dårlige engelsk, de fleste franskmænd talte (det er dog anderledes i dag). ”Vi oplever stadig Frankrig som en verdensmagt og mener alle bør kunne tale fransk”, mente han – og ikke kun af hensyn til æresgæsterne fra USA.

Middagen sluttede med franske oste (stakkels jeg var vant til rød Danbo!) og en lille blindsmagning. Vi fik 2 glas rødvin og skulle gætte, hvad der var i glassene. Jeg kæmpede stadig med smagen af sur, stikkende rødvin og kunne intet smage. ”Ingen bud?”, spurgte vor vært: ”Men hvilken vin er ældst?”. Vinen i højre glas, mente amerikanerne, helt korrekt (jeg skulle ikke sige nogetsomhelst!). ”Men hvilken årgang er den gamle vin?”.

Her kom min første succes. Jeg smuglyttede på amerikanerne, der mente, at den gamle vin var noget lukket og tanninholdig i forhold til den yngre vin. Og sagde meget tøvende: ”Kan det være 1948”. Bravo, sagde Jean-Henri. Jeg fik den dag et ufortjent ry som blindsmager. Det eneste jeg havde gjort var at læse min Edmund Penning-Rowsell, der skrev om de lukkede og tanninholdige vine fra 1948! De følgende år var jeg i Bordeaux eller et andet område hvert år. Og mit fransk blev helt acceptable… Og 20 år efter havde jeg lært at sætte pris på Camenbert (og den tørre, stærke Marc!)

“Vinhandel og hjem på Bernstorffsvej siden 1956, og basis for vort logo”, fortæller Jan Sørensen.

Vinmarkedet og os

Da jeg kunne teorien om vin og skrive på maskine som den eneste – blev det naturligt, at jeg også valgte de vine ud, som vi skulle sælge. Og blev taget på råd, når sælgerne kom med gode tilbud til min far. Det danske vinmarked havde kun ændret sig lidt i de sidste 100 år. Vi købte vin af en importør, som købte vinen gennem en agent, som havde kontakten til vinhuset i Bordeaux. Vinhuset i Bordeaux købte vinen gennem endnu en agent, som havde kontakt til hvert enkelt slot. En masse mellemled! Vinen kom naturligvis på fad eller tank med skib og blev tappet i Danmark (indtil vi blev medlem af EU 1. januar 1973).

Men ændringer var på vej. Carlsberg købte i 1960’ere stort ind af vinfirmaer, bl.a. Kjær & Sommerfeldt, Carl Permin på Gothersgade, Jens Christensen, Lorentz Petersen, Chr. Stausholm og i løbet af 1980’erne også vores gode nabo Knud Jørgensen. De blev sammen med Kijafa samlet i Vingården A/S. Andre bukkede under for konkurrencen. Vi fik derfor mange tilbud på rester, som jeg skulle finde på gode historier om. Men vi ville mere – vi ville være importører, selvom vi hverken havde plads eller mulighed for at tappe selv.

Så vi fik anbefalet en lille importør, som gerne ville tappe for os. Robert Koch på Ingerslevsgade lod mig læse prislisterne fra agenternes vinhuse og vælge de første vine ud – naturligvis Bordeaux, 4 vine fra fra A. de Luze & Fils. Prislisten var en opremsning af fadvine i årgang 1967 med priser. Jeg skrev en masse navne ned og gik hjem for at læse mig frem til de bedste køb (for prøver kunne man ikke få).

Priserne var ens for alle vine med samme appellation (område). Jeg valgte én Saint Émilion (Grand-Barrail-Lamarzelle-Figeac), som i min bog var Grand Cru Classé (det stod ingen steder i liste eller på etiket!). De andre fra området var ”kun” St. Émilion. Citran lød som den bedste fra Haut-Médoc, men én var dyrere – Belgrave. I mine bøger stod der, at Belgrave var 5.Cru Classé, selvom det ikke stod hverken på etiket eller i prisliste. Vi købte de tre plus en Pomerol, Gombaude-Guillot, som i min bog var anført som 1.Cru og på et kort var placeret ikke langt fra Latour à Pomerol og Trotanoy, to af de bedste.

