Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Madeira

”Kun en enkelt vin har vundet sin plads i historien på grund af den dårlige behandling den fik. Masochisten Madeira. Hvis den var forblevet på sin vidunderlige ø, eller blot var blevet sejlet de få hundrede kilometer til Europa, var dens enestående kvaliteter aldrig kommet til blomstring. Men dens skæbne var at lide tropernes hede og forhold som slog konkurrenterne ud. Madeira blev hvad den er – eller rettere har været – den længstlevende, mest overdådige og luksuøse, og dog livlige og styrkende af alle vine, fordi dens marked lå på den anden side af oceanerne, endog på den anden side af ækvator – og ved et mirakel havde konstitution til at overleve.” Sådan formulerer Hugh Johnson sin hyldest til den særegne vin fra en vulkansk klippeø langt ude i Atlanten. Her følger historien om miraklet Madeira, en vin som var meget populær i Danmark mellem de to verdenskrige, men nu næsten er glemt og uopdrivelig – men, men, der er altid en udvikling, der kan vendes.

Åbningen fra Helvedet

Madeira er den største i en gruppe øer 575 kilometer ude i Atlanterhavet vest for Marokko. Kendt i antikken som De Velsignedes Øer, af nogle forbundet med Platons sagnland Atlantis. Mere jordnært var det da den portugisiske kaptajn João Gonçalves Zarco i 1418 blæste ud af kurs på en rejse til Vestafrika. De ankrede op på en lille ø med en bred sandstrand, Porto Santo – den hellige havn, som den lille naboø til Madeira kom til at hedde. Fra deres vindskjul observerede søfolkene på den sydvestlige horisont en mørk sky der rejste sig ”som dampe rejser sig fra åbningen til Helvede”. Konjunkturerne af en stor ø, mente den italienske lods Perestrello. Han blev liggende med sit skib, mens Zarco vendte tilbage til Portugal og rapporterede til sin arbejdsgiver Henrik Søfarer, fyrsten, der havde sendt ham ud som en af sine ”Frie Korsriddere”. Den betroede korsridder blev udstyret med mænd og forråd og ordre om at kolonisere de to øer, de havde fundet. I juli 1420 nåede Zarco med sit følge frem til det ukendte, i den ”mørke sky”. De navigerede mellem nogle af verdens højeste havklipper, var heldige og kom i land. Der var skov over alt og intet menneske at spore. Italieneren Perestrello kaldte deres opdagelse ”Lolegname” (tømmer), mens portugiserne gav den navnet ”Madeira” (skov). Skoven blev den første udfordring for øens nye hersker: Zarco. Han fik kommandoen over øen af Henrik Søfarer, der beordrede at den skulle beplantes med sukkerrør og vinstokke fra Kreta. Skoven blev sat i brand og først syv år senere var den ifølge legenden slukket, men så var der også gødet for en frugtbar høst i de næste mange århundreder.

Verdens største sukkerproducent

Sukkerrørene blev en stor succes, så stor, at prisen på sukker i Europa blev halveret mellem 1470 og 1500. I begyndelsen af 1500-tallet var Madeira verdens største sukkerproducent og Funchal fik status som by i 1508. Vin var man også kommet godt i gang med. Allerede i 1456 er der omtale af import af vin fra Madeira til London (som altid havde englænderne næse for det bedste). Englænderne kom også i løbet af 1600-tallet til at spille en afgørende rolle for vinindustrien, der i løbet af århundrede blev øens vigtigste økonomi, efter sukkereventyret blev udkonkurreret af den brasilianske sukkerrørsproduktion.

Botanikeren Joseph Banks, der sejlede med kaptajn Cook til Australien på HMS Endeavour, skrev om sit møde med Madeira i 1768: ”Når man først nærmer sig fra søsiden har øen et smukt udseende, siderne af bakkerne er fuldstændig dækket af vinstokke næsten så højt som øjet kan række”. Cook købte 12.000 liter vin til sine 94 mænd på skibet inden sin afrejse fra Madeira, tilsat brandy for bedre at kunne klare den lange sørejse, der skulle vare to et halvt år.

