I 2009 bad Vinbladet forfatteren Maria Grønlykke fortælle om sin yndlingsvinoplevelse. Her hvad hun svarede:
“Njahr, sådan en har jeg vist ikke, ikke en enkelt oplevelse jeg kan hive frem som var ”dengang jeg så lyset”. Men der har jo været masser af oplevelser, morsomme oplevelser, fantastiske, lærerige – gyselige af den ene eller den anden grund – og fuldstændig vidunderlige! Mange af dem står mejslet i hjernebarken, nogle er muligvis slidt af igen. Men jeg kan tydeligt huske når dyrlægens datter, Hanne Elisabeth, og jeg splejsede til en flaske vin fra Hoki-købmanden i Glamsbjerg, vinen hed enten Pia Blanca eller Pia Rouge – hvad der ved eftertanke gør det svært at gennemskue dens nationalitet – købmanden havde de to, og begge kostede 12 kr og 50 øre (dengang gik forretningerne ikke og narrede folk med 95-ører), jeg kan huske det hele, med undtagelse af hvordan vinen smagte. Det betød sikkert også mindre. Vi har vel været omkring 14 og burde muligvis have siddet hos en præst med hvide salmebøger i hænderne i stedet, men det gjorde vi så ikke.
Omtrent på samme tid var mine forældre begyndt at hente vine hjem fra Frankrig til den vinklub de oprettede, og til Falsled Kro. Jeg kan stadig huske en af de første gange de oprømte og begejstrede kom hjem fra Bourgogne med bagagerummet fyldt af blandt andet Echezeaux fra 66 og 67. Vi var en hulens bunke unger rundt om bordet, og de største af os fik lov at smage med. Nu var mit vinkendskab på det tidspunkt i hovedtræk den førnævnte Pia Rød eller Pia Hvid plus altervinen i Løgismose Kapel og den kirsebærvin vi ved hjælp af store cigarer tvang i os ved særlige lejligheder, men udfra disse beskedne forudsætninger vil jeg sige at Echezeaux var aldeles bedårende både i 1966 og 1967. Jeg var solgt til stanglakrids og har elsket bourgogne siden. Et åg når man ikke er rig, men hvilket fortryllende åg. 5 år senere fik jeg lokket Jacob i mit garn, mine forældre må have været begejstrede ved udsigten til få mig skibet af til denne dejlige mand, for bryllupsvinen var en Bonnes Mares, også fuldstændig bedårende. De vine som gæsterne ikke drak, ville vi få med hjem i bryllupsgave, lovede min far, og jeg er glad for at jeg var en ung og uskyldig brud – i dag er jeg bange for at jeg ville have skulet olmt til enhver som fyldte sit glas.
Min mor opfandt en leg. Den handlede om at jeg ikke kunne fordrage vine fra Côte du Rhône på grund af deres u-mis-ken-delige smag af myregift, jeg kunne ikke få det ned. Jeg husker sommeraftener i haven hvor alle andre nød dette fluidum, jeg fik noget andet – hvis jeg gik et øjeblik, byttede min mor naturligvis glassene om. For at se dette sammensnørede ansigt som man nu får, når man drikker myregift. Der gik mindst femogtyve år hvor jeg ikke drak rhônevine! Dvs troede jeg, for en ven fortalte at han havde serveret adskillige rhônevine for mig, og hos ham har jeg aldrig fået et glas myregift. Siden har jeg undersøgt det en smule: rhône-vine i dag smager simpelthen ikke som de gjorde i 70’erne, jeg insisterer, jeg ved ikke hvad det går ud på, hvorfor, hvordan og hvad – men myregiftsmagen er væk! Tillykke til Rhône!
Vin er forunderlig, levende og uanset hvor klinisk vinkyndige til tider formår at gøre det: fuld af mystik eller i hvert fald eventyr. Og altid nye eventyr. Som så mange andre er jeg opdraget med at Tyskland var et land det gjaldt om at passere med mindst 150 i timen – en fadæse af dimensioner! Ikke bare er Tyskland fuld af smukke velbevarede byer og ditto landskaber – også fremstiller man i Tyskland vidunderlige vine, hvide, naturligvis, men sandelig også fremragende røde på deres spätburgunder – og helt henrivende sekt, prøv Wilhelmshofs Pinot B.
Østers og cremant i anemoneskoven på Helnæs ved den smukke azurblå bugt, regnen høvlende ned i spandevis! Sevillas oprigtigt talt guddommelige symbiose en sen eftermiddag i Bodega Morales: pata negraskinken, de skinnende oliven og knitrende sprød elegant fino plus læssevis af højttalende andalusiere – andre lykkelige møder, den søde Cauhapé fra Jurançon, en pæn skive foie gras og en god lille klat pomeransmarmelade. Røget laks og Marc Tempé. Ogsåvidre, ogsåvidre.
Tja, alt dette nok fordi jeg savner adækvate ord til at fortælle om Lucien Lemoines Bâtard Montrachet!”