Min lille bog om vin var ikke længere nok. Jeg måtte købe flere bøger – på engelsk, enkelte på fransk, som jeg stavede mig igennem sammen med Gyldendals røde ordbog. Vi havde købt hele 225 liter af hver vin – 300 flasker – så jeg havde bare at finde på en god historie! Men efter 2-3 måneder var flaskerne væk, og flere fade blev købt ind. 2 oktober 1972 stemte Danmark sig ind i EF (i dag EU). Det betød, at luksusafgiften på vin importeret på flaske forsvandt. Vi lod os registrere som importør og begyndte at handle direkte med vinhusene i Bordeaux, siden i andre områder af Frankrig og et par år efter fra andre vinlande. I starten gennem danske agenter, men siden direkte hos vinhusene og stadig oftere direkte fra hver enkelt vingård.

Den store krise i Bordeaux

Men samtidig steg priserne i Bordeaux voldsomt. Indtil 1970’erne havde kun England, Belgien og et par andre lande for alvor købt Bordeaux. Nu kom andre til. Amerikanere begyndte at spekulere i vin og fremviste stolt bankbokse fyldt med 1.Cru. Herhjemme købte bl.a. firmaet Hans Just stort ind. Den gode 1966 blev solgt billigt. 1967 var dyrere, 1969 ikke så god, men meget dyrere, 1970 endnu dyrere, 1971 stadig dyrere, mens 1972 var den dyreste årgang nogensinde udbudt til salg. Og uinteressant i smag.

Vi købte dog masser af Bordeaux. Ikke til høje priser i Bordeaux, men i Danmark, hvor mange stadig havde lagre til gamle priser. Vi købte gode år som 1966, 1964, 1962 og 1961. Fra Stausholm, Lorentz Petersen og Carl Permin, siden del af Kjær & Sommerfeldt, men også Butler Wine i St. Kongensgade (som indtil da kun havde solgt til købmænd), Jesper Christensen i Nørregade og mange andre, der fandt det svært at finde kunder til de dyre vine.

I 1973 kom oliekrisen og punkterede blandt alt muligt andet også denne prisballon. Château Margaux 1972 blev solgt af os i 1973 til 195 kr i ”forsalg”, det vil sige før tapning (svarer til et par tusinde i dagens kroner). To år efter solgte vi vinen til 59,95. Så tog min far og jeg til Bordeaux og købte ind, masser af store vine til ufatteligt lave priser i forhold til et år eller to før. Kunderne jublede. Vi fik mange nye kunder, ikke mindst unge, der opdagede, at de havde råd til stor vin. Mange har været hos os lige siden – og fortsat med at købe vin også til højere pris (men de har også selv fået flere penge). Et par blev ansat hos os: Bjarne Sundby har været hos os siden 1978, mens Jan Kjeld Nielsen kom til i 1974, mens han læste, stoppede i 1983 og vendte tilbage som medejer og direktør i 1998.

Direkte import fra vingården

Fra årgang 1975 gik priserne op igen. Men Erik Sørensen Vin var blevet større, og vi begyndte for alvor at importere andet end Bordeaux (og Tyskland, dengang vigtig for en vinhandel). Spekulanterne havde aldrig interesseret sig for Bourgogne eller Rhône, så her var priserne stabile, men vi fandt store og små mængder vin fra disse områder til lave priser blandt andet fra huse som Sichel og Lichine i Bordeaux. Og vi begyndte at handle direkte med vinslottene for at få den bedst mulige vin til den lavest mulige pris. I Bordeaux faldt vi for Saint-Pierre, 4.Cru i St. Julien, og Mayne-Vieil i Fronsac (som vi stadig handler med).

I 40 år har Erik Sørensen forhandlet den berømte Alsace-producent Zind-Humbrechts vine. Fra 2017 er en anden af verdens mest omtalte vinbønder, Nicolas Joly, fra Loire-vingården Le Vignoble de la Coulée de Serrant, via sin ven Zind-Humbrecht også med i Sørensens portefølje.

Vi var blandt de første til at sælge Alsace (1968). Først  Dopff & Irion, siden Boeckel, Dopff og Heim, før vi for 40 år siden opdagede Zind-Humbrecht, i dag anset for det ypperste i Alsace, såvel som en af Frankrigs og verdens bedste vingårde. Samme år begyndte vi i øvrigt også at sælge Amarone, så vi var også tidligt ude her. I Champagne prøvede vi flere huse, indtil vi endte med Ayala, som vi overtog fra Vilh. Christiansen, da dette firma blev overtaget af Peter Heering (som blev del af Spritfabrikkerne, i dag del af Pernod-Ricard). Vi fulgte Ayala i over 20 år, indtil familien måtte sælge navnet til naboen Bollinger, vinmarkerne til Germain. I dag handler vi med fire private domæner i Champagne.