Med den stigende vinproduktion steg også antallet af britiske vinkøbmænd der bosatte sig på Madeira. De blev den vigtige krumtap i eksporten på tværs af oceanerne. En af dem var William Bolton, der i december 1697 noterer i sin dagbog; ” i løbet af 17 dage var der 11 skibe der havde taget vin ombord, ti af dem britiske bestemt for de amerikanske plantager. Otte af skibene – tre til Jamaica, to til Boston, og et til øerne Barbados, Antigua og Nevis – tog tilsammen 695 piper om bord; omkring 400.000 liter vin.” Der var på det tidspunkt hverken bro eller kaj i Funchal, og piperne med vin blev trillet ud i vandet hvor de af svømmere blev skubbet ud til skibet. Der blevet skelnet mellem de ordinære konsumvine og Malmsey, der blev dyrket på de bedst beliggende marker og udgjorde omkring en tyvendedel af produktionen.

Mishandling & maderisering

Det var den populære Malmsey vinhandlerne først begyndte at lagre på fade for at sælge den til højere priser. De lod fadene ligge i det fri eller på loftet over deres kontor. Resultatet blev, at vinen oxiderede og blev brunlig – den proces vi i dag kalder ”maderisering”. Miraklet var født – for ”mishandlingen” gjorde vinen godt, den blev blødere og mere overdådig.

Madeiras strategiske beliggende midt i Atlanterhavet førte til en anden form for ”mishandling”, der havde samme effekt. Funchal var den naturlige tilløbshavn for verdenshandelens skibstrafik. På vejen mellem kontinenterne lagde skibene til for at proviantere og laste vinfade, som de tog med på deres lange rejse og man opdagede hurtigt at madeiraen kom til at smage bedre efter at have rullet rundt i skibslasten til troperne. Et fænomen der fik navnet vinho da roda, vine der havde været jorden rundt, modsat vinho canteiro, som var lagret på øen. Canteiro efter de stativer som fadene ligger på under lagringen. Modningen af fade på jordomsejlinger varede helt frem til 1. Verdenskrig, men længe forinden havde man fundet et teknisk alternativ til besværlighederne og udgifterne med transport af fade frem og tilbage over oceanerne. Det var den såkaldte ovn-metode Etufa, hvor vinen blev kunstigt opvarmet i rum eller tanke, i dag helt almindelig praksis hos alle de store Madeira-huse. Naturligvis undgik man ikke diskussionen om hvad der var bedst – oceanet eller ovnen. I 1832 skrev Julien: ”vine lagret i ovn når aldrig de samme højder som en vinho da roda”. Hvortil Hugh Johnson replicerer 157 år efter i 1989: ”Glorværdige vine har været lavet efter ovnmetoden gennem de sidste to århundreder. Estufa Malmsey med mere end et århundrede på flasken er så fuld af liv og overdådig smag som nogensinde, og den synes kun at blive bedre, ligegyldig hvor lang tid man har den. Ingen drik, intet næringsmiddel af nogen art, man fristes til at sige intet levende, deler denne tilsyneladende udødelighed med en gammel vintage-madeira”.

Nedtur

Med al storhed følger fald, også på Madeira hvor den store succes og efterspørgsel i løbet af 1800-tallet førte til omfattende svindel og manipulation med vine solgt under det populære navn. Dét kombineret med dårlige høstår, krige i Europa og den amerikanske borgerkrig betød et stort fald i eksporten, og i 1851 gik det for alvor galt. Vinmeldug (oidium) nåede Madeira, sammen år som den blev påvist i Bordeaux. Den bredte sig hurtig og i løbet af tre år var sygdommen så omfattende at produktionen på det nærmeste var nul. Nogle var heldige og kunne tære på deres store reservelagre, mens andre vinkøbmænd valgte helt at lukke og forlade øen. Knap var man kommet på fode igen før phylloxera-vinlusen ruinerede alle der beskæftigede sig med vin. Fra midten af 1870’erne blev vinplanter over hele øen rykket, og mange marker blev aldrig genplantet. Først i begyndelsen af 1900-tallet var der igen en normal produktion og eksporten til de traditionelle markeder blev genoptaget. Rusland og USA var store aftagere, men det hørte brat op med den russiske revolution i 1917 og Forbudstiden i USA 1920-1933. Mange firmaer lukkede, mens andre valgte at slå sig sammen i The Madeira Wine Association, der i 1981 blev omdøbt til The Madeira Wine Company.

