Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Vine i balance

Fin stil fra Bodegas Rodero i Ribera del Duero

Når man kan sælge sine druer til Spaniens nok mest berømte bodega, Vega Sicilia i Ribera del Duero, tyder en hel del på, at kvaliteten er i orden. Så da Carmelo Rodero og hans kone Elena efter 14 års leverancer besluttede at blive selvstændige vinproducenter, var det med en god portion selvtillid. Og med god grund. Bodega Roderos vine har personlighed og spænder over både tradition og modernitet.

Carmelo Rodero er fjerde generation i en vinproducerende familie. Hans oldeforældre var traditionelle vinbønder, og bedsteforældrene deltog i oprettelsen af kooperativet i Pedrosa de Duero nær Burgos. Siden Carmelo og Elena Rodero i 1990 efter årene med Vega Sicilia grundlagde Bodegas Rodero, er vinmarkerne vokset fra 50 til 127 ha og er tilplantet med først og fremmest Tempranillo eller Tinto Fino, som den også kaldes. Da det er tilladt at blande op til 25% andre druesorter i en Ribera del Duero, har Bodegas Rodero også druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Garnacha på markerne. Bodegas Rodero er et familieforetagende. Ud over Carmelo og Elena Rodero deltager døtrene Maria og Beatriz som henholdsvis salgschef og landbrugstekniker. Så det var Maria, der troppede op i København for at præsentere familiens vine, fem i alt og alle røde.

Ribera del Duero har et klima, der kun kan karakteriseres som ekstremt. Vintrene er bitterligt kolde og somrene smeltende varme og regnfattige. Det er en udfordring for de producenter, som tilstræber balance i vinene. Det gælder om at høste, når druerne har nået den perfekte fysiologiske modning, og det gør man på Bodegas Rodero ved at følge modningsprocessen i drueklaserne tæt fra op til to måneder før høst.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Fadkælderen på Bodegas Rodero, hvor vinene lagrer op til to år.

Fornuftigt alkoholniveau

Løbske alkoholprocenter er efterhånden så udbredt, at det er en lise at notere de forholdsvis beskedne 14 procent i alle Bodegas Roderos vine.  Lige fra basisvinen til topvinen. Basisvinen hedder ”9 meses”, altså ”Ni måneder” og indeholder ren Tempranillo. Druerne kommer fra unge planter, der gror på forskellige marker. Selv om vinens udtryk selvfølgelig varierer efter årgangen, tilstræbes der en nogenlunde genkendelig stil fra år til år. ”9 meses” (120,00). ”Crianza” (årgang 2013 til 195,00) har fået et tilskud på 10 pct. Cabernet for at øge syreniveauet. Normalt tilføjes otte procent. Vinen er smukt frugtdrevet med en god bund.

Maria Rodero Oña
Maria Rodero Oña, familieforetagendets salgschef.

Også den sødmefyldte, koncentrerede ”Reserva” (årgang 2011 til 280,00) er tilført Cabernet Sauvignon og har en god struktur uden overdrevet fadpræg. Topvinen ”Pago de Valtarreña” (årgang 2012 til 355,00) er ren Tempranillo og produceres kun i de bedste år. Her er bid og syre og modne tanniner. Vinen får to år på franske træfade før frigivelsen.

Dyrest er ”TSM” (årgang 2011 til 475,00), en blanding af Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon plus lidt af andre druesorter. Fadlagring i 18 måneder. Det er en vin i den internationale, sødligt bamsede stil. ”Den er min favorit”, erkender Maria Rodero.

www.compagniet.dk er dansk importør af Bodegas Roderos vine.