Vi prøvede mange forskellige vingårde i Bourgogne. Vi handlede i årrække med Prosper Maufoux, siden Dufouleur og endelig de seneste 13 år Bouchard Père & Fils. Ved siden af en masse mindre domæner i eneforhandling som Raveneau, Servin og William Fèvre i Chablis, Ponciago i Beaujolais, Colin i Montrachet og Armand Rousseau i Chambertin.

Men vi var faktisk også en af de første til at tage Rhône alvorligt. I de år købte de fleste deres Rhône-vine fra en négociant (vinkøbmand) i Bourgogne – endnu et mellemled! Jeg stavede mig gennem Revue du Vin og skrev ”Excusez-moi le Francais très mauvais, qui fait damage à Votre langue si belle” til en række vingårde i Rhône-dalen (en af dem har vi handlet med i 40 år). På den måde fik vi lavere pris og bedre vin – for det var sjældent den bedste vin, som vingården solgte gennem en mægler til et négociant-hus i Bourgogne 400 km længere mod nord.

Endnu i 1970’erne købte vi masser af dansk-tappet vin. Vi var blevet så store, at rigtig mange henvendte sig, hvis de havde et parti vin, de ikke kunne finde kunder til. En af dem var Hans Just, der havde investeret i masser af Grand Cru Bordeaux. En del var solgt, men de havde stadig 12.000 flasker. Vinene var mest 1969, som ikke var i top. Men vinene var ofte rigtig gode. Og gode køb!

Nye vinlande og små private leverandører

I 1970’erne importerede vi for første gang vine fra Italien, Spanien og Portugal. Vi var lidt på udebane, så de første vine blev købt gennem agent. Men kunderne kunne lide vinene, så vi lærte dem at drikke Vino Nobile (som vi sælger i dag mere end 40 år senere) samt naturligvis Barolo, Amarone og Rioja. Vi begyndte at importere Portvin (Dalva, siden Smith Woodhouse og fra 1980erne Krohn), Madeira og Sherry. I 1970’erne var Sherry stadig meget populær, og vi havde mange trofaste kunder til Fino og Manzanilla. I 1990’erne måtte vi opgive Sherry – salget var så lille, at vinen mistede friskheden. I dag er vi startet igen og har et godt salg af Sherry – og den gode brandy, som jeg lærte at kende i Spanien. I mange år købte vi fra Emilio Lustau, men dette fine hus er i dag del af en kæmpekoncern og vi får nu vinen fra Àlvaro Domecq.

Den unge Bjarne Sundby der fik ideen til Erik Sørensen Vins årlige efterårssmagning. Her i aktion i 1980. I 2017 er det 40. år i træk, og det er fortsat Bjarne Sundby der står bag det store arrangement.

Vinfestival i det gamle mejeri

Vi havde nu behov for mere lagerplads. I første omgang lejede vi en kælder på Strandvejen, siden en hos Hans Just i Århusgade, men i foråret 1978 kom det gamle Toft mejeri på Fredensborg Kongevej til salg – her var 2500 kvadratmeter lager plus en masse jord – og en nydelig stor villa, hvor bestyreren engang boede. Prisen var rimelig, så min far slog til.

Hele lageret blev flyttet til Hesselrød, men fyldte ikke meget her. I kælderen var der i flere år ikke en flaske, hvad der nok var meget godt. Her stank af ost, og nok holder vi meget af ost, men vi var ikke sikre på, at kunderne ville bryde sig om vin, der havde en odeur af gamle Ole!

Her fik Bjarne Sundby den geniale idé at holde en smagning for vores kunder. Vi var bestemt ikke de første til at holde en smagning af den nytappede årgang fra Bordeaux. Både Kjær & Sommerfeldt og vores nabo Knud Jørgensen havde i flere år holdt en smagning, men den blev holdt i København henholdsvis Hellerup, og selv her stod kunderne meget tæt for at få nogle af de gode dråber. Vi havde talt om det et par år, men havde slet ikke plads nok – og ville også foretrække en smagning, hvor der var lidt mere plads til vinelskerne.

