Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

380 års fødselsdag

en historie om Kopke – Portugals ældste portvinshus

I 1636 tog Nicolau på en lang rejse fra Hamborg til Porto. Han bosatte sig og blev generalkonsul for Hansestæderne. To år senere, i 1638, afskibede han de første flasker til Nordeuropa. Handelshuset, det ældste af alle handelshuse, Nicolau Köpke & Co var skabt, og det solgte træstave til tønder, linned, jern og vin. Flere generationer og 143 år senere købte handelshuset de første vinmarker og blev, som ”vindyrker”, mere og mere fokuseret på vin. De tyske aner forsvandt generation efter generation, et ö blev til et o, Köpke blev til Kopke og familien kom, med Christiano Nicolau Kopkes adling i 1836, til at tilhøre den højeste klasse i Portugal.

I 1922 blev quintaen São Luiz købt, med de allerbedste vinmarker, katagori A, i Dourodalen, beliggende vest for Pinhão. I 1972 blev Quinta da Mesquita købt, i 1974 Quinta da Lobato og i 1987 Quinta da Galeira, i alt 125 hektar med 90 hektar vinmarker. Quinta São Luiz er en arbejdsplads, slidt, men funktionel med en fantastisk udsigt ud over Dourofloden- og dalen.

Quinta São Luiz

Guddommelig udsigt

Vi spiser frokost i det frie, i Guds store restaurant under åben himmel i 300 meters højde. Under os har vi alle vinstokkene, 90% røde og 10% hvide, med de ældste stokke helt nede ved floden, i 85 meters højde. Man arbejder nu økologisk i vinmarken med grøn afgrøde mellem vinstokkene.

De bedste druer går til Vintageport, derefter følger LBV, Tawny og Colheita. Druerne plantet højst oppe går til bordvinen, der er blevet mere og mere populær de seneste år. Kopke producerer omkring 1,2 millioner flasker bordvin, de fleste bliver drukket hjemme i Portugal. Kopkes hvidvin i årgang 2017 har en aromatisk, eksotisk duft, fersken, citrus med krydret tone. Smagen er cremet, frisk med fin syre og cremet, krydret, frisk eftersmag, meget læskende (87). Kopkes rødvin i 2016 har en ren duft med blåbær, mørke kirsebær holdt sammen i en fin, krydret tone. Smagen er frisk, moden med ren frugt og frisk, frugtagtig eftersmag med mørke bær (86).

Pedro Braga, direktør på Quinta São Luiz sammen med Goneti Fronsecca, der er ansvarlig for arbejdet i vinmarken.

Vi smager, inden frokost, på rødvinen i årgang 2017, der ligger på fade – hvor druesorterne er adskilte. Tinta Roriz har en meget tæt duft, mættet med mørke bær. Smagen er rig, tæt med mørk frugt, der dækker over tanninerne og en lang, lang, rig eftersmag med mørke, modne og friske bær. Touriga Nacional har en meget flot duft med violer og mørke bær, rank med mere markeret tannin. Tinta Roriz giver kroppen og Touriga Nacional skelettet og endelig fadet fra meget gamle vinstokke, fra 60 til over 100 år, fra mange forskellige druetyper, der giver sammenstikket en helt utrolig dybde. Der er ingen tvivl, her er der tale om en meget stor vin fra en årgang som i begyndelsen blev nedvurderet.

Ifølge Kopkes danske importør, Viniportugal, kommer CNK 380, der er et blend fra år 1900 og 20´erne 30´erne, på lager til august med en pris på 9.000,00.

Men, portvinen er stadig kernen i Kopke og ikke mindst Tawny og Colheita, der ligger i de store kældre i Vila Nova de Gaia. Kopke har, som noget helt specielt, også hele serien, 10, 20, 30, 40  års Tawny i hvid afsluttende med ”Very Old Dry White Port”. Kopkes 10  års Tawny i rød er et lille mesterværk med den frugtagtige stil, der er kendetegnende for Kopke. Kompleks duft, stor frugt, lakrids, appelsinskal, karamel, let kaffe holdt sammen med en fin, alkoholisk tone. Cremet smag, rig med stor frugt og lang, rig, cremet, frugtagtig eftersmag (94).

Det er netop en ”very, very, very old Tawny” der er hele omdrejningspunktet for den store festmiddag i anledning af 380 års fødselsdag. Og hvorfor ikke, Kopke har lavet et sammenstik af årgang 1900 og årgange fra 1930’erne, 1920’erne – kun 380 flasker i den smukkeste indpakning, der nu bliver distribueret ud til alle Kopkes importører. Vi afslutter en fantastisk middag, kun med portvin på menuen, med dette mirakel, en kompleks vin, dyb, pirrende med kaffe, chokolade, lakrids, nødder, appelsinskal og svesker og en eksplosiv smag, både nervøs og dyb, dirrende med en lang, lang eftersmag hvor balancen mellem sødmen og syre er helt unik (100). Tillykke Kopke og tak for dette vidunder.

Vine fra C.N. Kopke & Ca. der kan købes i Danmark  – Viniportugal henviser til nærmeste forhandler

Kopke Portvinssmagning i gaveæske – 6 fl. Á 5 cl. 119,95
Kopke Classic Tawny – 59,95
Kopke Classic Ruby – 59,95
Kopke Classic White – 59,95
Kopke Dry White – 89,95
Kopke 10 Years Old – 37,5 cl. 75,00 
Kopke 10 Years – 139,95
Kopke 20 Years – 329,00
Kopke 30 Years Old – 595,00
Kopke 40 Years Old – 1050,00
Kopke 10 Years Old White – 169,95
Kopke 20 Years White Port – 37,5 cl. 285,00
Kopke 30 Years White Port – 37,5 cl. 499,95
Kopke 40 Years Old  White Port – 37,5 cl. 769,00
Kopke White Colheita 2005 – 350,00                                                      
Kopke White Colheita 2002 – 360,00                                                                                                      
Kopke Colheita 2004 – 195,00
Kopke Colheita 2001 – 199,00
Kopke Colheita 1999 – 189,95                          
Kopke Colheita 1989 – 335,00                                   
Kopke Colheita 1987 – 379,95
Kopke Colheita 1981 – 520,00                       
Kopke Colheita 1978 – 550,00           
Kopke Colheita 1976 – 599,95
Kopke Colheita 1975 – 670,00
Kopke Colheita 1967 – 999,95           
Kopke Colheita 1966 -1085,00
Kopke Colheita 1965 – 1200,00
Kopke Colheita 1958 – 2.800,00         
Kopke Colheita 1957 – 2.850,00
Kopke Colheita 1941 – 3.500,00
Kopke Late Bottled Vintage 2013 – 119,95
Kopke Vintage 2012 Quinta São Luíz  – Magnum individuel trækasse 595,00
Kopke Vintage 2008, Quinta São Luiz  – individuel trækasse 375,00
Kopke Vintage 2002 – individuel trækasse 299,95