Livets krydderi

De mere end 30 vinhandlere der var aktive på Madeira i 1600-tallet, er i dag reduceret til syv, men de er i al deres forskellighed værdige bannerførere for en videreførelse af den Madeira-vin som kun kan produceres på øen af samme navn. Det er den opfattelse jeg møder hos verdens nok største kender af Madeiras vinhistorie, Alex Liddell. Da han i midten af 1990’erne blev bedt om at skrive en bog om Madeira havde han været på øen mere end 40 gange og gennem årene samlet og smagt et meget stort antal gamle og modne Madeira-vine.  Dengang tilgængelige, selv til priser en britisk universitetslærer kunne betale, som han fortæller, da jeg møder ham på Madeira i foråret 2013. Han har rundet de 79 år, men kun udseendet afslører de snart otte årtier. Han har en uges aftaler fra morgen til aften, for at lave den sidste research til en revidering af den bog han udgav om Madeira første gang i 1998. Jeg beder ham kommentere udviklingen de sidste 15 år. ”Finanskrisen i 2008 ramte også Madeira, men de fleste firmaer har formået at klare stormen og de fleste har en positiv holdning til fremtiden,” fortæller han og fortsætter, ”en optimisme jeg deler, efter at have konstateret en meget tydelig forbedring af de yngre 3 til 5 års standardvine. I 1990erne var mange i den kategori meget ordinære og det var svært at anmelde dem positivt. I dag er de bedre lavet, mere karakterfulde og meget bedre køb. Dér hvor jeg kan have mine tvivl, er om fremtidens generationer vil opleve de store vine, som har givet mig de største oplevelser.

I 1960’erne skrev en vinhandler, at ingen med respekt for sig selv ville drømme om at sende en Madeira-vin, der var yngre end 60 år på markedet. Af økonomiske grunde bliver det mere og mere almindeligt at flaske vintage-vine kun få år efter de har været de obligatoriske 20 år på fad og kan betegnes som Garrafeira. Afgørende for de store vine har været den tid de har fået lov til at modne på fadet, så hvis det bliver almindelig praksis at flaske efter blot 20 års fadmodning, vil fremtidens vindrikkere næppe komme til at opleve fortidens storheder. Endnu er vi ikke helt nået dertil, det er stadig muligt at købe gamle og komplekse vine, og forhåbentlig kommer min forudsigelse til at gælde en fjern fremtid”. ”Variation is the spice of life” (variation er livets krydderi), tilføjer han, da jeg nikker og siger farvel.

Madeira er lille ø blot 57 kilometer fra øst til vest og 23 kilometer fra nord til syd. Det højeste bjerg, Pico Ruivo, rejser sig 1861 meter over havet. På den nordlige del af øen er der stadig lidt af den oprindelige subtropiske ‘laurissilva’ skov tilbage, nu fredet og på Unescos liste over World Heritage Sites.

Vinhøsten

Vinhøsten på Madeira starter normalt sidste uge af august eller første uge af september. Tidspunktet bestemmes af Madeira Instittutet sammen med producenterne og vinavlerne. Vinhøsten er hård og krævende, men samtidig en familiefest, hvor medlemmer, der er emmigreret, kommer hjem for at hjælpe til, for at være sammen, ikke kun på det mentale, men også fysiske plan. For at besøge den ø, som de hver dag i udlandet længes så meget efter. Druerne skal indeholde minimum 9 procent alkohol. Druerne høstes senere oppe i højden og på nordsiden af øen. Pergola (latadas) systemet gør arbejdet meget besværligt, mange steder kan man stå oprejst, men flere steder må man også kravle eller bruge stiger. Den meget store hældning gør, at druerne skal bæres til den nærmeste landevej, ofte 15 minutter borte. Stærke mænd går på de smalle levadaer med 50 kilo druer på ryggen. Nogle levadaer, specielt dem turisterne bruger, er i god stand, andre som Levada do Curral, der starter i Funchal by, er ekstremt farlig på grund af dens dårlige stand. Jeg gik selv på Levada do Curral i januar måned. En skrækindgydende balancegang, flere steder er der kun en 30 cm bred cementkant i elendig forfatning, intet rækværk og et svimlende fald på 100 meter. Levada do Curral kræver flere dødsfald hvert eneste år. For den mindre modige kan Levada do Norte, der starter i Camara de Lobos tæt på Quinta do Estraesto, varmt anbefales. Køkkenhaver, vinmarker, rislende vand, små landejendomme afløser hinanden, man går så og at sige i Madeiras baghave med en utrolig udsigt ud over dal og hav.