Men kunne vi få vinelskere til at køre 30 km ud af København til en gammel ostefabrik for at smage vin. Det mente Bjarne, og tiden har givet ham ret! Vi sikrede os ved at lade kunderne smage 8 vine – hvor konkurrenterne nøjedes med 6 vine – alle fra årgang 1978. Der var gode vine som Saint Pierre, 4.Cru St.Julien, Kirwan, 3.Cru Margaux og La Tour du Pin Figeac fra Saint Émilion. Og kunderne kom. Vi havde sat grænsen til 300 til hver af de 4 smagninger, vi holdt, fordelt over 2 uger. Der kom 400. Og kunderne var begejstrede, selvom de stod lidt tættere, end vi egentlig brød os om. Folk stod i lange køer for at komme ind – og det blev et problem et år, hvor sneen væltede ned. Det var i november.

Jan K. Nielsen var som ung studererende i årene 1974-82 medhjælper hos Erik Sørensen Vin. Her skænker han for kunderne ved den årlige smagning i 1980. Efter en karriere i erhvervslivet, sidst som direktør hos Falck, blev han medejer af firmaet og var administrerende direktør fra 1999 til den 1. januar 2017. Han fortsætter herfra som bestyrelsesformand.

1500 gæster smager over 150 vine

Derfor finpudsede Bjarne smagningerne – vi flyttede gradvis smagningerne til oktober og derefter september, så snestorme kunne undgås. I 1983 blev lageret stort set fordoblet med en tilbygning, så vi fik endnu mere plads (og kunne lukke op til 600 ind til hver smagning uden at pladsen blev for trang. Og vi samlede alle smagningerne til samme uge, for to uger med smagninger gjorde det daglige arbejde på lageret meget svært.

Og endelig i 1982 begyndte vi at sælge vin på smagningen, hvad ingen andre havde prøvet før. Bjarne mente, at det var en god måde at opdage, hvilke vine, kunden bedst kunne lide – og så var det også en god måde at få dækket de (store) omkostninger, der var ved at holde smagningen, som dengang var ganske gratis. Og han havde – igen – fuldstændig ret. I hvert fald viser salget, at kunderne var begejstrede for smagningen!

Og endnu mere begejstrede blev de, da vi øgede antallet af vine til først 10, så 12, siden 15 forskellige vine. I dag kan 1500-2000 gæster smage mere end 150 forskellige vine, og så er der en kultbar (også her var vi først), hvor folk mod en beskeden merpris kan smage nogle af de mest sjældne og kostbare vine i verden. Idéen med en ren Bordeaux smagning gik vi hurtigt bort fra. Vi opdagede, at kunderne faktisk foretrak vine fra Rhône, Spanien og Italien (og den Ny Verden). Så i dag er smagningen et bredt billede af vores sortiment – med hvidvin, rødvin og rosé fra stort set hele verden, Champagne, Sherry og Portvin – hele den spraglede palette, der kaldes ædel vin. Og Bjarne sørgede for, at Bordeaux ikke blev glemt. Vi har altid 8-10 vine fra Bordeaux med. Foruden 140 andre vine…

Siden Jan Sørensen i 1988 efter en bilulykke har været afhængig af sin rullestol har han fortsat med at rejse til europæiske og oversøiske vinområder. Og sådan bliver det også i fremtiden fortæller han: “Jeg har lovet mig selv at besøge et nyt vinområde hvert år, og der er masser at lære endnu. I 2016 var jeg til vinfestival for dansk vin på Samsø, i 2015 var det England, mens 2014 bød på bl.a. Nova Scotia. Hvert år byder på nye gode vingårde – og en ny årgang. Så man bliver aldrig færdig!”

8 måneder på sygehus

Kun én gang kom jeg ikke til en vinsmagning. Jeg skulle lave en ”Tour de France” (rundtur i franske vinområder) 28. august 1988 for Mundskänkarna i Växjö i Sverige. Klubben er Verdens største med egen vinskole og afdelinger i alle store byer i Sverige. Jeg lånte min mors bil og kørte af sted en tidlig morgen. Nord for Helsingborg tankede jeg bilen op og kørte galt – væk fra tilkørselsrampen til motorvejen. Lidt uopmærksom, da jeg skulle lægge mastercard’et på plads. Og selen var defekt. I begyndelsen troede jeg ikke, det var slemt – gjorde ikke ondt – men opdagede så, at jeg ikke kunne mærke mine ben.

