Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

En himmelstræbende jagt efter kvalitet

- Catena High Mountain Vines

Nicolas Catena har gennem en menneskealder været Argentinas foregangsmand nummer ét, når det gælder verdensklassevine. Denne jagt på den ypperste kvalitet slutter aldrig, og familien Catenas seneste initiativ er en helt ny vinserie med fokus på klare europæiske dyder som stedkarakter, personlighed og elegance frem for styrke. Vejen frem mod disse mål er efter Catena-modellen en satsning på vinmarker med stadigt højere beliggenhed.

Hvad der for alvor adskiller dagligvin fra ægte high-end flasker er vinens indiskutable personlighed, altså at vinen er unik og ikke blot en gængs dagligvare. Det er ingen hemmelighed, at Argentina er leveringsdygtig i glimrende vine i den absolut fornuftige ende af prisspektret, selv om det ofte er vine, der på tværs af producent og oprindelsessted er skåret efter samme læst: En rig sødmefuld frugt, behersket tannin, solidt egepræg og pæn generisk druekarakter. En populær stil, der sammen med et fornemt forhold mellem pris og kvalitet har givet Argentina sin velfortjente solide bid af verdensmarkedet for dagligvin.

Men Argentina har enestående vinområder, der nok skulle kunne give lige så personlige vine som eksempelvis Bordeaux eller Piemonte, selv om man her har adskillige århundreders kulturelt forspring i udvikling af en klar stedidentitet. Det mest lovende område i Argentina er uden tvivl Mendoza, og det har Catena-klanen tidligt indset, og resultaterne er da heller ikke udeblevet.

En stribe af eksklusive vine på klassiske druer har høstet tårnhøje internationale bedømmelser, men ofte er priserne i de mere luksuriøse luftlag. Men Catena arbejder på at levere mange af de samme celebre kvaliteter til mere jordbundne priser, og det har man blandt andet gjort ved lade markerne kommer op i de højere luftlag – og det er der mange gode grunde til.

Højdens velsignelser

Dyrker man vin over de 1.000 meters højde, hersker der ganske andre klimatiske forhold end for vinmarker i lavlandet. Det er ikke blot temperaturerne, der ændrer sig, men solen har helt andre og stærkt forbedrede arbejdsbetingelser. Sollyset ændrer ikke kun styrke, men også spektral sammensætning, og det har afgørende indflydelse på vinens udtryk.

Hvis vi lige tager temperaturen først, så bliver klimaet selvfølgelig køligere, jo højere man kommer op. På et tidspunkt bliver det selvfølgelig så koldt, at druerne ikke længere modner fuldt ud rent fysiologisk. Men alt andet lige gælder det om at komme så højt op som muligt og ikke mindst er en stor forskel mellem dag- og nattemperatur en klar kvalitetsfaktor.

Det skyldes, at det især er de kølige nattetemperaturer, der giver vinen sprødhed og elegance ved at bevare frugtsyrerne. Vinstokkens stofskifte kører først for alvor, når det er mørkt, og fotosyntesen dermed er stoppet. Stofskiftet nedbryder mange af de stoffer, som er opbygget tidligere, og det gælder ikke mindst diverse syrer. Jo varmere natten er, jo flere omdannes til andre forbindelser, og man ender under meget varme forhold med druer, der er ganske fladt smagende på grund af ringe syreindhold. Så kølige nætter er fremmende for en solid syrebalance, da dagens rigelige solskin typisk har opbygget masser af sukkerstoffer, der trænger til et frelsende syrligt modspil for at sikre en harmonisk helhed.

Når lyset har hovedrollen

Intensiteten af sollyset stiger, jo højere marken ligger, og plantens evne til at producere er nogenlunde ligefrem proportional med mængden af modtaget sollys. Så højden giver et ekstra potentiale til at vokse og producere indholdsstoffer. Det modsvares af de lavere temperaturer, der giver en langsommere modning, og kan give mere elegante, sammensatte og fuldt ud modne druer, da eksempelvis den lidt langsommelige tanninmodning får bedre vilkår.

Den måske vigtigste effekt af øget lys findes i druens skind. Skindet beskytter ikke blot frugten mod fordampning, men skærmer også mod ultraviolet stråling, der kan skade cellerne. Højt til vejrs er mængden af ultraviolet lys særlig høj, så her er der behov – for både planter og mennesker – at bruge ekstra solfaktor. Nu kniber det for planten af smøre sig ind i sololie, så i stedet producerer den et særligt tykt drueskind, der rummer ekstra mange beskyttende farvestoffer, og disse farvestoffer er vi glade for som vinentusiaster.

Ikke blot får vores vin en særlig dyb farve, men der kommer ekstra meget tannin, da meget af vinens tannin netop kommer fra skallen. Hvis tanninerne er af den gode blødere type, giver det markant øget vinkvalitet, flot struktur og fine lagringsmuligheder, og det er netop denne type tanniner, der kan produceres højt til vejrs ved den langsomme modning.