Når druerne er plukket og samlet køres de til vinproducenten. Inden har repræsentanter fra instituttet godkendt kvaliteten og den potentielle alkoholprocent. Man bruger små ladbiler, mængden er lille og de firhjulstrukne køretøjer kommer tættere på vinmarkerne. Hele det kolossale anlægsarbejde med motorveje og tunneler har haft en enorm betydning for kvaliteten af Madeiravinen, transporttiden er reduceret med timer, halve dage. Der er ingen kontrakter mellem vinavleren og producenten, kun et håndslag. Druesorten, kvaliteten, den potentielle alkoholprocent, vinmarkens beliggende og det internationale marked er med til at fastlægge prisen. Intet andet sted i verden er logistikken så svær. Den mindste producent leverer kun mellem 25-50 kilo og flere af Madeirahusene har 300-700 leverandører.

Vinavlerne

Barolo og Bourgogne er relativt små vinområder med mange vinbønder, men Madeira slår alle rekorder. Der er omkring 1600 vinavlere. I gennemsnit giver det 0,3 hektar. De mindste, omkring 200, leverer under 500 kilo druer hver i sær. Det kan man ikke leve af, og for mange er vindyrkningen også kun et sentimentalt bierhverv, der bliver opmuntret af EU-støtte. Kiloprisen varierer. Prisen for de bedste druer: Sercial, Verdelho, Boal, Malvasia, Terantez, Cândia, Malvasia Roxa, Bastardo og Listrão kan nå op på over 500 euro per ton, mens de andre, mere inferiøre sorter handles til omkring 100 euro per ton.

Man handler med et håndslag og ikke med kontrakt, det vil sige at vinproducenterne kan købe af dem de vil, og vindyrkerne ligeledes sælge til hvem de vil. Kun Henriques & Henriques har vinmarker under produktion, egen avl dækker omkring 15% af deres produktion. The Madeira Wine Company, MWC, har i år plantet deres egne vinmarker, stadig i en meget lille målestok, de har også en miniature vinmark midt i Funchal. MWC køber deres druer fra omkring 500 vindyrkere, Henriques & Henriques fra omkring 350. Agenter bruges ofte for at finde de rette druer og til den rette pris, de giver også gode råd til vindyrkerne og er med til at bestemme, hvornår der skal plukkes.

Gæringen

Bureaukrati, men også kvalitetskontrol. Repræsentanter fra instituttet skal godkende druerne inden gæringsprocessen kan starte. Vindruerne ankommer i små plastikkasser, fra 25 til 50 kilo, på den måde beskadiges de mindst muligt. En hvid protokol, Caderno de Vindima, skal udfyldes med navn på vinavleren, vinmarken, størrelse, druetype og vægt af druerne og prisen per kilogram. Den potentielle alkoholprocent bestemmes via refractometer, drueklaser renses for råd og skidt og afstilkningen kan begynde. Afstilkningen giver mere frugtagtige vine uden den bitre tone, som stilkene giver. Den hvide drue presses og man gærer på druemosten. Den røde drue, Tinta Negra, gæres med eller uden drueskal, for den tørre type, presser man normalt inden gæring, mens man for den søde type trækker farve og garvesyre ud af drueskallen. Hvert Madeirahus har sit koncept. Tidligere blev druerne trådt og gæret i store lave kar, Lagares, der stadig bruges i Portugal, i dag bruger man gæringstanke af stål. Man bruger udvalgte gærceller til gæringsprocessen. 17 gram sukker giver cirka 1 procent i alkohol, 170 gram sukker giver 10 procent i alkohol. Ved at tilsætte alkohol under gæringen stoppes gæringen, jo mere alkohol, jo tidligere det tilsættes, jo større restsukker i vinen og jo sødere vin.