Jeg blev kørt på sygehus. Fra Helsingborg videre til Lund, Hvidovre og endelig 7 måneder på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk. Ryggen var brækket. Ikke et komplet brud, så langsomt kom følelsen tilbage i benene. Jeg lærte at gå med to stokke på korte strækninger såvel som op og ned ad trapper. Men fik besked på at bruge kørestol til længere ture for at hindre slidgigt, da jeg bruger forkerte muskler til at gå med.

Slotsejeren skænker op

I 1998 holdt vi for første gang en forårssmagning, som vi kalder ”Erik Sørensens Vinfestival”. Her kan gæsterne møde 30-40 slotsejere, som skænker op af deres vine – op mod 200 forskellige vine – og de fortæller om, hvor og hvordan den laves – en så åbenlyst genial idé, at vi undrer os over, at den ikke er mere udbredt (og i 1998 var det en unik idé)! Men vi havde valgt det forkerte år at starte. Lige før smagningen døde Erik Sørensen, firmaets eneejer (det blev først A/S året efter). Og samtidig udbrød der generalstrejke i Danmark. Ingen fly kunne bringe vores slotsejere til Danmark, og der var ikke  benzin at få, så kunderne kunne køre op til Fredensborg Kongevej! Men året efter kom vi i gang, og det har været en succes lige siden.

Den 31. januar var det store skiftedag i det 61 år gamle familieejede vinfirma Erik Sørensen Vin. Den afgående direktør, Jan K. Nielsen, (TH) holder tale for sin afløser, den 37-årige Troels Ambo. Med på en lytter, til venstre for Jan K. Nielsen ses en anden medejer, tidligere mangeårige indkøber i firmaet, Jan Sørensen, søn af grundlæggeren Erik Sørensen. I baggrunden sommelier Martin Bonde, der betjener Erik Sørensens Horeca- og erhvervskunder. Og parat til en skål for generationsskiftet, Jan K. Nielsens kone gennem 38 år, Karen Nielsen.

Nye ejere i Erik Sørensen Vin

Under en ferie i Bandol døde Erik Sørensen i Påsken 1998. Firmaet var personligt ejet – ikke et Aps – og fik dermed tre ejere, hans enke, min søster og jeg. Da min stedmor og søster ønskede at trække sig ud af firmaet, som samtidig skulle betale pæne skatter og afgifter, måtte jeg ud og finde en partner. Rigtig mange var på tale – og der var også tale om helt at sælge firmaet – men en dag mødte jeg på parkeringspladsen en gammel ven, som jeg fortalte om vores problemer – og om han kunne hjælpe?

”Det er et tilbud, man kun får en gang i livet”, sagde Jan Kjeld Nielsen, som i godt 9 år arbejdede som først ”flaskedreng”, siden weekendhjælp i firmaet. Jeg indvendte, at det altså krævede rigtig meget kapital, for firmaet var mere værd, end min far havde givet os indtryk af. ”Penge kan man altid skaffe”, sagde Jan, som har været en født optimist, siden jeg mødte ham første gang. ”Bare firmaet er sundt – og det er det åbenbart, så er bankerne mere end villige til at låne os penge”. Og han havde ganske ret dengang for 18 år siden. Vi har holdt sammen lige siden – med ham som administrerende direktør (ikke et job jeg misunder ham) – og har set firmaet blomstre op.

Den nye direktør for – og medejer af Erik Sørensen Vin – Troels Ambo, startede i 2000 som elev i butikken på Bernstorffsvej i Hellerup. Erik Sørensen Vin har i dag 24 ansatte og holder – ud over butikkerne – til i det gamle mejeri i Hesselrød mellem Fredensborg og Kokkedal. I det store lyse mødelokale på 1. sal møder Vinbladet Troels Ambo og den nye bestyrelsesformand Jan K. Nielsen. Vi taler om fremtiden, og de er ikke i tvivl: den ny strategi og målsætning er “at gå vækstvejen”.

I dag er vi ved at trække os tilbage (men vil altid være i baggrunden) til fordel for de unge: Troels Ambo er ny administrerende direktør og storaktionær, mens Henrik Jensen leder vores web, og også er med som betydende aktionær. Vi andre vil nu sidde i baggrunden (i bestyrelsen), men træde til, når vi bliver tilkaldt.”