Tricket er her at finde netop den rette højde for vinmarken. Der, hvor der er præcis de rette marginale døgntemperaturer, stor forskel mellem dag og nat og den rette lysmængde. Her har Catena arbejdet seriøst med mange års forsøgsplantninger for at finde de optimale beliggenheder. Derfor har firmaet i dag mange fornemme højtbeliggende marker, der kan levere store mængder kvalitetsvin med masser af personlighed. Flere af Catenas bedre vine fremhæver netop dette forhold med anprisningen ”High Mountain Vines” på forsideetiketten, og det er ikke det rene marketingstunt, som det fremgår af ovenstående, er det uden tvivl noget, vi vil se meget mere til i de kommende år. Mange andre producenter vil sikkert følge trop og lancere flere vine dyrket højt til vejrs. Det skal nok blive spændende.

catena-vingaarden1

De oprindelige bjergvine

Catenas brug af kategorien ”High Mountain Vines” er ikke nogen overdrivelse, da markerne ligger fra 800 meter og op til 1.400 meter – det sidste for den berømte Adrianna mark. Serien er i dag veletableret med fokus på Cabernet Sauvignon og Malbec plus lidt Cabernet Franc, hvor druesorterne er særdeles velegnede til højdedyrkning, da de svarer igen med på samme tid rig og frisk frugt. Det giver vine, der evner at være lettilgængelige og alligevel hylde de klassiske Bordeaux-inspirerede principper med struktur og finesse. Stilen er trofast oversøisk med et tiltalende bidrag af europæisk vinæstetik, og det generelle kvalitetsniveau er bemærkelsesværdigt højt og konsistent den moderate pris taget i betragtning.

Vinene er stukket sammen af druer fra flere forskellige marker fra ganske forskellige geografiske områder i Mendoza. Men det er selvfølgelig ikke gået den intelligente Catena-familiens næse forbi, at ét af Bordeaux’ stærkeste trumfkort er, at kommunenavne som Margaux, St. Estephe og Pauillac er de rene ikoner hos vinentusiaster verden over, så stedbetegnelsen sælger betragtelige mængder vin til meget høje priser. Det ville være særdeles attraktivt at have tilsvarende berømte områder i Mendoza, hvis sammensatte geografi lægger op til, at det burde være muligt at frembringe vine med mindst samme individualitet, som vi ser det i Bordeaux.

catenaappel2

På vej mod Appellationerne

Det første arbejde er da også gået i gang med at navngive og definere konkrete områder, hvor man har adopteret den franske term Appellation, hvad der nok skal fremme den internationale forståelse. Fremover kommer vi til at høre meget mere om appellationer som San Carlos, Luján de Cuyo og Tupungato, bare for at nævne nogle få. Argentinernes opgave bliver så at sørge for, at der er realiteter bag appellationsnavnene, så vinene gennem et striks håndhævet regelsæt på genkendelig og troværdig vis afspejler deres oprindelse og forskellighed.

Catena er godt i gang med den appellations-proces og har netop frigivet en hel serie vine, hvor ordet ”Appellation” fremgår af etiketten, der selvfølgelig også rummer de lovende ord ”High Mountain Vines”. Har disse nye vine så noget særligt at byde ind med i forhold den allerede veletablerede serie højt-dyrkede vine?

Det umiddelbare svar er ja. Der er tale om vine, der som den oprindelige serie bekender sig til de klassiske dyder med renhed, præcision og udsøgt teknik, men der er blevet plads til lidt mere spræl. De smagte vine repræsenterer hver deres personlige stil, og ofte har mineraliteten fået friere spillerum. Det er ikke nødvendigvis bedre vine end de gamle, men appellationsseriens forskellighed gør dem spændende, og jeg ser frem til følge deres udvikling i de kommende år. De er et nyttigt skridt i den rigtige retning med at hakke hul i myten om, at alle oversøiske vine er skåret over samme læst, og de derfor let bliver kedelige.

Ven med ”Fjenden”

En endnu mere markant udvikling finder vi en aflægger af Catena-familien, hvor deres chief winemaker Alejandro Vigil rent vinøst har slået kludene sammen med datteren Adrianna Catena, og sammen er de barslet med en rigtig spændende serie vine under navnet El Enemigo (fjenden!). Fokus ligger geografisk på området Luján de Cuyo, og der er især blevet plads til at arbejde med Cabernet Franc, der med sin særlige mineralitet fremmer Bordeaux-præget på glimrende vis.

el
Catenas chefvinmager Alejandro Vigil.

El Enemigo vinene er lige takken mere ambitiøse og seriøse end de gængse Catena-vine, og de to partnere har turdet udfordre vindrikkerne med en stil, der er nummeret strammere og elegantere end Catenas gængse og lettilgængelige serie. Resultatet er blevet nogle imponerende intense og givende vine med masser af koncentration, solid struktur, køligt præg og glimrende balance og uden tvivl flotte udviklingsmuligheder. Og så er prisen for Enemigos basale serie endda holdt i nogenlunde det samme attraktive leje, som Catenas Midrange. Jeg vil gerne spå disse vine en lys fremtid.