Alkoholen, 96%, kommer fra Frankrig, Portugal eller Spanien. Instituttet kontrollerer at kvaliteten er ok og at alkoholprocenten holder de 96%. For de søde vine tilsættes alkohol normalt efter 2 til 4 dage, afhængig af gæringens forløb. Løbende kontrol af alkohol og sukker i den gærende most giver et fingerpeg. Der tilsættes omkring 18-20 procent alkohol til den søde madeira, 14-16 procent til den middelsøde, 10-13 procent til den middeltørre og 8-11 procent til den tørre. Efter at vinen har fået tilsat alkohol og gæringen er stoppet, vil den indeholde 17-18 procent alkohol. Er alkoholprocenten under 17 procent justeres det senere.

Druerne

Omkring 500 hektar vinmarker, det er alt hvad der er på Madeira. 85 procent af vinmarkerne ligger i de tre områder: Camara de Lopos, São Vincent og Santana. Omkring 80 procent af druerne går til de forstærkede vine, resten til bordvinene, som man de senere år har satset meget på. Hoveddruerne til de bedste Madeiravine er Sercial, Verdelho, Boal og Malvasia, mens den fantastiske druesort Terrantez næsten er forsvundet. Druerne vokser på jord af vulkansk oprindelse, meget frugtbar og mineralsk. Tilladt ydelse er 150 hl/ha, i nogle områder er jorden for frugtbar til vin avl. Klimaet, der er tempereret, varierer meget. 75 procent af regnen falder i vintermånederne, 20 procent i foråret. I højderne kan der falde 3.000 mm, mens der nær havet kun falder 500 mm. Det regner mere på nordsiden end sydsiden. Temperaturen varierer også meget, gennemsnitstemperaturen i højderne er 9 grader, mens den er 17,5 grader ved havet. Man kan opleve sne i højderne og samtidig 20 graders varme i Funchal. Druesorten på etiketten er ikke kun navnet på selve druen, det er også navnet på en speciel stil. Den tørre Sercial, den middeltørre Verdelho, den middelsøde Boal og den olierede, søde Malvasia.

Malvasia

Malvasia Cãndida (Malmsey) er den første druesort der blev plantet på øen i 1400-tallet. Det er den bedst kendte Madeiravin. Druesorten har sine rødder i Grækenland og blev i middelalderen plantet i hele Europa. Den trives bedst i varme områder som Camara do Lopos, Estreito da Calheta og Campanário og er her plantet i 100-300 meters højde. Druerne er middelstore og gyldne og opnår ofte en potentiel alkoholstyrke på 13%. Den er hårdfør og kan plukkes sent, uden at den rådner. Der er masser myter omkring Malvasia (se faktarubrik).

Boal

Boal (Bual) trives, som Malvasia, bedst i varme områder og bedst på sydsiden af øen. Druerne er ret store og gyldne og opnår en potentiel alkoholstyrke på 11-13%. Boal er en fremragende repræsentant for den, der vil introduceres til Madeiravin. Sødmefuld og alligevel frisk, druerne er på grund af deres store sukkerindhold også meget velsmagende.

Verdelho

Verdelho dyrkes mest på nordsiden af øen i områderne São Vicente, Seixal, Ribera da Janela, Ponta Delgade og Arco de São Jorge. Druerne og drueklaserne er middelstore og opnår en potentiel alkoholstyrke på 11-13%. Mosten er syrlig, hvilket giver en vidunderlig friskhed i vinen. Den ligger i sødme og syre et sted mellem Sercial og Boal. Frem til 1980 var den ret sjælden, men den har oplevet en stor renæssance.

Sercial

Sercial bliver for det meste dyrket i samme områder som Verdelho, men højere oppe på bjergsiderne, i Jardim da Serra helt op til 700 meters højde. Druerne og drueklaserne er middelstore og kompakte og opnår en potentiel alkoholstyrke på 10-11%. Dyrkningen på nordsiden og oppe i højderne gør, at mosten har et meget højt syreindhold. Vine lavet på Sercial som bordvine er nærmest udrikkelige på grund af deres høje syreindhold, de kræver som Madeiravin meget lang tid på fad. Druen forsvandt næsten efter phylloxera epidemien, men er nu tilbage igen.

