Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Château Ausone stor i årgang 2015

Familien Vauthier med faderen Alain og datteren Pauline er et monument i Saint-Emilion, i Bordeaux, ja i hele vinverdenen. Juvelen er Château Ausone, Premier Grand Cru Classé (A) med vinmarker anlagt i det første århundrede efter Jesus fødsel. De 7 hektar vinmarker der ligger i terrasser står som en skulptur i landskabet og Alain Vauthier har igennem årtier renoveret dette amfiteater og slot så næste generation overtager en ejendom, som familien i øvrigt kun føler de har til låns.

Efter en periode med for meget ekstraktion 20 år tilbage, er vinen kun blevet bedre og bedre og trækker alle familiens andre slotte op i niveau. Alt bliver drevet organisk, Laurent Vallet passer vinmarkerne, Phillippe Baillarguet, denne lille mand, der i vinkælderen er så stor, forstår at få et helt unikt terroir overført til vin på flaske. Slottet, Château Ausone er nu endelig færdig til beboelse, en renovation hvor man er gået i den mindste detalje og anvendt teknik helt tilbage til romertiden.

Det sidste nye skud på stammen er Château La Clotte. Med kun 3 hektar vinmarker i Saint-Emilion bliver dette slot aldrig rentabelt, men kærlighed gør blind, Alain Vauthier forelskede sig i det gamle forsvarstårn. Château Simard, Château Haut-Simard og Château de Fonbel trækker i kvantitet og er fremragende i kvalitet. Alle vinene forhandles via negocianter i Bordeaux.

Alain Vautier er begejstret for den nye 2015 årgang. Der er mindre syre end i 2010, men samme modne frugt og en fantastisk tannin.

2015, Château Simard, Saint-Emilion Grand Cru

Parfumeret duft, frisk og moden, kirsebær. Frisk smag med frisk frugt, fyldig med frisk eftersmag. 90-91

2015, Château de Fonbel Saint-Emilion Grand Cru

Reduceret duft, fin frugt, moden, smidig tannin, lang, frisk eftersmag. 90-91

2015, Château Haut-Simard, Saint-Emilion Grand Cru

Reduceret, frisk, meget ren, moden frugt, herligt bid med lang, frisk, frugtagtig eftersmag. 91-92

2015, Château Moulin Saint Georges, Saint-Emilion Grand Cru

Moden duft, cremet, modne bær, lakrids. Fyldig, silkeblød, smidig med lang eftersmag. 93-94

2015, Château La Clotte, Saint-Emilion Grand Cru

Reduceret, koncentreret duft, intens, mørk fugt, ulmende. Rig smag fyldt med energi, stor fylde og lang, rig eftersmag. 95-96

2015, Chapelle d’Ausone (Château Ausone’s andenvin)

Lukket duft, meget elegant, behøver luft. Åbner sig med violer i glasset, forførende duft, går igen i smagen, utrolig silkeblød, utrolig elegante tanniner og lang, lang eftersmag. 95-96

2015, Château Ausone, Premier Grand Cru Classé (A)

Tid, skal åbne sig, reduceret, alt som i andenvinen, blot mere koncentreret, stor, stor frugt, der dækker over de smidige tanniner og lang, lang, forførende eftersmag. 98-100