Catena High Mountain Vines Serien

Catena Cabernet Sauvignon 2013, High Mountain Vines, Catena Zapata Family

Varm venlig Cabernet-frugt med sveske/blommepræg og let ristet krydderi med kaffebønne, tobak, god grafit og diskret lille sødme. Tæt blød mundfrugt med stor ekstraktrigdom, pæn kompleksitet og venlig saftighed. Velbygget, velkrydret og med kultiveret oversøisk udtryk. Philipson Wine  99,95  v/12 fl |91

Catena Malbec 2013, High Mountain Vines, Catena Zapata Family

Solbærfrugt med varme og velvalgt sødme og et touch Bordeaux-grafit og et lettere lakridset krydderi. Åben, venlig og givende og med fin teknik. Delikat og lettilgængelig. Nydeligt likørpræg og masser af styrke og saftighed. Meget givende vin, der hænger flot og længe i munden. Philipson Wine  99,95  v/12 fl | 91

catena-cabernet-sauvignon-appellation-agrelo-mendoza

Catena Appellation Serien

Appellation Tupungato Chardonnay 2015, High Mountain Vines, Catena

Kultiveret og sammensat næse med klassisk Chardonnay-karakter og flot balance mellem kølig frugt, krydderi og egetræ. Nydelig mineralitet med klare europæiske tendenser midt i al overdådigheden. God styrke og mere citrus end ferskenpræg. solid mundfylde, masser af cremet frugtfedme og nydelig balance. Vellykket og potent madvin i nydelig blanding mellem oversøisk og klassisk fransk stil. Philipson Wine  199,95  v/12 fl |91

Appellation Agrelo Cabernet Sauvignon 2014, High Mountain Vines, Catena

Venlig, frisk og sødmefuld solbærnæse i lettilgængelig stil med fokus på sødme og med diskret mineralitet. Rank vin med kølig veldimensioneret tannin og mere mineralitet end næsen lægger op til. Sympatisk og delikat med fin, tæt frugt med masser af længde og solidt potentiale. Philipson Wine  129,95  v/12 fl |92

Appellation San Carlos Cabernet Franc 2014, High Mountain Vines, Catena

Tung fuldmoden sort solbærnæse suppleret af grønne urter. Friskhed og tyngde på samme tid. Afrundet, venlig og med pæn styrke og blød, men tilstrækkelig tannin. Letdrikkelig og sympatisk med sin solide ekstraktrige frugt og den velvalgte sødme. Charmerende og lettilgængelig oversøisk stil. Philipson Wine  129,95  v/12 fl |89

Appellation Paraje Malbec 2014, High Mountain Vines, Catena

Saftig duft med et diskret blækket krydderi og med pæn detaljerigdom, markant mineralitet og let floralitet. Blodrig, personlig og glat vin med velvalgt blød tanninstruktur og god saftighed i eftersmagen. Tæt og eksotisk med velpoleret frugt og med sit helt eget udtryk. Tiltalende. Philipson Wine  129,95  v/12 fl |90

Appellation La Consulta Malbec 2014, High Mountain Vines, Catena

Salt, mineralsk frugtnæse med personlighed og fin detaljerigdom og et charmende og kultiveret krydderi. Udtalt mineralitet og pæn kølighed. Mere spansk stil end oversøisk. Tæt mundfrugt, venlig tannin og afbalanceret krydderi. Charmerende, umiddelbar, venlig og letdrikkelig. Vellykket pop med dejlig længde og fin saftighed. Philipson Wine  129,95  v/12 fl |90

el-enemigo-malbec-mendoza

 

El Enemigo Serien – Bodegas Aleanna

El Enemigo Cabernet Franc 2013, Bodega Aleanna

Spicy kølig solbærnæse med mørk rank frugt, god balance, nydelig mineralitet og Bordeaux-grafit. Superren, præcis, spændstig og delikat med godt drueudtryk, fin detaljerigdom og flot teknik. Rank kølig mundfrugt med flot tæthed, kultiveret sødme, velvalgt tannin og fornemt brug af egetræet. Længde, klasse og harmoni. Åben og givende vin i udsøgt kultiveret stil. Philipson Wine  109,95  v/12 fl |93

El Enemigo Malbec 2013, Bodega Aleanna

Intens rank mineralsk duft med mørkt krydderi og et let røget præg. Elegant og med et diskret grafitpræg suppleret af krydderurter. Spændstig, tæt og rig og med længde, harmoni og mundfylde. Giver virkeligt meget fra sig og gør det på nobel facon med velvalgt sødme, flot krydderi og endda med mineralitet, En helt igennem tiltalende personlighed. Philipson Wine  109,95  v/12 fl |93