Lagringen

Efter at vinen at blevet forstærket med alkohol og klaret, gennemgår den en lagring. Der findes to måder at lagre og stabilisere på: Estufagem og Cantairo. Under begge metoder bliver vinen oxsideret og processen giver vinen den helt unikke aroma og duft. Estufagem bruges til standardmadeira lavet på Tinta Negra.  Vinen bliver opvarmet i store cement – eller ståltanke, enten med varmeslanger inden i tanken eller med en kappe uden på tanken. Vinen opvarmes til en temperatur på omkring 45 grader og skal opvarmes i mindst 3 måneder. Flere anvender i dag en lidt lavere temperatur, og til gengæld en længere periode. Tanken er aldrig fyldt helt op, dels fordi vinen udvider sig under opvarmningen, dels fordi man bevidst vil ilte vinen. Instituttet forsegler tanken under Estufagem-perioden og tager prøver fra, før og efter. Tankene kan variere meget i størrelse, fra 20-10.000 liter. Efter Estufagem bliver vinen klaret med bentonit og/eller gelantine og bliver filtreret med kiselgur-filtre og skal derefter hvile i 6 måneder. Vinen kan tidligst komme på flaske den 31. oktober, andet år efter høsten.

Canteiro

Navnet Canteiro kommer fra de bjælker som fadene ligger på. Det er den ældste metode, der i tidernes morgen foregik på sejlskibene, der passerede ækvator (Vinho da Roda). Fadene varierer i størrelser, fra 300 til 650 liter. Der bruges også meget store fade på op til 2.500 liter. Selve Canteiro-processen foregår ved at fadene placeres helt oppe under taget i bygningen, hvor det bliver meget varmt om sommeren. MWC udnytter varmen fra de store tanke nedenunder, der gennemgår Estufagem.  Justino anvender solpaneler, der hjælper til med opvarmningen. Under opvarmningen fordamper omkring 4-7% af vinen per år. Canteiroprocessen er arbejdskrævende og dyr og bruges mest til druevarianterne Malvasia, Boal, Verdelho, Sercial og særlig god kvalitet af vin lavet på Tinta Negra. Canteiro-vinene må tidligst sælges den 1. januar, 3 år efter høsten.

Under lagringen bliver vinen oxsideret, og det medfører en karamelisering af sukkeret, en stabilisering af vinsten og en udvikling af syren i vinen. Sotolon, en substans der findes både som primær og sekundær aroma, her 3-hydroxy-4-5-dimethyl-25H-furanone bliver dannet og er med til at give Madeiravinen sin karakteristiske duft. Under lagringen bliver farven bliver også mørkere, gylden til brunlig. Jo sødere vin, jo mørkere farve. Vinen mister sine primære aromaer og får et væld af sekundære som tørrede frugter, karamel, krydrede toner, nødder, lakrids, chokolade og kaffe.

Efter opvarmningen fyldes vinen på andre fade fra 300-2.500 liter eller i større tanke. Hvor længe vinen skal ligge her afhænger af producenten, af årgangen, druesorten etc. MFW har næsten 2.000 fade liggende og omkring 375 store trætanke. Vinen bliver nu tjekket igen, og er der for meget alkohol i vinen kan den nedjusteres med vin med lavere alkohol, er den ikke sød nok må man tilsætte maksimalt 0,5 % druemost.

Kunsten at blande

Det er med madeira som med champagne, hvert hus har sin egen stil. Blandingen af forskellige fade og tanke er derfor uhyre vigtig. De fleste har et lille panel, koncentreret omkring kældermesteren. Man kan blande for at finde samme karakter i basisvinene, år efter år, eller man kan skabe en helt ny blanding. Alle fadene og tankene, der ligger hos producenten, er registreret. I gamle dage i kælderbogen, i dag oftest på computer. På hvert fad er angivet år, druesort og man ved ofte hvor druerne kommer fra. Efter at man har skabt-blandet den nye standardvin bliver blandingen analyseret, inden den bliver flasket. Man kan justere til slut, måske er farven lidt for lys, for standardmadeiraen er det vigtigt at ramme samme farve, år efter år. Måske er alkoholprocenten lidt for lav, måske behøver vinen en lidt større sødme? Det justeres med druemost. Man må først fylde standardvinen på flaske et halvt år efter at blandingen er lavet. Inden vinen bliver fyldt på flaske, stabiliseres den ved at køle den ned til minus 8 grader, det fjerner vinsten, der ellers ville forekomme i flasken, vinen gennemgår også en filtrering.

