Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Forførende hvide Assyrtiko-vine

i DK med græske Theodore Tsigkas og Yorgos Floudas

Deligreco er en lille kombineret restaurant og delikatessebutik på Gl. Kongevej i København. Indehaveren, Theodore Tsigkas, havde det traditionelle græske spisehus i tankerne, da han indrettede stedet. Her skal man kunne nyde en snack, et måltid og ikke mindst et glas god vin i uformelle rammer. Vinene er et kapitel for sig. Græske vine er – bortset fra Retsina – nok blandt dem, danskerne kender mindst til. Det gør Theodore noget ved. Han tilbyder et stort udvalg af vine i forskellige prisklasser og arrangerede for nylig en præsentation af deciderede topvine.Til det formål var Yorgos Floudas indkaldt. Han er tidligere sommelier og nu vinhandler med bl.a. Deligreco som kunde.

Vellavede hvidvine

Der var flest vindere i hvidvinsafdelingen. Som f.eks. Santorini og Nixteri fra Venetsanos og Clos Stegasta fra T-Oinos, en lille ø i Kykladerne. Alle tre vine er fremstillet af Assyrtiko-druen, som i sine bedste stunder har en forførende blanding af sødme, syre og fedme og med alderen udvikler de samme egenskaber som god Riesling. Clos Stegasta fremstilles i blot 2000 årlige flasker af fire ønologer, hvoraf to arbejder i henholdsvis Bordeaux og Bourgogne. Det er en vin, som bl.a. kan findes hos Alain Ducasse i Paris.

Milena-Tassou
Milena Tassou.

Kvindelige vinmagere vinder også frem i Grækenland. En af dem regerer på Venetsanos, en anden er Melina Tassou, som står bag en glimrende Chardonnay fra Kikones i Grækenlands nordøstlige region, Thrakien. Irene Daskalakis er indehaver af vingården Silva Daskalakis på Kreta – 17 km fra Heraklion. På sine syv ha dyrker hun en række både indfødte og franske druesorter, og resultatet er bl.a. Enstikto. Navnet dækker over en udmærket hvidvin – Chardonnay/Vidiano – og en rigtig bøf-rødvin på Syrah.

Stramme rødvine

En af de markante blå græske druesorter hedder Xinomavro. Navnet kan oversættes med ”syre og sort”, og så er det meste egentlig sagt. Der er med andre ord tale om en druesort i familie med eksempelvis Nebbiolo og Aglianico. Yorgos Floudas præsenterede et flot eksempel på Xinomavro plus Syrah med vinen Diaporos. Den kommer fra Naoussa i nærheden af Thessaloniki og er fremstillet af Yannis Boutari. Han, som nu er 74, grundlagde i 1998 sit eget vinfirma, Kir-Yianni, efter at have arbejdet i det familieejede Boutari og bl.a. været borgmester i Thessaloniki. Diaporos har fået 22 måneder i fad og er i 2012-udgaven en sødmefuld vin med massive tanniner. Xinomavro-druen er garant for lang holdbarhed og komplekse aromaer som trøffel, tobak og tørret frugt. Ifølge Theodore Tsigkas skal en vin som Diaporos koste 500 kr. En anden glimrende rødvin fra Kir-Yianni, Blue Fox, blandet af Merlot, Syrah og Xinomavro, står til 800 kr. Med det prisleje er det nok tvivlsomt, om græske topvine sådan lige med det første bliver folkeeje.

Der er nok
Der er nok af vine at vælge imellem i Deligrecos lille butik.