I en 5-års, 10-års og 15-års Madeira bruger man mange forskellige årgange for at ramme gennemsnittet. For en 5-års basisvin er den største del af vinen 5 år gammel, den justeres så med ældre og i princippet også med yngre vin. Producenten forsøger ikke kun at ramme en vin, der i gennemsnit er 5 år gammel, men forsøger også, år efter år, at ramme husets stil. Jo ældre vinen er, jo mere tør fornemmes den, og jo større kompleksitet får den. Som smager er man ikke i tvivl, det er meget interessant at lave en vertikalsmagning 5, 10, 15, 20, 30 og 40 års Madeira. Vinhusene laver også løbende forskellige blandinger. MWC lavede for ikke så mange år siden 3.000 flasker ”Centennial Blend”, der bestod af vine fra hele 1900-tallet. HM Borges lavede en anden blend for at fejre Funchals 500 års historie. Når blandingen er færdig, ung som gammel, kontaktes Instituttet, der så vil prøvesmage og analysere blandingen.

Stilarter

Der findes mange stilarter, men alle vinene har den samme fællesnævner, resultatet af oxideringen og opvarmningen. Druesorten, alkoholforstærkningen, alderen og vinhusets egen stil, det er de fire vigtigste parametre. Madeiravinen er gennem de senere år blevet mere frugtorienteret, det samme er sket med portvin. I de nye regulativer fra EU skal der være mindst 85% af den angivne druesort i vinen og for Vintage mindst 85% af den angivne årgang.

Finest eller Selected

Vine der er lagret i mindst 3 år. Det er den de fleste har stiftet bekendtskab med, lavet hovedsagelig på druesorten Tinta Negra.

Rainwater

Gyldne, lyse vine mest til den tørre side. Sercial er basisdruen, men alle druesorter kan indgå. Rainwater bliver mest solgt til amerikanske marked, men Blandy lancerer den i Danmark. Vinen har ofte lagret i 3 – 5 år.

Reserve eller Old

En lidt uklar betegnelse, der i stil kan sammenlignes med 5 års Madeira. Findes i alle druesorterne.

Special Reserve

Kan sammenlignes med en 10 – års Madeira, men der er frit råderum for producenten. Findes i alle de fire kendte druesorter, vinen er ofte ældre end 10 år.

Ekstra Reserve

Bruges næsten ikke længere, vinen er over 15 år gammel og mere kompleks og rig end Special Reserve.

Vine med aldersbetegnelse

Kan sammenlignes med Tawny Portvin. Der er kategorierne 5, 10, 15, 20, 30 og 40 år. Vinene har druebetegnelse, Malvasia, Boal, Verdelho, Sercial og meget sjældent Terrantez. Jo ældre, jo mere kompleks, rig i sit udtryk.

Colheita

Betegnelse for en årgangs Madeira fra et godt år. Vinen skal have lagret minimum 5 år, inden den bliver flasket. Nærmer den sig 20 år på fad, vil man vælge Vintage i stedet.

Vintage eller Frasqueira

For at anvende Vintage på etiketten skal vinen have lagret i mindst 20 år. Mange af producenterne ligger inde med meget gamle fade med årgange, der endnu ikke er tappet på flaske. Det er noget af det største man kan opnå og det er stadig muligt, at finde sin egen årgang.

Solera

Vin, der i starten er fra én årgang. Vinen ligger på fad og der må aftappes maksimalt 10% fra fadet hvert år, der så fyldes op med en anden, ofte yngre årgang. Aftapningen må højst ske 10 gange. Der findes mange ældgamle Soleravine i handlen, for de helt gamle er det usikkert, om reglerne er blevet fulgt.

Specielle blandinger

Vinhusene har frit spil. Med alle de fade af gamle vine kan man når som helst skabe sin egen, specielle blanding. Det kan være for at markere et århundrede, en stor begivenhed i Madeiras historie, firmaets egen historie eller en stor begivenhed i verden. Vinene laves altid i et meget begrænset antal og er virkelig samlerobjekter.

Denne artikel stammer Vinbladets arkiv og blev første gang bragt i Vinbladet 23. Årgang, Nr.1 Marts-Maj 2014. Fra december 2015 udgives Vinbladet på nettet.